Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Året der gik – børn i skole, fredsinitiativer og nye præster

Det er nu tid til at gøre status på 2017 i Mission Afrika.

Året der gik – børn i skole, fredsinitiativer og nye præster

Af Peter Fischer-Nielsen, generalsekretær i Mission Afrika

2017 er ved at lukke ned. Mens folketingets politikere og embedsmænd hiver en vanskelig finanslov i hus, og Aarhus Letbane kører de første passagerer gennem byen, er det tid til at gøre status på årets gang i Mission Afrika.

Lad mig sige det med det samme: Jeg bliver begejstret, når jeg ser tilbage på årets resultater. For vi har endnu engang haft mulighed for at hjælpe vores partnere i syd med at række liv og tro til tusindvis af mennesker.

Sæt kryds i kalenderen den 3. marts 2018

Den 3. marts 2018 afholder vi Mission Afrika Dag i Nørrelandskirken i Holstebro. Mød udviklingskonsulent Elisabeth Kodio fra Mali og deltag i forskellige workshops. Tilmeld dig senest den 23. februar til Mission Afrikas sekretariat på telefon 8672 5050 eller e-mail ma@missionafrika.dk.

Jeg kan ikke nævne alle årets resultater, men lad mig nævne otte konkrete højdepunkter, som fylder mig med juleglæde og taknemmelighed.

  1. Børn kom i skole

Skolegang og uddannelse er vejen til bedre samfund. Derfor er det skønt, at vi i år har været med til at etablere fem nye skoler i Den Centralafrikanske Republik. 721 børn har nu fået en plads på skolebænken i et land, hvor en tredjedel af alle børn ikke har mulighed for at gå i skole.

  1. En butik åbnede i Mali

Vi kunne i foråret være med til at åbne dørene for butikken Euroshop i Malis hovedstad Bamako. Takket være et godt samarbejde med danske virksomheder er vi i stand til at sende overskudstøj til Mali, hvor det bliver solgt til konkurrencedygtige priser. Overskuddet støtter blandt andet uddannelses- og landbrugsaktiviteter for kvinder.

  1. Præster fik uddannelse

Veluddannede præster og ledere er en vigtig forudsætning for en god og sund udvikling i kirkerne og lokalsamfundene. Derfor har vi i 2017 sponsoreret en række uddannelsesaktiviteter. For eksempel kom 76 præstestuderende i foråret i mål med deres uddannelse på Den Lutherske Brødrekirkes præsteskole i Kaélé takket være støtte fra Mission Afrika.

  1. Ledere valgte freden

Vi fortsatte vores støtte til en fredelig udvikling i det nordlige Cameroun. I år kunne vi med hjælp fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling sende 95 lokale nøglepersoner på en konference i landsbyen Mora. De forpligtede hinanden på at arbejde for fred og for at skabe gode fremtidsmuligheder for de unge.

  1. Mellemøstens børn fik nye tilbud

Vi støttede også i 2017 den kristne satellit-tv-station SAT-7, der i år lancerede endnu en kanal. SAT-7 Academy retter sig mod de flere end 13 millioner børn, der i Mellemøsten ikke har adgang til skole på grund af krige og konflikter. Med vores støtte kunne vi hjælpe SAT-7 med at realisere deres vision om at gøre Guds kærlighed synlig i Mellemøsten og Nordafrika.

  1. Et nyt samarbejde er på vej i Nigeria

Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) indsatte i år sin nye ærkebiskop, Musa Panti Filibus. I september var vi til det første partnermøde med ham og kirkens øvrige biskopper og tog hul på de vigtige samtaler om det fremtidige samarbejde. Samtalerne fortsætter i det nye år, og vi håber, de kan føre til nye og stærke samarbejdsaktiviteter i fremtiden.

  1. Danskere rejste ud

Vi ved, at den personlige relation er vigtig i missionsarbejdet. Derfor er det glædeligt, at vi i årets løb kunne sende en række danskere afsted til vores partnere. Teologen Lene Skovmark var i Cameroun for at undervise om blandt andet Kristuskransen. Volontørerne Emma Aninne Bjerre og Agnete Rix Wad hjalp til med børne- og skolearbejdet i Cameroun. Rikke Vestergaard rejste endnu engang til Dakka i Nigeria for at hjælpe til med sundhedsarbejdet. Og en stor grupperejse drog til Cypern for at opleve SAT-7’s arbejde tæt på. De har taget mindst lige så meget med sig hjem, som de tog med sig ned.

  1. Vi tog imod inspiration

Vi fik også gæster i Danmark. George Makeen fra SAT-7 besøgte os i foråret og holdt foredrag på Mission Afrika Dag, hvor temaet var kirkens møde med muslimer. Teologen Samuel Dawai fra Cameroun kom og bidrog med en afrikansk vinkel på reformationsfejringen. Og i efteråret havde vi ledende jordemoder Catherine Naabeau fra Den Centralafrikanske Republik på besøg. Alle tre var de med hver deres erfaringer og viden med til at inspirere og berige hundredvis af danskere.

 

Jeg er taknemmelig for, at alt dette og meget mere kunne lykkes i 2017. Det er samarbejdet mellem dedikerede mennesker hos vores sydpartnere og Mission Afrika-fællesskabet i Danmark, der har skabt de gode resultater. De mange frivillige kræfter fortjener især en stor tak: alle de ihærdige frivillige medarbejdere i genbrugsbutikkerne, engagerede projektgruppe- og kredsmedlemmer, frivillige med særlige opgaver og alle de mange givere og forbedere. Uden denne mangfoldige frivillighedspalet gik det ikke.

Nogen vil måske spørge: Bød 2017 kun på vellykkede aktiviteter og flotte resultater? Nej, naturligvis ikke. Når man arbejder i nogle af verdens allerfattigste og mest udfordrede lande, vil man også støde på udfordringer og modgang. Og sådan har det også været i år. I denne tid tænker vi særligt på de mennesker i og omkring Numan, der er berørt af voldsomme optøjer, og vores partner i Sierra Leone, der stadig kæmper med eftervirkningerne af en omfattende korruptionssag. Vores nytårsbøn skal derfor også rumme inderlig forbøn for de mennesker, kirker og samfund, der lige nu har særlig brug for hjælp og opmuntring.

Samtidig må vi dog rette en stor og dybfølt tak til Gud for alt det gode, som skete i 2017, og som vi i Mission Afrika fik lov at tage del i.

Jeg går på juleferie med taknemmelighed i hjertet!

Støt Mission Afrika nu