Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ebola lukker for julefejringen i Sierra Leone

Mission Afrikas partnere i Sierra Leone, Mali og Nigeria har alle været ramt af den ebola-epidemi, der siden årsskiftet har plaget Vestafrika. Nigeria er erklæret helt ebola-frit, Mali er erklæret næsten ebola-frit, men i Sierra Leone stiger dødstallene stadig.

Ebola lukker for julefejringen i Sierra Leone

Frivillige medlemmer af Den Anglikanske Kirke i Bo Stift, Sierra Leone, går fra dør til dør for at informere befolkningen om smitte-beskyttelse.

Det begyndte i Guinea.

En to-årig dreng spiste ebola-inficeret kød fra et egern, en antilope eller en abe, og herfra spredte sygdommen sig til hans familie og videre ud i fire separate smittekæder.

Og så gik det stærkt.

Smitten buldrede over grænserne, og siden marts 2014 har flere end 18.000 vestafrikanere fået konstateret ebola, og omkring 7.000 af de smittede er afgået ved døden.

I Guinea, ebola-smittens land nummer nul, har myndigheder og internationale hjælpeorganisationer efterhånden fået styr på den dødbringende virus. Det samme gælder i andre ebola-ramte vestafrikanske lande som Nigeria, Mali og Liberia, om end sidstnævnte stadig erfarer nye udbrud og angiveligt kommer til at kæmpe med eftervirkningerne i mange år frem.

Jule- og nytårsfester aflyses

I Sierra Leone er situationen stadig særdeles kritisk.

I uge 50 registrerede Verdenssundhedsorganisationen WHO flere end 500 nye ebola-tilfælde i landet, hvilket er det højeste antal registrerede på en uge i Sierra Leone siden epidemiens begyndelse.

Smitteintensiteten er værst i de vestlige og nordlige distrikter, men også i distriktet Bo, hvor Mission Afrikas partnerkirke Den Anglikanske Kirke i Bo Stift (ADB) har sit hovedsæde, blev der i samme periode registreret 24 nye tilfælde.

For sierraleonerne betyder det, at julen er sat på standby. De kristne, som udgør omkring en fjerdedel af landets godt seks mio. indbyggere, har fået tilladelse til at gå i kirke juleaften, men skal gå direkte hjem efter julegudstjenesten.

”Der vil blive udstationeret soldater i gaderne i juledagene for at tvinge folk, der vil ud og fejre julen, til at gå hjem igen,” siger regeringens særlige enhed for ebola-bekæmpelse til Reuters.

På nuværende tidspunkt er omkring halvdelen af Sierra Leones indbyggere ramt af karantæner i forskellig grad, og mange distrikter er lukket helt ned for im- og eksport. I karantæneområderne er det efterhånden kun muligt at få ris og enkelte andre madvarer, og fødevarepriserne er i løbet af få måneder steget eksplosivt med op til 150 procent.

Så sent som forrige onsdag lukkede regeringen diamant-mine-distriktet Kono, fordi der på en enkelt dag var konstateret otte nye ebola-tilfælde i området. Efter nedlukningen begravede WHO-teams på 11 dage 87 ofre inklusiv en sygeplejerske og en ambulance-fører, der havde arbejdet med at forflytte lig fra det lokale hospital.

Godt nyt fra Mali

Mens epidemien stadig raser i Sierra Leone, er der imidlertid positivt nyt fra et andet af Mission Afrikas partnerlande.

De seneste tal fra WHO viser, at det er lykkedes at bremse ebola-udbruddet i Mali, inden det for alvor fik fat. Syv personer blev bekræftet ramt af sygdommen, hvoraf seks er døde.

Efter de første udbrud har 433 personer, der har været i tæt kontakt med en smittet person, været fulgt nøje. De 420 er nu erklæret uden for fare, mens 13 personer lige mangler de sidste dage, inden de kan erklæres garanteret smittefri.

En vigtig del af forklaringen på, hvorfor Mali er lykkedes med at stoppe smittespredning, er, at både internationale hjælpeorganisationer og landets egne indbyggere, regering og organisationer har været bedre forberedt nu, end da det vestafrikanske udbrud begyndte i foråret.

Som tidligere beskrevet har de camerounske missionærer i Mali også været særdeles aktive i at forebygge smittespredning.

”Udbruddet af ebola på malisk jord ansporede MFLM og andre organisationer til at uddanne vores medlemmer til at stoppe smittespredning. Sikkerheden for missionærfamilierne, som også påvirkes af situationen, ligger ligeledes MFLM på hjerte,” fortæller Pierra Moulna, der har stået i spidsen for at koordinere indsatsen.

Oplysning og praktiske øvelser

Pierre Moulna gennemførte med støtte fra Mission Afrika en rundtur til missionærfamilierne, hvor han underviste i, hvordan de skulle beskytte sig selv mod sygdommen og give denne viden videre til alle, de kom i kontakt med.

Samtidig udleverede han desinfektionsmiddel, store beholdere til klorin-opløsning, informationsfoldere og andet forebyggelsesmateriale.

Fra besøget hos familien Salissou i Ouassala fortæller Pierre Moulna:

”Om aftenen indkaldte missionær Salissou alle medlemmerne af den lokale kirke og et par andre venner til et møde hos missionæren, som skulle bevidstgøre dem om sygdommen. Der var en mundtlig præsentation og praktiske øvelser i at vaske hænder på den korrekte måde. Mange deltagere tog informationerne til sig og lovede at overholde hygiejnereglerne og være med til at formidle informationerne til andre beboere i landsbyen”.

Vær med

Faren for ebolaudbrud i Mali er angiveligt drevet over for denne gang, men skulle landet opleve en gentagelse, er både missionærer, medlemmer i deres lokale kirker og andre kontakter langt bedre forberedt på, hvad de skal gøre for at beskytte sig selv og folk omkring sig.

Det samme gælder i Sierra Leone.

Dér er faren fra den igangværende epidemi imidlertid ikke drevet over. Men Mission Afrikas partnerkirke i Sierra Leone, Den Anglikanske Kirke i Bo Stift (ADB), gør i øjeblikket en kæmpe indsats for at bremse epidemien gennem diverse oplysningskampagner og hjælp til karantæneramte familier.

Derudover har kirkens folk fra hovedkirken i Bo også åbnet deres hjem for de flygtninge, der strømmer til byen fra de hårdest ebola-ramte områder, heriblandt Kangahun.

Læs mere om ADB’s indsatser mod ebola

Du kan være med til at hjælpe vores partnerkirke i landet, ADB, med at bekæmpe sygdommen ved at bede for situationen og eventuelt give en gave til projektet. Tak for enhver støtte!

 

Støt Projekt 3027: Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone nu