Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Byd vores nye journalist velkommen

Anne Sofie Bjørn Bitsch er gået på barselsorlov, men hendes kontor og opgaver overlades i trygge hænder til nyansatte Philip Christoffersen. Han skal holde hjulene i gang i Mission Afrikas kommunikationsafdeling.

Byd vores nye journalist velkommen

Det næste års tid vil der være et nyt navn som afsender på Mission Afrikas blade og nyhedsmails, når Philip Christoffersen fra den 15. april overtager posten som Mission Afrikas journalist. Det sker, fordi Anne Sofie Bjørn Bitsch går på barselsorlov og først vender tilbage til maj næste år.

Philip Christoffersen har tidligere været journalistpraktikant og freelancer for Kristeligt Dagblad, hvor han primært har beskæftiget sig med tros- og kirkestof. I Mission Afrika skal han være redaktør, journalist, korrekturlæser og medie-altmuligmand på alle organisationens udgivelser og kanaler. Både blade og hjemmeside.

Philip Christoffersen

 

Født 1990.

 

Journalistuddannet og er kæreste med en sød pige, der også er journalist.

 

Spiller gerne musik og har for nyligt erhvervet sig en blokfløjte – dog med blandet modtagelse.

 

Har været meget aktiv i Alpha Danmark i både Aarhus og København.

 

Nærmer sig 1000 venner på Facebook!

“Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med alle de opgaver, som allerede ligger klar på mit skrivebord. Mission Afrika er en spændende organisation med et vigtigt formål. Den er god til at sætte engagerede frivillige i gang, og jeg ser meget frem til at skulle arbejde sammen med en masse forskellige mennesker, der brænder for deres opgaver,” siger han.

Philip Christoffersen er 25 år og barnebarn af missionærparret Birgit og Aksel Mortensen, der var udsendt til Nigeria for Dansk Forenet Sudanmission i 1960-erne. Han er derfor vokset op med et hav af historier og lysbilleder fra Afrika. Selv var han med sine forældre og søster i Cambodia fra 2004-2005, så han har erfaring med, hvad det vil sige at være udsendt for en missionsorganisation.

I sin fritid er Philip Christoffersen blandt andet involveret i Apostelkirken på Vesterbro i  København, hvor han også bor og én dag om ugen skal arbejde fra.

“Jeg håber, jeg kan være med til at gøre samarbejdet og kommunikationen mellem hovedstadsområdets og fastlandet endnu bedre, end den er nu,” siger Philip Christoffersen, der har første arbejdsdag i Aarhus i dag.

“Der bliver helt sikkert en masse nyt, der lige skal ind under huden, men jeg vil sige, at man altid kan ringe eller skrive til mig, hvis man har et spørgsmål eller en idé til en artikel. Det nok vigtigste i mit arbejde er, at alle medlemmer føler sig set, hørt og snakket til. Så derfor glæder jeg mig også til at snakke med jer, hvad end det drejer sig om ris eller ros,” siger han.

Mediegrafiker hos Mission Afrika.

ofm@missionafrika.dk