Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

72 præster indviet på én dag

Der er 300 præster i Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun. Mission Afrika var med til at ordinere og bede for yderligere 72 nye præster.

72 præster indviet på én dag

En situationsrapport af generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge

Gudstjenesten er allerede gået i gang, da jeg sætter mig oppe på podiet mellem en stor flok præster i deres hvide kjoler med røde stolaer rundt om nakken – tegnet på at de er ordinerede. I dag skal en kæmpe gruppe nyuddannede teologer også have kjole og “krave”. Her i landet er det stolaen, dvs. et langt bredt bånd, der hviler på skuldrene.

Ny kirkepræsident
Der er fyldt i den næsten færdigbyggede store katedral i Garoua i Nordcameroun, hovedsædet for Den Lutherske Brødrekirke, som Mission Afrika samarbejder med. Det er lørdag formiddag, og i eftermiddag skal kirkepræsident Robert Goyek overdrage nøgler og kontor til den nyvalgte kirkepræsident (ærkebiskop) Debsia Alvius. Men som sit sidste aftryk på den kirke, Goyek har ledt gennem 28 år, står han nu forrest i kirken for at sikre, at Guds Ord kan forkyndes og leves længere og længere ud i hans land.

Pludselig rejser alle 72 præster sig i de forreste stolerækker. De løfter højre arm og afgiver præsteløftet.

Henrik Engelbrekt Refshauge

Afgiver præsteløftet
En lovsangsgruppe giver den gas og pludselig går vi over i kendte melodier, som vi også synger i kirker og missionshusene hjemme i Danmark.

– Nu skal du gå ned foran og tage billeder, hvisker Ezai til mig. – Nu sker der noget, som du nok aldrig har set før.

Ezai er en af vores nærmeste samarbejdspersoner på hovedkontoret, og han stråler af stolthed over, hvad der er ved at ske.

Jeg lister ned i siden med mit kamera, og pludselig rejser alle 72 præster sig i de forreste stolerækker. De løfter højre arm og afgiver præsteløftet sammen med deres afgående kirkepræsident.

Da det er sket, er det deres hustruers tur – ja, for indtil videre er der kun mandlige præster i kirken, men man arbejder på at give kvinder adgang til embedet. Hustruerne skal også afsværge et løfte om at støtte og velsigne.

Pludselig rækker Goyek mikrofonen til mig, så jeg må lægge kameraet for at bede for de mange nye hyrders tjeneste i den kirke, Mission Afrika samarbejder med.

Henrik Engelbrekt Refshauge

Beder for tjenesten
Og så rejser alle de kommende præster sig, går op i to store cirkler forrest i katedralen for at modtage deres kjole og stola. Først knæler de på puder på kirkegulvet. Alle de ordinerede præster i rummet fordeler sig bagved de kommende præster og lægger hånden på deres hoveder. Nu skal der bedes for deres tjeneste.

Pludselig rækker Goyek mikrofonen til mig, så jeg må lægge kameraet for at bede for de mange nye hyrders tjeneste i den kirke, Mission Afrika samarbejder med. Det er et stort øjeblik, selvom jeg holder mig til det engelske sprog. Godt Gud forstår alle sprog.

En fjerdedel flere præster
Goyek slår tilbage i fransk, og så rejser alle sig, bandet spiller en festlig lovsang, mens de nye præster iklædes deres hvide kjole og stola. Alle lines op på tre rækker med front mod menigheden, inkl. hvide mig midt mellem alle de skønne sorte brødre. Kirkepræsidenten trækker vores hænder højt op i luften, og hele kirkerummet bryder ud i højlydte tilråb og rullen med tungen.

Kirken har netop fået fjerdedel flere præster, og Goyek kan roligt gå på pension. En ny generation er klar, og jeg er stolt over, at Mission Afrika har været med til at uddanne dem.

Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær

”I Mission Afrika kan jeg være katalysator for at mennesker kan tage imod Kristus i den kontekst og kultur, der er deres.”