Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsiden
Næste indlæg: Forrige indlæg:

"Tak Olga!"

Klokken nærmer sig elleve og det er endnu en støvet dag i Bo. Missionsafdelingen er ved at gøre klar til det helt store rykind. I dag skal vi samle op på de studerende, som har arbejdet i selvstudium-grupper igennem de sidste tre måneder. De skal opmuntres og have udleveret nye materialer, så de kan fortsætte med næste etape af deres uddannelse. Det er første gang, vi prøver denne uddannelsesmodel, så vi har travlt med at samle erfaringer.

Ca. 20 studerende i Bo sogn er i gang med at uddanne sig til missions-læglæsere, som er første trin i kirkelederuddannelsen. Denne undervisning foregår ved hjælp af undervisningsbøger, som de studerende arbejder med i små grupper i deres lokalsamfund. For tre måneder siden begyndte vi træningen i sognet og de studerende har siden mødtes hver eneste uge og foruden haft deres individuelle studier i Bibelen, som er en fast del af træningen. Materialerne, Pilgrim i Afrika, fokuserer først og fremmest på at skabe en kristen identitet og leverer en masse spørgsmål til overvejelse. Der er ingen færdigstøbte svar, ingen betonteologi, for det er meningen, at de studerende selv skal engagere sig og motiveres til at tænke mere over livets helt store spørgsmål. Udgangspunktet er, at vi alle er teologer. Teologi er ikke bare en uddannelse, men en generel overvejelse over Gud, livet og skaberværket, som alle kan have, uanset om man er lærer, landmand, fisker, mine-arbejder, eller hvad de studerende ellers beskæftiger sig med i dagligdagen. Det er vigtigt for Missionsafdelingen, at de studerende har hjertet med – og derfor tager Pilgrim i Afrika netop sit udgangspunkt i hjertet, så teologi ikke kun bliver gold akademisk lære.

Vi har været spændte på, om de studerende har kunnet finde ud af arbejde i disse selvstudiums-grupper. Selvom vi har haft flere gruppe-koordinatorer til at stå for de enkelte grupper og følge op på arbejdet, så vi løbende har kunne foretage en vurdering, er det alligevel vigtigt at høre de studerendes egne erfaringer. Vi glæder os over, at der generelt er meget positive vurderinger af uddannelsen. Flere giver udtryk for, at de efter tre måneder føler sig væsentligt bedre rustet til at varetage deres opgaver og at materialerne er meget frugtbare. Den slags gode tilbagemeldinger giver ekstra gåpåmod i Missionsafdelingen. Der ligger mange timers arbejde bag materialerne, som er udviklet i Den Engelske Kirke og siden tilpasset en afrikansk kontekst. Det er et sats! Selvom der allerede er mange positive kommentarer, så er vi endnu ikke nået til vejs ende. Der er alene tale om en midtvejsevaluering af programmet og den afsluttende eksamen vil for alvor vise, hvor meget de enkelte studerende har fået ud af materialerne og undervisningsmetoden.

Det er vores koordinator for undervisningsprogrammet, Rev. Lamboi Junior, som har tilrettelagt forløbet med de studerende denne fredag eftermiddag – hans første rigtige opgave i Missionsafdelingen og derfor også en opgave, som bliver evalueret. Men vi må sige, at vi er meget tilfredse med Rev. Lamboi. Han har et lunt og behageligt væsen og er en dygtig underviser med naturlig autoritet.

Som en del af programmet bliver de to næste bøger udleveret og gennemgået. Det er vigtigt med den helt rigtige indpakning, for det kan mærkes, når der er gjort noget ud af programmet, materialerne og ikke mindst måden det hele bliver leveret på. Derfor er vi også glade for den store hjælp, vi har fået fra Olga i Danmark. Hun påtog sig egenhændigt at sy muleposer og penalhuse til alle de studerende (i alt 50), så alle kunne få en brugbar gave med hjem. Derfor hedder månedens billede for februar ”TAK OLGA”. De studerende kunne alle mærke det helt særlige ved at modtage en gave fra en, som man aldrig har mødt og så ovenikøbet en helt fra Danmark. Det er i sandhed gavens væsen – en gave helt uden bagtanker – en kærlig hilsen og opmuntring fra Danmark!