Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Teologisk Førstehjælp

 

Tæt på halvdelen af præsterne i det anglikanske Bo stift, Sierra Leone, mistede livet under den grusomme borgerkrig, der hærgede landet fra 1991-2002. I samme periode blev et i forvejen svagt uddannelsessystem spoleret fuldstændigt.

I de første år efter krigen brugte kirken sine få ressourcer på at hjælpe til med at genopbygge landet, og derfor er det først inden for de senere år, at de har fået overskud til at sætte fokus på uddannelse og videreuddannelse af ledere til de mange afsidesliggende menigheder i stiftet.

I fællesskab har kirken og Mission Afrika igangsat et uddannelsesprojekt, Teologisk Førstehjælp, der skal styrke menighederne gennem teologisk uddannelse.

Udvælgelse til gratis videreuddannelse
Teologerne Mette og Alex Bjergbæk Klausen blev i 2013 udsendt af Mission Afrika til at etablere Teologisk Førstehjælp sammen med kirken. I begyndelsen af 2013 opsøgte parret og en delegation fra stiftets hovedsæde i Bo således en lang række afsidesliggende landsbyer for at finde frem til ressourcepersonerne, ofte selvlærde, i de små menigheder.

Disse personer blev efterfølgende samlet i mindre studiegrupper forskellige steder i stiftet, og modtager nu grundlæggende teoretisk og praktisk undervisning fra stiftets hovedsæde.

De dygtigste og mest udholdende studerende bliver efter grunduddannelsen udtaget til gratis videreuddannelse i Bo.

Målet er i sidste ende at få uddannet en flok dygtige præster og ledere, som kan styrke både menigheder og lokalsamfund med god teologisk undervisning og et sundt lederskab.

I dag er Mette og Alex Bjergbæk Klausen tilbage i Danmark, men de tager til Sierra Leone et par gange om året for at hjælpe til i videreuddannelsen af præster og læglæsere.

Fakta