Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsiden
Forrige indlæg:

Maria giver ikke op!

Marias liv som handelsdrivende i Freetown, Sierra Leone, er svært, men hun har accepteret vilkårene og få det bedste ud af dem.

Kvinderne sidder i skyggen og holder øje med deres boder på den anden side af vejen.

Det er en varm dag og boderne står midt i den ubarmhjertige sol, kun skærmet af et par farvestråelende parasoller. Hver eneste morgen sætter de boderne op og får varerne placeret, så de kommer til at se indbydende ud. De er nødt til at gøre meget ud af deres boder, fordi konkurrencen er hård og kunderne få. Landets dårlige økonomi har stort set fået handelen til at gå helt i stå. Alle mærker det; både de store forretninger og kvinderne med deres små boder. Ofte går der dage, hvor mennesker bare går forbi på vejen uden at stoppe op ved boderne.

Når solen er ved at gå ned, bliver de samme varer pakket sammen i poser og tasker og pungen er stadig lige tom. Indimellem forundres man over den enorme stædighed, som får kvinderne til at komme tilbage hver eneste dag. Men hvilke andre muligheder har de end hver morgen at håbe på, at netop denne dag må byde på en god handel, så der kan blive råd til mad, skolepenge og lægebesøg.

Ofre for “bysanering”

En af kvinderne i den lille gruppe hedder Maria. Hun kommer fra Moyamba og vi har kendt hende siden 2013, hvor hun drev sin forretning fra et fint lille træskur, som hun kunne låse af om natten. Der var flere handlende i området og de var alle blevet organiseret i et fælles handels-laug, som skulle hjælpe dem til at få bedre vilkår og i det hele taget sikre deres rettigheder som handelsdrivende i Freetown.

Men lige meget hjalp det. I 2015 gik regeringen i gang med et større oprydningsprojekt – eller et såkaldt ”bysaneringsprojekt”. Bøller med køller blev hyret til at rømme store områder. De handelsdrivende fik stort set ingen anden varsling end de rygter, der hurtigt bredte sig – og derfor måtte de skynde sig at pakke så mange af deres varer sammen som overhovedet muligt.

Politiet mødte talstærkt op for at sikre, at der ikke skulle blive optøjer, når de handlende så deres butikker blive revet ned. De varer, som de ikke nåede at få med, eller som de bare ikke kunne slæbe, blev stjålet.

Et hårdt slag for Maria

Vi var på et nærliggende hotel den dag det skete. Der blev hamret, banket, råbt og skreget hele formiddagen. Så blev der stille. De handlende var forsvundet, havde opgivet kampen og erkendt deres nederlag. Det var et hårdt slag for de handelsdrivende, som i forvejen var hårdt presset på grund af ebola-epidemien. I lang tid sad politiet og holdt øje med området, for at sikre at ingen skulle forsøge at genopbygge deres forretninger.

Vi vidste ikke, om vi nogensinde ville se Maria igen. Hvor skulle vi begynde at lede? Hvor meget havde hun mistet og ville hun overhovedet være i stand til at fortsætte som handelsdrivende?

Svaret på vores mange spørgsmål fik vi, inden vi rejste til Danmark i december i år. Maria havde klaret sig. Hun driver stadig sin forretning, men på en ny og væsentlig mere besværlig måde. Transportable forretninger er besværlige, men samtidig lettere at pakke sammen, hvis politiet skulle ske at dukke op. Dermed er der også mindre risiko for at lide store tab på mistede eller ødelagte varer.

Det nytter ikke at græde

Livet er bare ikke som det var før. Det hele er blevet noget mere besværligt. Det nytter ikke noget at sætte sig ned og græde. Det nytter ikke noget at skrive læserbreve, råbe op eller at lave en retssag. Man er dømt til at tabe på forhånd. Derfor er man bare nødt til at kny på, acceptere de nye vilkår og få det bedste ud af dem.

Det er bl.a. kvinder som Maria, man støtter, når man handler i Afrikashop.dk.

Vi har købt et nyt parti smykker hos Maria og hendes medhandlende, så de også får en god handel – og forhåbentlig kan få overskud til også at holde jul. På forhånd tak for en god handel.