Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Dansk overskudstøj skaber håb og udvikling i Mali

Frivillige ildsjæle og to af Mission Afrika medarbejdere pakkede forleden 57 kasser tøj til genbrugsbutikker i Mali.

Dansk overskudstøj skaber håb og udvikling i Mali

Væk fra skrivebordet og ud til pakkebordet.

Mission Afrikas bogholder Pia Kruse og sekretær Dorrit Ruby Jensen tog til Sinding i mandags for at hjælpe til med at pakke tøj til Mali sammen med tre andre frivillige.

De pakkede løs i over fem timer, og vupti, så var der sorteret og pakket 4.275 beklædningsgenstande i 57 kasser, klar til at blive sendt af sted.

– Men det var kun en lille del af alt det tøj, som skal pakkes om, inden det kan komme med i en container til Mali, fortæller Dorrit Ruby Jensen, der roser de frivillige i Sinding for deres indsats med tøjet.

Tøjet ender i to EUROSHOP genbrugsbutikker i Malis hovedstad Bamako og bliver solgt for at skabe indtægt til kirkens sociale arbejde.

Mange bække gør en stor å – for indtægterne i de to genbrugsbutikker er med at skabe bæredygtigt landbrug og skaffe kvinder en indtægt, så de kan sende deres børn i skole.

Det er kun nyt tøj, der sorteres og sendes af sted til Mali. Tøjet er overskudstøj fra danske firmaer, bl.a. HRT Textiles i Ikast. Tøjet er af god kvalitet og har stor efterspørgsel blandt Malis voksende middelklasse. Håbet er, at overskud fra tøjet bidrager til et bedre liv for landets fattigste.

Sorteringsarbejdet består i at klippe firmaets mærker af tøjet og sortere det i herretøj, dametøj, drengetøj, pigetøj og babytøj. Og yderligere i bukser, bluser med korte armer, med lange ærmer og kjoler mm.

På lageret i Sinding er der også en del brugte skolemøbler, som snart skal sendes af sted.