Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Biskop: ”SAT-7 spreder håb i en verden, der er præget af lukkethed og mørke”

I 20 år har tv-stationen SAT-7 sendt programmer ud i Mellemøsten med et budskab om kærlighed og forsoning. Mission Afrika var med til at fejre jubilæet ved et stort netværksmøde på Cypern.

Biskop: ”SAT-7 spreder håb i en verden, der er præget af lukkethed og mørke”

Der var fest flere dage i streg, da SAT-7 i begyndelsen af april markerede deres 20 års fødselsdag med en stor jubilæumskonference. Siden 1996 har Tv-stationen sendt fjernsyn med et budskab om kærlighed og forsoning ud i Mellemøsten og Nordafrika og oplever i disse år enorm vækst.

Mission Afrika, der har været partnere med TV-netværket siden 1998, var til stede med en delegation ved fejringen på Cypern. Her var blandt andre generalsekretær Peter Fischer-Nielsen, bestyrelsesformand Anne Mie Skak Johanson og biskop Steen Skovsgaard med. Selvom biskoppen har været med til et netværksmøde før, gjorde det alligevel indtryk på ham, hvor meget stationen er vokset bare de seneste fem år.

SAT-7 i tal:

SAT-7 har 933.064 fans på Facebook og 16.438 følgere på Twitter

 

1/3 af alle børn i Irak ser SAT-7 KIDS

 

228.972 har foreløbigt set en video på SAT-7 ARABIC’s YouTube-kanal

”Det er jo en succeshistorie af rang, at de hele tiden kan sende til så mange mennesker. De får flere og flere henvendelser på deres programmer med forespørgsler om forbøn, og de laver god, konstruktiv undervisning til børn,” siger han.

Sat-7 har i dag fem forskellige kanaler, som sender på tre forskellige sprog. Og sidste år fik de endelig tilladelse til at sende døgnet rundt til Tyrkiets 50 millioner indbyggere.

Steen Skovsgaard understreger, at vi i Danmark har meget at lære af SAT-7, og den måde stationen taler konstruktivt om andre folk og deres tro. Dog uden at det holder dem tilbage fra at bede for åben skærm og invitere seerne til at ringe ind, hvis de har noget, de gerne vil have bedt for.

”Det er mit indtryk, at SAT-7 virkelig er med til at sprede lys midt i en verden, der er præget af lukkethed og mørke. De når ind i de hjem, hvor det ellers ikke er muligt at komme ind,” siger han.

Mette og Claus Swartz Andersen har været udsendt til Cypern for Mission Afrika siden august 2014. Mette arbejder med kanalens kommunikation, og Claus med fundraising i Golfen. De oplever, at SAT-7 buldrer fremad, fordi stationens medarbejdere brænder for at få evangeliet ud i Mellemøsten. Men også fordi de ikke er bange for at gå i stålsat tro på, at Gud har planer for SAT-7, og at han lytter, når de beder.

”Vi oplever, at de her mennesker lever med en praktisk tro i stedet for en, der handler om teologiske diskussioner og uenigheder. Når de læser i Bibelen, ser de på, hvordan de kan omsætte det til virkelighed lige nu og her. Deres forhold til tilgivelse og næstekærlighed er noget af det, vi har lært allermest af, mens vi har været på Cypern,” siger Claus.

Mette og Claus Swartz Andersen er for tiden i Danmark og holder foredrag om deres arbejde på SAT-7. Hvis du vil høre nå at høre dem, kan du læse mere her:

https://missionafrika.dk/foredrag-er-der-overhovedet-et-haab-og-en-fremtid-for-mellemoesten/

Ellers kan du støtte SAT-7 økonomisk, for at endnu flere søgende kan få budskabet om fred ind i deres stuer.

Støt Projekt 0004: SAT-7 nu

Philip Christoffersen
Journalist

Philip er barselsvikar for Anne Sofie Bitsch frem til sommeren 2017