Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Fattigdom og magteløshed

D. 30. juli var jeg med på "outreach" til en landsby to timers kørsel fra Kano ......

Fattigdom og magteløshed

Hvad jeg skrev i min dagbog d. 30.7.2016:
Jeg har i dag været på ”outreach”. Stod op ti minutter i fem. Efter ca. to timers kørsel nåede vi til Gani. En landsby, der ligger øst for Kano, men stadig indenfor Kano Stat. Kun de sidste to til tre kilometer var på jordvej. Der er en ECWA-kirke i landsbyen med en evangelist/præst og hans familie. Det er stadig koldt, da vi når frem, og vi bliver inviteret ind på præstens gårdsplads til en kop te.
Menigheden her er lille, men alligevel har de bygget en større kirke af mursten og med bliktag. Der er en lille seks klassers skole med tre lærere i forbindelse med kirken. Disse læreres løn bliver betalt af den engelsktalende menighed i Kano. Det var deres præst, der kørte os til landsbyen i menighedens nye fine bus. Det var også en gruppe mennesker fra menigheden i Kano, som har arrangeret ”outreachen”. De har været her fra dagen i forvejen og har bl.a. vist ”Jesus-filmen” fredag aften. De havde også sørget for indkøb af medicin til dagens sundhedsundersøgelser. Efter teen bliver vi inddelt i forskellige grupper. Vi er i alt fem missionærer med på turen bl.a. en medicinstuderende, en sygeplejerske og en ergoterapeut. Der er også nigerianske sygeplejersker og en læge med fra Kano. Hurtigt samler der sig et sted mellem 100 – 150 mennesker foran kirken, som efter tur blev tilset af sundhedspersonalet, og får ordineret medicin, som de modtager gratis. Efter at have talt piller op i et stykke tid, går jeg ud for at komme i kontakt med nogle af børnene og de unge. En af de unge fra menigheden i Kano har samlet alle børnene om sig og er ved at dele evangeliet med dem og lære dem nogle sange. Nu sidder jeg her tilbage i Kano og prøver at bearbejde dagens indtryk. Det er svært. Der var de unge teenagepiger, som jeg og Gay Lynn prøvede at lære nogle lege i mangel af anden måde at kommunikere på. Der var alle børnene, der omringede mig, (det slog mig, at ca. en tredjedel af børnene omkring mig, så ud til at være fejlernæret) da jeg viste dem bare den mindste interesse. Igen irriterede det mig, at mit hausa er så begrænset, men jeg kunne i det mindste synge: ”Tak Gud, halleluja, for at have sendt Din søn her til jord. Tak Gud! Halleluja! ” på hausa sammen med dem. Vi kunne også tælle sammen til hundred på engelsk. Jeg blev glad for at høre, at de havde lært at tælle, blot er jeg bange for, at det er tom udenadslære, som er mere som en remse for dem. Dog kunne jeg se, at der var nogle kvikke børn iblandt. Bl.a. Awolo, som vidste, at han var ti år gammel. Jeg glæder mig over at vide, at der en skole i landsbyen og at de tre lærere bliver betalt. Præsten fra Kano, Rev. Getz, fortalte i en pause at mange landsbyer, hvor en del af befolkningen er kristne, bliver tilsidesat og ikke får penge fra lokalregeringerne til at bygge skoler, og hvis kristne alligevel sender deres børn i skole, så bliver disse tvunget til at modtage koran-undervisning på trods af at det i forfatningen står, at man frit kan vælge religionsundervisning alt efter sin tro. Vil nogle af børnene fra denne landsby gå videre i syvende til niende klasse skal de gå i over en time for at komme i skole. Præsten fortalte også, at en anden fordel ved kirkens skole i landsbyen er, at pigerne når at blive ældre før de bliver gift, fordi de går i skole. Kulturen, selv blandt de kristne i området, er kraftig påvirket af i*lam, hvor det jo er normalt for unge piger at blive bortgift som 11 – 12 årige. Tak og lov for denne lille skole.
Da jeg ikke kunne tåle mere sol, gik jeg ind i kirken, som i dagens anledning jo var blevet omdannet til klinik og apotek. (Jeg elsker, hvordan kirker her ofte er multifunktionelle: skole, klinik, biograf og så selvfølgelig kirkerum – alt i et rum) På en bænk sad en kvinde med hendes lille spæde søn. Huden på hans små lår var rynket og med andre tydelige tegn på dehydrering – jeg ville anslå hans vægt til at være omkring 1500 gr. Lige omkring hans næppe synlige hofte var et stort sår på ca. 4 cm i diameter. Moderen sad og iagttog hans vejrtrækning, mens hun holdt ham imellem sine to hænder. Synet skar mig i hjertet. I Danmark gør man alt for at redde et for tidligt født barn. I det øjeblik kunne jeg ikke tænke på andet at gøre, end at lægge min arm om moderen og en hånd på barnets hoved, mens jeg bad en indre bøn for dem. Nu bagefter føler jeg mig skyldig. Jeg kunne have gjort så meget mere. Jeg kunne have givet moderen det måltid mad, som jeg selv fik, men som hun trængte så meget mere til end mig. Jeg kunne have insisteret på, at vi havde taget mor og barn med på hospitalet, så han kunne have fået drop og behandlet sit sår på forsvarlig vis. Hvad blev der af mit løfte til mig selv om at gøre, hvad der står i min magt, til at forhindre et barns død om muligt. Jeg blev slået af moderens omsorg for sin lille søn, men hvorfor skulle hun ikke også have kærlighed til ham, som hun har båret på i ni måneder, ligesom enhver anden mor. Hun har sikkert også tilladt sig selv at have håb og drømme, når hun har mærket livet fra ham i sin mave. Og hvis hun mister ham, vil hendes sorg mon ikke være lige så dybtfølt, som min bedstemors, som selv tæt på hendes dødsdag som 100-årig, nok engang udtrykte sorgen over den søn, som hun mistede, da han var ganske lille? Hvorfor tillader vi os at tro, at en fattig moder til et underernæret barn i Afrika skulle have nogen som helst anderledes følelser for sit barn, end en mor, der føder sit ”ønskebarn” i Danmark? Dette må bare være udtryk for vores dårlige samvittighed. Der er ingen psykologhjælp til denne kvinde, hvis hun mister sit barn. Jeg kunne måske have reddet denne drengs liv, men jeg gjorde det ikke. Jeg beder for dem. Det er alt jeg kan gøre nu. Jeg forpassede min chance. Jeg beder om, at Gud må tilgive mig.