Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Afskedsinterview: Der er virkelig grund til håb for Nigeria

1. juli vender Anne Karin og Peter Michael Lauritzen tilbage til Danmark efter 13 år i Nigeria. De ser tilbage på en tid, hvor Nigeria har forandret sig til det bedre.

Afskedsinterview: Der er virkelig grund til håb for Nigeria

Der er gået 13 år, siden Anne Karin og Peter Michael Lauritzen i 2003 rejste til Jos i Nigeria.

Deres tid som missionærer har forandret dem som mennesker. Det ved de, at den har. Men de har svært ved at sige præcist hvordan. Det er Gud, der ved den slags bedst, siger Peter Michael:

”Dog har vi fået lov at opleve at i vores afmagt handler Gud i sin almagt.”

Første juli er deres livsforandrende rejse forbi, og Anne Karin og Peter Michael vender sammen med deres to børn, Johanna og Jonathan tilbage til Danmark, hvor de vil bosætte sig i Nordsjælland. Jonathan skal i 9. klasse i en dansk skole, og Anne Karin og Johanna skal i gang med at lede efter arbejde. Peter Michael vil det første halve år fortsætte som ansat hos Mission Afrika, hvor hans arbejde stadig skal defineres.

”Det er klart, at der er nogen ting, der bliver nemmere ved at komme tilbage til Danmark, for der er nogle vanskeligheder forbundet med at leve i Nigeria. Strømmen, der svigter hele tiden. Trafikken, der kan være frustrerende og kaotisk.” siger Peter Michael over en skypeforbindelse.

Anne Karin indskyder:

”Men der er mange mennesker, vi kommer til at savne, og også vores arbejde her. Det har givet mening at være med til at hjælpe disse udsatte børn og unge, der ikke har haft nogen steder at være. Overordnet har det været virkelig motivationsgivende for os. Det er noget, vi kommer til at savne,” siger hun.

Den første tid i Afrika

Da Parret blev ansat i november 2003, havde Anne Karin allerede Afrika under huden. Hun havde arbejdet et år som volontør i Nigeria og havde endnu før det været der sammen med sine forældre. Så hun vidste, hvad det drejede sig om. Men for Peter Michael var Nigeria ny:

”Jeg syntes, det var spændende at opleve et nyt sted. Man fornemmede jo, at der er fattigdom, som sætter sit præg på mange ting her. Men det stærkeste indtryk var alle tankerne om en helt ny tilværelse,” siger han.

I de første uger af deres tid i Nigeria, gik tiden med at lære Hausa. Da Anne Karin og Peter Michael efterfølgende begyndte ved City Ministries var der lige sket en udvidelse af centeret, som gik fra at huse 10 drenge til 50. I dag er det både drenge og piger – og omkring 300 af dem – der er blevet en del af Kings Kids og City Ministries’ otte centre. Så der er sket meget på de 13 år.

Det har været en stor oplevelse for Anne Karin og Peter Michael at se, hvordan City Ministries har udviklet sig og at følge børnene og de unge. Nogle af dem har de fulgt i rigtig lang tid, andre er hurtigt blevet selvstændige og har lært at stå på egne ben.

”Dem, der ikke har klaret sig godt, er dem, der er blevet ved med at prøve at få hjælp fra os. Det er dem, vi har fået det tætteste forhold til. På godt og ondt. Det er trist, når de ikke kan komme videre og klare sig selv. Så vi ser det som et godt tegn, at der er mange af de unge, vi ikke har set så meget til, efter de har forladt os,” siger Peter Michael.

Guds arbejde har gjort indtryk

I løbet af deres tid i Nigeria har familien Lauritzen kommet i Hillcrest Chapel om søndagen. Det er et menighedsfællesskab, som mødes på Johanna og Jonathans skole Hillcrest International School, hvor en lang række af tidligere missionærbørn har gået før dem.

I 2010 var Anne Karin med til at starte en skole i Gyero for børnene i City Ministries. Her har hun virkelig fået lov til at mærke, hvordan Gud har taget over, når det har set uoverskueligt ud.

”Vi har fået lov til at se Gud virke i vores eget liv og i City Ministries-børnenes liv på en fantastisk måde. For eksempel i Gyero, hvor vi har fået etableret en skole, og det har strømmet ind med gaver, så vi har alt det, der skal til. Det er Guds gave, for det er ikke noget, vi har udrettet i os selv. Vi oplever det med børnene, når de skal have mad. Der bor 120 børn på Gyero-centeret, som skal have tre måltider om dagen, og det er ikke altid, der er penge til det. Men lige når vi står og mangler det, så kommer der måske en eller anden forbi med en sæk ris. Og så får børnene mad på forunderlig vis,” siger Anne Karin.

Oplevelser som disse har givet Anne Karin og Peter Michael en ydmyghed over for, hvordan Gud arbejder. Det samme kan siges om mødet med nigerianerne, som har lært de to missionærer meget om taknemmelighed og hvad det vil sige virkelig at lægge sit liv i Guds hænder, forklarer Anne Karin. Det er Gud, der gør arbejdet igennem mennesker.

”Jeg tænker nok, at jeg kom med den indstilling for 13 år siden, at nu skulle vi redde verden. Groft sagt. Vi skulle i hvert fald skabe en forandring. Men jeg tror, når man ser tilbage, så handler det ligeså meget om, at Gud har skabt forandring inde i os. Det, der er blevet rigtig stort for mig, er min afhængighed af daglig stilletid og bibellæsning. Det er det, der gør, at jeg har noget at give videre af til andre,” siger hun.

Døden er kommet tættere på

Det har taget kræfter at skulle lytte til alle de mennesker, som har villet lette deres hjerter for sorg over for Anne Karin. Mange søgte nemlig til hende for at finde trøst i forbindelse med modgang i form af sygdom eller dødsfald.

En af de mere krævende perioder var for nogle år tilbage, hvor situationen i Jos var usikker. Dengang kunne man fra Anne Karin og Peter Michaels hjem se huse brænde, høre maskingeværsalver og se folk, der flygtede. Det er slet ikke det samme i dag, hvor der igen er ret sikkert i Jos, men man kan stadig mærke, at det er et noget andet sted end Danmark, fortæller Peter Michael:

”Den anden dag så jeg vrede unge mænd, der løb efter en bil med sten i hænderne. Vi har hørt mange dødshistorier og været til en del begravelser, fordi dødeligheden bare er højere her end i Danmark – og så er der jo truslen fra Boko Haram,” siger han.

I Nigeria er døden tættere på, og det har gjort indtryk på Anne Karin og Peter Michael, at gennemsnitsdødeligheden blandt mænd i Nigeria er så lav som 47 år. I løbet af de år, de har været en del af City Ministries, har de da også oplevet, at seks børn er gået bort som følge af sygdom eller trafikulykke.

”Jeg tror ikke, at en nigeriansk mor sørger mindre over, at hendes barn dør, end en dansk mor gør. Man kan godt få den forståelse, at når nu døden er så meget tættere på her, så tager de det også mindre tungt. Men sådan er det ikke. De sørger, som vi sørger over en afdød. Også selvom døden er mere almindelig her,” siger Anne Karin.

Taknemmelighed og ydmygheden er det største

De to ting, som Anne Karin og Peter Michael, udover deres børn, først og fremmest tager med sig hjem er ordene taknemmelighed og ydmyghed. Over for Gud og over for andre mennesker. Taknemmelighed over, at Gud tager sig af os. Men også ydmyghed over at have set andre menneskers tro i aktion, og over at opleve, at Gud har styr på detaljerne i alle menneskers liv:

”Jeg håber, vi er nogle andre i dag, end da vi tog fra Danmark for 13 år siden,” siger Peter Michael.

”Der skal jo altid ske en forvandling af os, som der står i Romerbrevet. Denne transformation, som vi alle skal igennem som kristne. Men det er nok nemmest for Gud at se, hvad der er sket med os, og hvilke forandringer og fremskridt, der er sket med os som mennesker,” fortsætter han.

”Men jeg tror, vi har lært at blive mere direkte og umiddelbare, som nigerianerne er det.”

Der er håb for Nigeria

En ting er i hvert fald sikkert: Nigeria har forandret sig meget siden 2003, og denne udvikling er de to garvede missionærer glade for at have været en del af:

”Da vi kom hertil for 13 år siden, havde jeg et stort håb om, at vores engagement her i Afrika ville gøre en forskel. At vi ville ændre noget. Mine tanker var måske højtravende, men man har jo lov til at drømme.”

”Nigeria er et land, der er kendt for korruption, og det er også noget, vi har mærket til. Men vi har bedt for, at det måtte gå i sig selv. At Nigeria rent moralsk måtte forandre sig. Og det har vi faktisk oplevet, at det har. Der har været skuffelser hen ad vejen, når man igen-igen hører om en korruptionssag. Men i det store hele, så kan jeg se, at der er ved at ske noget i Nigeria. Det går i en bedre retning.”

”Jeg tillægger det ikke vores tilstedeværelse. Men det er Gud, der virker i landet. Og vi har fået lov til at være en del af det. Vi har været med til at bede for Nigeria. Bede for, at Gud må lade kristendommen og evangeliet gøre sin gerning og blive til salt og lys. Der er meget, der får det hele til at virke umuligt. Men vi ser, at der virkelig er grund til håb for Nigeria. Der er ting der peger på, at det går i en bedre retning,” afslutter Peter Michael.

Familien Lauritzen rejser til Danmark 1. juli.