Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

De var et lysende eksempel

Margaret Windibiziri er død, 80 år gammel. Hun levede et rigt liv, hvor hun sammen med sin mand, den tidligere ærkebiskop David Windibiziri, fik lov at opleve Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) vokse fra en kirke i landområderne i det nordøstlige Nigeria, til en stor kirke med grene i mange af Nigerias storbyer.

De var et lysende eksempel

Omkring 5000 mennesker var samlet 22. april 2017 i Guyuk, Nigeria, for at fejre og mindes en kirkepioners liv. Margaret Windibiziri blev stedt til hvile ved siden af sin mand, som ikke ønskede et gravsted ved en katedral, men på en kirkegård blandt sit stammefolk, de mennesker han havde tjent som præst det meste af sit liv.

Det er enden på en æra i LCCN’s historie, som mange danske missionærer har været en del af. Og vi vil se tilbage på David og Margaret Windibiziri, et ægtepar, som har været væsentlige i udformningen og udviklingen af LCCN.

Kristentroen åbnede døren til et større liv

David Lonkibiri Windibiziri blev født omkring 1934 i landsbyen Purokayo i Guyuk-området, hvor Longuda-stammen er dominerende. Hans forældre kom fra fornemme familier og ejede mange heste og køer. Han voksede op med traditionel religion, amuletter og en mor, der fortalte at hekse havde dræbt flere af hans andre søskende.

I 1947 blev David opmuntret af en ven til at deltage i kristendoms- og dåbsundervisning hos en lokal evangelist. Hans far var i begyndelsen imod det, fordi han frygtede at undervisningen ville gøre hans søn doven og trække ham væk fra det mere nyttige arbejde i familiens marker. Senere gik faderen med til sønnens deltagelse, hvilket den senere ærkebiskop så tilbage på med taknemmelighed. David blev døbt i 1949 og blev dermed indlemmet i det, man kan kalde verdens største stamme, nemlig efterfølgerne af Jesus Kristus.

Efter at have fuldført klasse 6 (altså primary school) i 1952 arbejdede han en kort overgang i kirkens boghandel i Jimeta, inden han tog en landbrugsuddannelse. Han arbejdede derefter for Numan Native Authority som jordbrugs-assistent, men dybt inden i havde han en længsel efter at være evangelist og arbejde med og for kirken.

Margaret var rygraden i hele familien. Hun var altid travlt optaget af at finde udvej for, at familien skulle klare sig selv med den lille præsteløn, som var deres vilkårman i mange år.

I 1955 blev David og Margaret gift. De fik seks børn og deres ægteskab og samliv blev omtalt som et lysende eksempel. Børnene beskrev ved forældrenes guldbryllup deres mor således:

Hun var rygraden i hele familien. Hun var altid travlt optaget af at finde udvej for, at familien skulle klare sig selv med den lille præsteløn, som var deres vilkårman i mange år. Hun holdt høns, og hun havde en stor majs mark, og hun lærte de seks børn fra de var små, at de skulle ikke sammenligne sig med de mere velhavende, men de skulle stole på Gud og hans hjælp i alle forhold.

Ved sin mands begravelse fortalte Margaret om den indflydelse, han havde haft på hende: ”Du lærte mig ikke at bære nag, men hellere at elske alle og være gæstfri. Da jeg var syg mindede du mig om, at Gud kender vores smerte og holder os i sin hånd.”

Præstedrømmen tager form

David Windibiziri videreuddannede sig efterfølgende inden for kontor og regnskab, og arbejdede en overgang for lokalregeringen i byen Bauchi. Her udtrykte han overfor en lokal præst, at han gerne ville læse teologi. Det tog dog nogen tid, før denne drøm kunne materialisere sig, da man som præstestuderende skulle have sponsorer som ville hjælpe med uddannelsesudgifterne. En lærerinde i Danmark (en god ven af en af missionærerne) lovede at betale for ham, og så kunne rejsen begynde. Han blev udpeget som præst i Jos i 1971 og blev ordineret i 1972.

David Windibiziris erfaringer fra ”almindeligt” arbejde blandt folk med uddannelse, udvikling og ledelse var til stor gavn, når han skulle tackle udfordringer i det kirkelige.

David Windibiziris erfaringer fra ”almindeligt” arbejde blandt folk med uddannelse, udvikling og ledelse var til stor gavn, når han skulle tackle udfordringer i det kirkelige. I 1977 arbejdede han tre år for lokalregeringen i Guyuk, hvor han havde ansvar for uddannelses- og social-området. Han udtrykte senere, at han følte, at det var et forsøg på at friste ham væk fra præstegerningen.

Pionerarbejde i Abuja

I 1980 vendte han tilbage til kirkens arbejde og blev sekretær for den daværende (og første) biskop i LCCN, Akila Todi. I 1983 åbnede hans dygtighed og store potentiale dørene til videre teologisk uddannelse i USA. Ved hjemkomsten i 1985 blev han pionerpræst i den nyopførte nigerianske hovedstad Abuja. Der var behov for at etablere nye menigheder, som kunne tage sig af de mange fra Nordøstnigeria, der var flyttet til området for at søge lykken. Windibiziri fandt også frem til en del stammer og landsbyer, der aldrig havde hørt om Bibelens budskab. Han var dermed også pioner på evangelisationsområdet og lagde grunden til kirkens bevægelse ind i Kontagora-området vest for Abuja.

Margaret og David Windibiziri var i fuld gang med dette omfattende arbejde, da biskop Todi måtte trække sig på grund af dårligt helbred. David Windibiziri blev valgt som afløser og blev dermed LCCN’s anden biskop i februar 1987.

Forandringer sættes i gang

David Windibiziri beskrives som en sand evangelist, en tjenende, visionær og innovativ leder. Han gik straks i gang med at skitsere de forandringer, der skulle til for at modernisere kirken. Under hans lederskab begyndte kirken for alvor at ekspandere udover Adamawa staten og ind i resten af Nigeria. Han vægtede at LCCN skulle være en national kirke med globale kontakter og partnerskaber.

Han lagde vægt på at tid er en vigtig ressource, som ikke skulle spildes.

Biskoppen kunne ikke udstå den praksis og holdning som kaldes ”African Time” – altså hvor alle kommer for sent, og der sløses med deadlines. Han lagde vægt på at tid er en vigtig ressource, som ikke skulle spildes. Han arbejdede hårdt for at ændre sin medarbejderes holdning på dette område.

Kvinder har helt fra begyndelsen spillet en vigtig rolle i kirkens udvikling, og Margaret var også særdeles aktiv i ”Zumuntan Mata” – kirkens kvindearbejde. Men traditionelle teologiske holdninger havde ikke åbnet mulighed for at kvinderne kunne blive uddannet og ordineret som præster. Op igennem 90’erne opmuntrede David Windibiziri til en ændring i denne holdning. Ved det Lutherske Verdens Forbunds konvent i Geneve i oktober 1995 udtalte han, at hvis kvinder ønskede at blive præster ville han støtte dem uforbeholdent.

Så behovet for muslimsk-kristen dialog

På samme måde opmuntrede ægteparret de unge til at udfolde deres lederskabspotentiale og til at engagere sig helhjertet i kirkens arbejde.

Da han fornemmede, at mange unge nærede et had til muslimerne, på grund af løbende konflikter mellem kristne og muslimer gennem 80’erne og 90’erne, tog han initiativ til dialogmøder og bedre uddannelse inden for islam og konfliktløsning.

Årsagerne til vore kriser og konfrontationer ikke udelukkende er religiøse, men baseret på historiske, politiske, sociale og økonomiske forhold.

I forbindelse med bestræbelserne på at skabe et nationalt inter-religiøst råd udtalte han: ”Vi har opdaget, at selvom vi har boet side om side i mange år, er der megen uvidenhed om hinanden og vores tro. Vi har derfor været igennem en periode med læring. Vi har analyseret situationen og baggrunden, og allerede ved vores første konference kunne vi konstatere, at årsagerne til vore kriser og konfrontationer ikke udelukkende er religiøse, men baseret på historiske, politiske, sociale og økonomiske forhold.”

Kirkevækst og kirkesplittelse

LCCN voksede hurtigt under David Windibiziri’s ledelse. Præst og senere biskop William Lautai husker, at det i den første tid var et af Windibiziri’s kendetegn, at der blev talt om kirkevækst og ekspansion.

Væksten blev dog på et tidspunkt også skæbnesvanger. I 1995 blev behovet for en omorganisering og omstrukturering af kirken så presserende, at biskoppen nedsatte en komite, der skulle arbejde med spørgsmålet. Komiteen anbefalede en opdeling i fem stifter.  En mindre gruppering i kirken tog dette som tegn på et åndeligt sammenbrud og gjorde en principsag ud af at bevare kirken som et samlet stift. I 1997 fik David Windibiziri titel af ærkebiskop. (Han brød sig egentlig ikke om titlen, og ville hellere have heddet ”Presiding Bishop” efter amerikansk forbillede). Der blev oprettet fem stifter samt et missionsområde, som han som ledende biskop skulle være ansvarlig for. Det lå både i Abuja-området (vest) og i Taraba (syd for Adamawa-staten).

Modstanden mod opdelingen i stifter førte til en splittelse af kirken i en ”diocese” og ”anti-diocese” del.

Windibiziri var ærkebiskop frem til 2002, hvor han blev afløst af Nemuel A. Babba. Han døde i oktober 2014 i en moden alder af 80 år. Hans charme og udstråling vandt ham langt flere venner end fjender. Hans livsmotto var: ”Hvad end du tager dig for, gør det godt”.

Han og Margaret forblev højt elsket i kirken og kaldes ”Mama da Baba” eller mor og far. Ved deres guldbryllup i 2005 kunne de konstatere, at Gud havde været trofast og havde velsignet dem med ni børnebørn og en enorm kirkefamilie, som de havde været med til at forme og bygge.

Ægteparret Windibiziri’s indflydelse vil stadig blive set og mærket i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria i mange år frem.

Mediegrafiker hos Mission Afrika.

ofm@missionafrika.dk