Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Dansk tøj bidrager til et bedre liv for Malis fattige

Lige nu pakkes en container med dansk kvalitetstøj til genbrugsbutikken EUROSHOP i Mali. Overskuddet bruges til uddannelse og landsbyudvikling.

Dansk tøj bidrager til et bedre liv for Malis fattige

Mission Afrika er sammen med hjælpeorganisationen Dooni-Dooni Danmark i disse dage ved at pakke en container, som skal sendes til Mali. Containeren sendes via Dakar og forventes at være fremme i Bamako, Mali den 7. juni.

Med i containeren er 25.795 stk. nyt kvalitetstøj og skoletasker fordelt i 500 papkasser. Tøjet og taskerne skænkes til genbrugsbutikken EUROSHOP i Mali. Overskuddet fra salget går til Mission Afrikas samarbejdspartner Luthersk Brødremission i Mali (MFLM), samt Dooni-Dooni i Mali.

Begge organisationer bruger pengene til at uddanne børn og unge og til landsbyudvikling med særligt fokus på kvinder. Samtidig giver projektet værdifulde erfaringer i virksomhedsdrift til alle involverede i Mali.

Læs mere om EUROSHOP her.

Tøjet og taskerne er doneret af virksomheder her i Danmark og sendes i containeren sammen med landbrugsudstyr for at spare transportomkostninger. På billedet ses Fleming Najbjerg – fra Mission Afrikas Mali-gruppe og Jakob Eklund fra Dooni-Dooni.

Efterspørgslen efter tøj, sko, tasker, køkkenting, inventar mm. af god kvalitet er stor i Mali, særligt blandt den voksende middelklasse, og den lokale produktion kan ikke følge med.

– Gennem EUROSHOP sikrer vi, at indtægterne fra salg til dette marked bliver i Mali og bidrager til samfundsudviklingen, særligt et bedre liv for landets fattigste, lyder det projektbeskrivelsen.

Følgende virksomheder i Danmark har doneret tøjet: HRT Textiles, Christine Headwear og Trade Expert. Jeva Danmark har doneret skoletaskerne.