En praktik i Mission Afrika Genbrug kan ændre liv.

I midtbyen, tæt på Føtex og ved siden af den velduftende doughnut-cafe Bro’nuts, ligger den ene af Mission Afrikas to genbrugsbutikker i Odense. Her møder jeg butiksleder Birgitte Albertsen og hendes usædvanlige praktikant Mikkel.

Mikkel Vestergaard er 35 år, har afsonet et par fængselsdomme for bl.a. narko og banderelaterede aktiviteter. Han er stor og veltrænet og har en masse tatoveringer – og så er han vild med Jesus og vild med alle de frivillige i Mission Afrika Genbrug Odense.

Jeg bliver ført ind i det lille opholdsrum bag disken, og som det første tilbyder Mikkel et stykke af sin mors hjemmebagte drømmekage med rosiner i. Lækkert. Der kommer ikke til at være noget kedeligt eller forudsigeligt ved mødet med Mikkel og Birgitte.

Det er ikke svært at få samtalen i gang. Mikkel taler lige fra hjertet.

– Jeg vil bare gerne have Jesus tættere på, siger han, da jeg roser det kors, han har hængende om halsen.

– Jeg er kommet med i det lokale menighedsråd, for jeg har det rigtig godt, når jeg er henne i kirken. Og det er som om én gang om ugen ikke er nok, derfor er menighedsrådet en god mulighed for at gøre noget godt og være tæt på kirken.

Han fortsætter:

– Uden Gud så havde jeg ikke siddet her lige nu. Det havde jeg ikke. Så havde jeg taget mit eget liv for lang tid siden.

Læs resten af artiklen her >>

Loading...