Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Anmeldelse: En tilbageskuende film med eviggyldige spørgsmål

Det er ikke hver dag, at smalfilm fra Mission Afrikas arkiver bliver vist på det store lærred som en del af en international filmfestival. Med den nye dokumentarfilm ”De frelste” får vi et sjældent indblik i missionshistorien, men vi møder også spørgsmål og dilemmaer, som det fortsat er vigtigt at tænke over.

Anmeldelse: En tilbageskuende film med eviggyldige spørgsmål

Af Peter Fischer-Nielsen, generalsekretær

Filmen følger Mission Afrikas pionermissionær Niels Høegh Brønnums år i Nigeria, fra han i 1913 ankommer til Afrika, til han i 1918 vender tilbage til Danmark første gang. En række tidligere missionærer optræder også i filmen, hvor de forholder sig til både historien og deres eget engagement i missionsarbejdet. 76-årige Rikke Vestergaard, der fortsat fire måneder om året rejser til Nigeria, bliver fulgt tæt i sit arbejde på klinikken i Dakka. Som sidste stadig aktive danske missionær i Nigeria er hun i filmen et billede på, at missionæræraen er ved at rinde ud.

De Frelste

Filmen havde verdenspremiere den 18. marts 2018 i forbindelse med filmfestivalen Copenhagen Dox. I filmen medvirker blandt andre Rikke Vestergaard, Elisabeth Holtegaard, Nemuel Babba, Kaj Moslev, Mette Pilgaard, Gurli Vibe Jensen og William Lautai. Du kan se De Frelste på DR K den 30. marts klokken 23.00.

Ud over de danske stemmer i filmen er det interessant, at instruktøren Morten Vest også har ladet nigerianere komme til orde og ladet dem vurdere betydningen og prisen af det danske missionsarbejde.

Filmen er seværdig af flere grunde. For det første giver den et unikt indblik i Mission Afrikas historie, og det er i sig selv en fornøjelse af se, hvordan de gamle filmfragmenter gøres til en sammenhængende fortælling på det store biograflærred. For det andet giver den et indblik i den tænkning, der prægede missionsarbejdet i første halvdel af det tyvende århundrede. Og for det tredje rejser filmen nogle spørgsmål og dilemmaer vedrørende mission og kulturmøde, som det fortsat er relevant at forholde sig til.

Nutidigt perspektiv mangler

Hvad det historiske angår, er det vigtigt at holde fast i, at det netop er fortiden, som filmen interesserer sig for. Filmen undersøger ikke, hvordan mission i dag finder sted i en tid, hvor missionærerne bliver færre, og de afrikanske kirker er blevet selvstændige. Det er en svaghed ved filmen, at der slet ikke er et nutidigt eller fremadskuende perspektiv på missionsarbejde. Man sidder med en fornemmelse af, at missionsarbejdet lukker ned, når den sidste danske missionær forlader Nigeria.

Det havde klædt filmen i det mindste at antyde, hvordan vi i dag, i lyset af fortidens erfaringer og udviklingen i de sidste hundrede år, forsøger at drive mission i et tæt og respektfuldt samarbejde med afrikanske partnere, hvor det er deres dagsordener og behov, der driver værket, og hvor vores rolle mere er understøttende end styrende.

Fordomme og kald

Meget af den missionstænkning, som vi møder i filmen, er fremmed for vores tænkning i dag. Brønnum begyndte sin mission i en tid, hvor den udbredte opfattelse var, at Vesten var Afrika overlegen, hvor det var naturligt, at afrikaneren skulle lære af den hvide mand, og hvor det at blive kristen og det at blive civiliseret var to sider af samme sag. Der er derfor også dagbogscitater, der skurrer i ørerne i vores nutidige ører, selvom deres slet skjulte fordomsfuldhed også er iblandet stor kærlighed til de mennesker, han var rejst ud for at tjene.

Mere inspirerende er det at fundere over den kaldstænkning, som vi i filmen møder lige så stærkt hos Rikke Vestergaard som hos Niels Brønnum. Hvad fik missionærer til at trodse farer og ubehageligheder for at rejse langt ind i Afrika og forkynde evangeliet? Og hvad får i dag en 76-årig kvinde til at forlade sit hyggelige hus i Thy for at pleje syge mennesker i en nigeriansk landsby? I begge tilfælde er det kaldet eller oplevelsen af at have en opgave for Gud, der er drivkraften, og som skaber bevægelse.

Filmen viser også, at kaldet kan have en skyggeside, når for eksempel børn må lide under deres forældres missionærkald, som det allerede var tilfældet med Brønnums egen søn Holger. I vores tid kan det være svært at forstå denne stærke kaldsbevidsthed, da vi er blevet vant til først og fremmest at tænke på os selv og vores egen lykke. Det virker fremmed for os at skulle ofre noget for en større sag, og vi har svært ved at acceptere, at børn skal betale en pris for deres forældres kald. Kaldsskildringen i ”De frelste” kan derfor på en og samme tid virke inspirerende, udfordrende og skræmmende.

Frugter og skyggesider

”De frelste” fælder ikke klare domme. Filmen indledes med spørgsmålet om, hvilken pris afrikanerne måtte betale for den danske missionsindsats, men man sidder ikke efter filmen tilbage med et tydeligt svar.

De mange nigerianske stemmer i filmen giver et nuanceret billede af missionsarbejdets plusser og minusser. Klarest skinner taknemmeligheden igennem, og især betydningen af missionærernes store indsats på sundheds- og skoleområdet fremhæves. Men der kommer også mere dystre temaer på banen, der næsten behandles for lemfældigt i filmen: Når polygame ægteskaber af danske missionærer blev stemplet som ukristelige og dermed opløst, var det en meget vanskelig situation for de hustruer, der blev fravalgt og sendt bort – men hvad skete der egentlig med dem? Filmen giver ikke svaret, men man fornemmer, at der her ligger stof gemt til en anden – og ikke særlig lykkelig – film.

Det er imidlertid ikke instruktørens ærinde at bore langt ned i hverken de positive eller negative temaer, der kommer frem gennem filmens interview. Stemmerne får lov at stå for sig selv, og vi bliver derfor heller ikke manipuleret i retning af et bestemt svar på filmens spørgsmål. Og det er i bund og grund et sympatisk valg fra instruktørens side.

Kristus eller kultur?

For nutidens missionsarbejde er det de universelle temaer i filmen, der er allermest interessante. Den tidligere ærkebiskop Nemuel Babba leverer filmens skarpeste missionsteologiske perler, når han siger, at det ikke er Brønnum, som de har accepteret, men Kristus – og når han taler om kristendommens kulturelle iklædning, der lige så vel kan være afrikansk som dansk. Vi bliver her mindet om, at mission aldrig må handle om at pådutte andre mennesker en bestemt kultur, men at give mennesker mulighed for at tage imod Kristus i den kontekst og kultur, som er deres.

Filmen handler ikke kun om mission, og hvad der sker, når danskere driver mission i Afrika. Filmen tvinger os også til at reflektere over, hvordan vi i dag – hvor verden er blevet mindre, og hvor kulturer blandes på kryds og tværs ikke bare i Afrika, men også her i Danmark – møder hinanden på den rigtige måde. Som i filmen er der heller ikke i virkelighedens verden lette svar på den udfordring. Mission bunder i et ønske om at ville dele det bedste, man har med sit medmenneske. Kunsten er at gøre det uden at træde sit medmenneske unødigt over tæerne og glemme at respektere hans eller hendes udgangspunkt. Premieren på ”De frelste” er en god anledning til at overveje dette dilemma.