Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Monday og Mary blev gift

Vores første bryllup med en TH-dreng som brudgom.

Jeg har tidligere skrevet om vores eks-Transition House-dreng, Monday Anthony. Det er den Monday, som havde en vanskelig opvækst, hvor han i en tidlig alder mistede sin far og siden blev involveret i slagsmål og tyverier. Han blev derfor en højst uønsket person i sit lokalsamfund, men der blev fundet en udvej: Monday kom til at bo på TH. Her boede han i 10 år og blev en ganske skikkelig ung mand. Han har haft forskellige jobs og arbejder nu som pedelmedhjælper på lokalregeringens store nye bygningskompleks i Jos.
Lørdag d. 26. marts blev Monday gift med Mary. Vi var blevet inviteret til brylluppet og vores Jonathan var inviteret til at være ”page boy”, brudedreng (om begrebet så findes på dansk?). Til det formål måtte vi i byen at købe gråt jakkesæt, sorte sko og rødt slips. Efter et par timers kørsel viste et særligt bryllupsskilt os, at vi skulle dreje fra landevejen. Herefter var der igen et par skilte magen til, der fik os dirigeret et godt stykke ud i bushen, indtil vi kom til en halvfærdig kirkebygning, der lå i et prægtigt bjergområde med store gråsorte skyer, der skjulte nogle af bjergtoppene.
Straks, da vi steg ud af bilen møder der os en vældig høj musik med hurtig rytme. Den kom inde fra kirken, hvor nogle store højtalersøjler sørgede for, at man kunne føle rytmen i maven. Der var ingen vinduer og døre, og gulvet var stadig blot stampet jord. Med kun en halv times forsinkelse gik bryllupsgudstjenesten i gang og Jonathan skulle sidde ved siden af brudgommen, Monday. Imidlertid var støjen, varmen, trængslen og de uvante omgivelser for meget for ”page-drengen”, som måtte søge tilflugt hos sine forældre, som sad i en mere tålelig afstand fra de store larmende højtalere.
Brylluppet forløb i øvrigt succesrigt og var en farverig oplevelse, med en masse musiske indslag fra forskellige kor og en hausa-prædiken, der dog indeholdt så meget engelsk, at vi nogenlunde kunne følge med i, hvad der blev talt om. Vi havde regnet med at vende hjem umiddelbart efter kirkebrylluppet, men tog dog imod en invitation på ris og kylling.
På trods af strabadserne og møjen følte vi dog bagefter, at det var det hele værd. At vi så, ved en fejltagelse, fik givet en pengegave til brudeparret, som var omtrent dobbelt så stor som vi havde aftalt forud, fandt vi ud af, at vi kun kunne glæde os over på deres vegne.