Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

Ærkebiskop: Nigerias kristne ønsker fred trods diskrimination

Kristne nægtes adgang til visse uddannelser og ledende stillinger. Men lokalt samarbejder kristne og muslimer om at løse fælles opgaver, fortæller ærkebiskop fra Nigeria.

Det er svært at svare entydigt på, om Nigerias kristne bliver direkte forfulgt. Men de får sjældent adgang til højere uddannelser og nægtes ofte adgang ledende stillinger. Der har været angreb på kirker, og muslimer, der konverterer til kristendommen, frygter at blive dræbt. Ekstremister fylder meget i det offentlige rum. Det bevirker, at den moderate befolkning, som har levet fredeligt sammen i årevis, forbliver tavse. Men kirken vil ikke se sig selv som offer. Kristne ledere går i aktiv dialog med muslimske ledere og engagerer sig som fortalere for fred og retfærdighed over for myndigheder.

Det fremgår af flere timers foredrag og samtale med ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria på Mission Afrika Dag i Højbjerg ved Aarhus fredag den 24. maj 2019.

Kirken er hovedmålet. Andre ofre er noget, der følger med. Der er flere angreb på kirker, end der er på moskéer.

Musa Panti Filibus, ærkebiskop

Skjult og systematisk diskrimination
– Fra mine personlige observationer, og hvad jeg hører fra mit folk, kan jeg sige: Ja, der er indikatorer på, at kirken i Nigeria bliver forfulgt. På den ene side er alle nigerianere i samme båd – både kristne, muslimer og andre trosretninger. Boko Haram, fulanihyrder og banditter gør ikke forskel på, hvem de angriber. På den anden side viser eksempler, at kirken er hovedmålet, og at de andre ofre er noget, der følger med. Der er flere angreb på kirker, end der er på moskéer, fortæller Musa Filibus.

Det er svært for kristne at få adgang til jura, medicin og ingeniørstudier. I Adamawa state er der ingen højere læreanstalter, der er ledet af kristne.

Musa Pani Filibus, ærkebiskop

Forfølgelsen er ikke altid lige åbenlys, men har mere karakter af diskrimination, fortsætter han:

– I nogle stater er det blevet sværere for kirken at anskaffe grunde til byggeri, selv om de har pengene til det. De nægtes ret til jord, hvor de kan udøve deres religiøse praksis. Det er svært for kristne at få adgang til at jura, medicin og ingeniørstudier. I Adamawa state (hvor Kristi Lutherske Kirke har hovedsæde og flest kirker – red.) er der ingen højere læreanstalter, der er ledet af kristne. De ledes i stedet af muslimer.

Kirken ville ikke lande i offerrolle
Men kirken vil ikke se sig selv som offer, pointerer Musa Filibus:

– Der er vilje til at leve som kirke og gøre, hvad vi kan for at række ud efter fred. Men også insistere på, at den eneste måde, vi kan leve sammen på, er at acceptere hinanden som medborgere. Vi har intet andet valg. Ellers ødelægger vi os selv som nation.

Det er nemt at hjælpe de fattige, men det er sværere at ændre de forhold, der gør folk fattige.

Musa Panti Filibus, ærkebiskop

Hvordan kan vi i Danmark bedst støtte den forfulgte kirke? lød et spørgsmål fra de omkring 75 fremmødte.

– Vi føler os ikke alene i denne situation. Vi beder for hinanden, og I beder for os. Vi må arbejde med diplomati og fortalervirksomhed. Det er nemt at hjælpe de fattige, men det er sværere at ændre de forhold, der gør folk fattige.

– Vi kan også lære af hinanden. Hvordan forholder vi os til mennesker af en anden tro? Her kan vi dele erfaringer. I har viden om religionsfrihed og tværreligiøse relationer, som vi kan lære af.

Bliver ikke også muslimer diskrimineret? spurgte en anden deltager.

Det kan vi ikke sige, at de ikke gør. I det sydvestlige Nigeria lever muslimer og kristne side om side og deltager i hinandens højtider. I nordvest har de svært ved at relatere. Sårene fra borgerkrigen i 1960’erne er ikke lægt endnu. Ibo-folket bliver forfulgt. I sydøst er det svært for muslimer at agere. I nordøst føler de sig snydt og udnyttet.

Jeg besøger stadig min muslimske mor selv som ærkebiskop. For hun betød så meget for mig. Sådanne relationer giver håb.

Musa Panti Filibus, ærkebiskop

Taknemmelig for sin muslimske familie
Herefter gav Musa Filibus eksempler på den fredelige sameksistens mellem kristne og muslimer, som præger det meste af Afrika og også kendetegnede Nigeria for 30 år siden:

– Jeg voksede op i en muslimsk familie de første syv år af mit liv. Jeg besøger stadig min muslimske mor selv som ærkebiskop. For hun betød så meget for mig. Sådanne relationer giver håb. Men disse historier bliver ofte tavse af ekstremister.

– For 30 år siden ville den traditionelle leder byde os velkommen, når kom til en by. Når vores studerende dimitterede, ville skolen invitere stammehøvdingen, og han ville komme eller sende en repræsentant. Jeg kan stadig huske, at hyrderne hjalp os med høsten, fordi de gerne ville have resterne til deres dyr.

– Den æra er forbi. Nu er vi kommet dertil, at hver eneste lille fejltagelse bliver en undskyldning for aggressiv reaktion mod den anden. Vi ser relationerne smuldre, selv om vi også ser tegn på håb fra mennesker der vil leve fredeligt sammen, siger ærkebiskoppen og kalder forholdet mellem kristne og muslimer ”en bittersød relation”.

– Vi er dybt forbundet, men der er også spændinger. Det giver landet nogle udfordringer – også for kirken.

Vi vil styrke relationerne og give gode eksempler på dem, som vil leve sammen for at fremme en fælles sag.

Musa Panti Filibus

Ikke akademisk debat, men konkret samarbejde
Og midt i al forvirringen er der mulighed for at skabe kontakt. Men kontakten skal skabes på gadeplan, mener Musa Filibus:

– Jeg er ikke interesseret i en akademisk debat mellem muslimer og kristne. Alle prøver at være søde, men det fører ingen vegne. Men det er godt, hvis det bevirker, at vi når ned til græsrødderne.

– Sidste år inviterede vi 100 muslimer, 50 kvinder og 50 mænd til at møde det samme antal kristne. Der var ingen agenda; vi ville blot sidde og tale sammen: Hvad gør du for at skabe fred i dit samfund? Det var så dejligt at lytte til de gode historier fra hver side.

– En muslim havde en vandboring på sin ejendom, der ligger lige ved siden af en kirke. Kirken skulle bruge vand til byggeri. En fanatisk muslim ville hindre dem, men manden installerede en rørføring, så kirken kunne få det vand, der var brug for. Vi hørte også om kristne, der gav husly til en muslim, der var kommet i vanskeligheder.

– Vi vil styrke relationerne og give gode eksempler på dem, som vil leve sammen for at fremme en fælles sag, konkluderer ærkebiskoppen.

Religiøse ledere står sammen om at beskytte deres lokalsamfund mod udefrakommende ballademagere.

Musa Panti Filibus

Beskytter hinanden i lokalsamfundet
Hvad kan de blive enige om? spurgte en deltager på Mission Afrika Dag.

– Ekstremister er en lille minoritet, men de fylder meget. Derfor forbliver majoriteten tavse. Også i Nigeria er der mange muslimer, der ikke er glade for det, der sker. De ved ikke, hvordan de skal agere uden selv at blive mål for angreb. Selv i parlamentet taler muslimerne op mod volden – men de gør det stille, fordi de er bange for angreb.

Volden begynder i sociale medier og fortsætter fysisk. Derfor tør muslimer ikke se deres tekster på en ny måde og læse dem ind i deres sammenhæng. Jeg ville også tøve med at udfordre muslimer til dette. Det ville jeg kun turde gøre med nære venner.

Men religiøse ledere samles om fælles udfordringer. Hvordan nedbringe børnedødeligheden? Hvordan bekæmpe malaria? Hvordan skaffe rent drikkevand? Der er også eksempler på, at de beskytter hinanden og står sammen om at beskytte deres lokalsamfund mod udefrakommende ballademagere.

Støt Projekt 3026: Kristi Lutherske Kirke i Nigeria nu