Kommunikationsteam
Mission Afrikas kommunikationsteam består af:
- Leder Daniel Toft Jakobsen
- Kommunikationskoordinator Louise Lund Kristensen
- Kommunikationsmedarbejder og fundraiser Kristine Ballantyne (fra 2025)
- Programkoordinator for unge og engagement Sara Tambjerg Morthorst
- Grafiker David Wanninger
- Markedsføringsspecialist Kathrine Wanninger (opstart i 2025)
- Formidler og projektkoordinator Rikke Dirchsen Nielsen (indtil udgangen af 2024)
Her kan du læse om teamets arbejde med kommunikationsopgaver i 2024.
Kommunikationsteamets medarbejdere
2024 har været et år med både nye tilføjelser og ændringer i medarbejderstaben. Disse forandringer har naturligt krævet tilpasning i teamet. Ved udgangen af 2024 var fordelingen af arbejdsopgaver dog på plads, og teamet gik ind i 2025 med fornyet engagement.
1. januar 2024 begyndte formidler og projektkoordinator Rikke Dirchsen Nielsen og programkoordinator for unge og engagement Sara Tambjerg Morthorst i kommunikationsteamet. Begge har ydet en stor indsats og øget engagementet i Mission Afrika, bl.a. ved afholdelse af møder og ved at engagere skoler og unge frivillige i Mission Afrika og Mission Afrika Youth.
Lisbeth arbejdede som kommunikationsansvarlig indtil 1. juni. Hun bidrog særligt med at styrke strategien og kvaliteten af kommunikationsarbejdet. Efterfølgende fortsatte hun sin karriere i Promissio, hvor hun bl.a. kunne fokusere på internationalt arbejde.
Orla arbejdede deltid som formidler og grafiker indtil 1. juli, hvorefter han startede i en fuldtidsstilling som præst i Horsens Frikirke. Orla har siden været forbi Mission Afrika, for at dele sin store viden og erfaring gennem historiske oplæg ved personalemøder.
Jørn var leder af teamet frem til starten af september, hvor Mission Afrika gennemførte et ledelsesskifte. Kommunikationsteamet fik en ny leder, og hele organisationen bød velkommen til en ny generalsekretær, Daniel Toft Jakobsen.
Med Daniel i spidsen blev fokus for resten af året at skabe overblik over teamets opgaver og ansvarsområder. Ved årets afslutning var ansvarsområderne fordelt, som det fremgår øverst på siden.
Møder i hele Danmark
Vi glæder os over at vi også i 2024 kunne være med til at sætte Global Mission på dagsordenen i Danmark. I 2024 blev der afholdt 182 møder rundt om i Danmark i forskellige kirkelige sammenhænge og foreninger.

Generelt møder vi stor gæstfrihed og interesse, når vi fortæller om Mission Afrikas arbejde. Denne interesse mærker vi gennem engagerede deltagere, der stiller spørgsmål og efterfølgende giver udtryk for, at de har fået større indsigt i, hvordan vi som missionsorganisation arbejder og samarbejder med Lutherske Kirker i Vestafrika. Gennem møderne får deltagerne også en bedre forståelse af, hvordan Den Lutherske Kirke i Vestafrika arbejder ved at række Guds kærlighed ud i ord og handling. Der er desuden en positiv respons på konceptet “joint mission”.
Til møderne oplever vi at mødestedernes fokus på global mission er meget forskellig. Nogle foreninger har en stærk tradition for at deltage i global mission, mens opmærksomheden andre steder har været svækket gennem en længere periode. Vi er taknemmelige over at få mulighed for at vedligeholde eller skærpe denne opmærksomhed, og fordi vi via møderne må inspirere den enkelte deltager til at engagere sig i global mission.
MAY – Mission Afrika Youth

I 2024 har vi fået et netværk med flere frivillige i Mission Afrika Youth og oplevet stor opbakning og engagement fra vores tidligere volontører, der har arbejdet med forskellige projekter. Vi har etableret en lokalforening, MAY Aarhus, som giver mulighed for at søge fondsmidler fra DUF til forskellige lokale og internationale projekter. I den forbindelse har vi modtaget en bevilling fra DUF på 50.000 kr. til at sende test-volontører til Nigeria i 2025.

Interessen for vores volontørprogrammer har været stor, og i efteråret sendte vi fem unge til Cameroun. Vi afsluttede vores TALK-serie om Global Mission med det femte og sidste event i Aarhus den 10. april og afholdt eventet “Silent Disco Night” på Å Festival i pinsen. I samarbejde med KRIK arrangerede vi en ungdomsrejse til Cypern i slutningen af oktober med 15 deltagere.

Derudover har vi samarbejdet med Grejsdalens Efterskole om at starte et nyt projekt og har fået en bevilling fra GLOBUS til at sende en container med brugte skolemøbler til POTS. MAY’s frivillige har været aktive med stande på mange forskellige events, bl.a. ECHO, Discipeltræf, Påskelejr og Brighter. Vores projekt “Shop-På-Hjul” har været på Hjallerup Bibelcamping og SommerOase, hvor frivillige har indsamlet og solgt genbrugstøj til fordel for POTS. I december deltog vi med en café på et stort event, WAVE X Praise, med 1.500 deltagere, hvor vi indsamlede midler til POTS.
Endelig har vi afholdt omkring 30 møder i ungdomsgrupper rundt omkring i landet.
Har du spørgsmål til kommunikationsteamet, kan du finde kontaktoplysninger på vores medarbejderside.
