Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone (ADB)

Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone (ADB)

Partner: ADB – Det Anglikanske Stift i Bo / The Anglican Diocese of Bo

Mange afrikanske lande er først blevet introduceret for et velorganiseret kristent missionsarbejde inden for de seneste 100 år. Sådan er det ikke i Sierra Leone.

Allerede i 1799 stiftede Den Anglikanske Kirke missionsselskabet Church Mission Society, som udsendte de første kristne missionærer, tyskerne Melchior Renner og Leopold Butscher, til landet.

I 1852 ordineredes den første kreol-præst i Den Anglikanske Kirke, og i 1861 organiserede Church Mission Society Den Anglikanske Kirke som en selvstændig kirke under navnet Sierra Leone Church. På det tidspunkt havde kirken udelukkende afrikanske præster.

89 år senere, i 1950, oprettede kirken to anglikanske stifter, Freetown og Bo. 1983 udskiltes Bo Stift som en selvstændig enhed.

Biskoppen – og overhovedet – for Den Anglikanske Kirke i Bo Stift hedder i dag Emmanuel Tucker.

Mission Afrika og Den Anglikanske Kirke i Bo Stift
Partnerskabet med Den Anglikanske Kirke i Bo Stift, Sierra Leone, begyndte i 1977, da Mission Afrika udsendte danske missionærer til at arbejde med dialogprojektet ”Islam i Afrika”. Dette projekt udviklede sig sidenhen til organisationen PROCMURA (Program for Kristne Muslimske Relationer i Afrika), som stadig støttes af Mission Afrika.

I 1985 bad den daværende anglikanske biskop Michael Keili i Bo Stift om hjælp til at iværksætte et omfattende sundhedsarbejde i den fattige sydøstlige del af landet.

Som respons på opfordringen valgte Mission Afrika (dengang: Sudanmissionen) blandt andet at støtte opførelsen af et sundhedscenter i en gammel jernbanestation i landsbyen Kangahun.

Siden 1980’erne har Mission Afrika været engageret i stiftets arbejde med både volontør- og missionærudsendelser samt økonomisk støtte.

Grundet borgerkrigen, der raserede Sierra Leone fra 1991-2002 har en stor del af Mission Afrikas engagement i de senere år drejet sig om genopbygnings-, freds- og forsoningsarbejde i Det Anglikanske Stift. Således fik man i 2004 eksempelvis støtte fra DANIDA gennem Dansk Missionsråd til genåbning og drift af sundhedscentret i Kangahun og de omkringliggende sundhedsposter, som var blevet ødelagt i krigens sidste år.

I dag samarbejder Mission Afrika med Den Anglikanske Kirke i Bo Stift om blandt andet disse projekter:

  • Teologisk Førstehjælp: Kirken har sat fokus på evangelisation i de senere år, da mange af de små menigheder i stiftet mangler kristne ledere efter krigen. Til at hjælpe med dette arbejde har Mission Afrika udsendt teologparret Mette og Alex Bjergbæk Klausen
  • Kangahun sundhedscenter, der holdes i gang af lokale medarbejdere
  • Mothers’ Union: Mission Afrika støtter blandt andet en række læse- og skrivekurser for kvinder, som Mothers’ Union har etableret i flere sierraleonske landsbyer. Lederen for disse kurser, Katumu Fonnie, var i Danmark i efteråret 2012 for at gennemføre et tre-måneders kursus på Diakonhøjskolen
  • HIV/AIDS-projekt: Projektet inddrager den anglikanske kirkes viden og indflydelse i samfundet til at skabe større opmærksomhed omkring sygdommen, øge adgangen til rådgivning og tests samt fremme brugen af kondomer som forebyggelsesmetode. Ligeledes fremmer projektet et fokus på at styrke hiv-smittedes rettigheder og forhindre stigmatisering

Fakta