Ledelsesberetning 2024

Mission Afrika er en folkekirkelig missionsorganisation med en bred og holistisk missionsforståelse. Kirkens mission på jorden har lige siden de første kristne menigheder både handlet om forkyndelse og diakoni, evighedshåb og ”her-og-nu” håb, Guds frelsesværk og Guds skaberværk. Kort sagt: At række Guds kærlighed videre til mennesker i ord og handling.

Det er den mission, vi ønsker at være en del af i Mission Afrika. Derfor vil vi også langt hellere forklare, hvad vi mener med mission, end holde op med at bruge begrebet, af hensyn til nogle, der lægger noget helt andet i det, end vi gør.

Vores vision er at ændre nationer gennem relationer. Alt det, vi ønsker at gøre i Afrika og Mellemøsten, ønsker vi at gøre gennem tætte relationer og ligeværdige partnerskaber. Sammen med vores partnere ønsker vi at skabe nye muligheder igennem styrkende fællesskaber og forandrende tro. Sammen med vores partnere fortæller vi mennesker om den kristne tro, forbedrer menneskers levevilkår og fremmer tros- og religionsfrihed for alle. Alt sammen noget, der er relevant i de lande og kontekster, vores partnere befinder sig i, og som er præget af fattigdom, konflikt, klimaforandringer, ekstremisme, religiøs forfølgelse og mange områder med ganske få kristne.

Læs mere om vores internationale arbejde i 2024 i beretningen fra Mission Afrikas internationale team.

2024 blev økonomisk et vanskeligt år for Mission Afrika, hvilket bl.a. skyldtes en mindre omsætning i genbrugsbutikkerne end budgetteret. På hovedkontoret kom flere nye medarbejdere til i januar 2024 – bl.a. i kommunikationsteamet grundet et øget fokus på afholdelse af foredrag i hele landet, hvilket omtales nærmere i beretningen fra kommunikationsteamet.

Der blev dog også taget afsked med flere medarbejdere i løbet af 2024, og ikke alle de efterladte stillinger blev genbesat – bl.a. grundet de økonomiske udfordringer. I september skiftede Mission Afrika generalsekretær, og i slutningen af året blev der gennemført en ny opgavefordeling blandt medarbejderne på hovedkontoret med udgangspunkt i den nye og lavere personalenormering sammenlignet med begyndelsen af året.

Der arbejdes systematisk med nye idéer på bl.a. genbrugs- og fundraising området med det formål at øge Mission Afrikas indtægter over de kommende år. De mange foredrag rundt omkring i landet i 2024 har uden tvivl bidraget positivt til indtægterne fra private givere.

På genbrugsområdet arbejdes der fortsat på at optimere det relativt nye fælles lager og sorteringscentral for butikkerne, ligesom 2024 blev året, hvor selvbetjeningsadgang uden for de almindelige åbningstider blev afprøvet med gode resultater i en genbrugsbutik. Flere butikker er allerede kommet til i 2025. Læs mere om genbrugsbutikkerne i beretningen fra genbrugsteamet.

I 2025 forventes et markant bedre økonomisk resultat end i 2024, og inden for få år er det målsætningen, at Mission Afrikas økonomi skal balancere inden indtægter fra arv.

Tak for alle jer som støtter op og beder for Mission Afrika. Det har vi brug for i bestyrelsen, i ledelsen, hos medarbejderne, ude hos vores partnere, i forhold til vores økonomi, for vores frivillige – ja, hele vejen rundt. Tak fordi I beder med og er med!