Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Debat: Vi skal samarbejde med forfulgte kristne

En tænketank om forfulgte kristne er ikke nok, mener generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge ifølge debatindlæg i Kristeligt Dagblad.

Debat: Vi skal samarbejde med forfulgte kristne

Lad os arbejde tæt sammen med og lære af de pressede kristne overalt i verden.

Det er konklusionen på generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauges debatindlæg i dagens Kristeligt Dagblad.

Baggrunden er den seneste tids debat i avisen om en ny tænketank for, hvordan vi herhjemme bedst reagerer på kristenforfølgelser i verden. Mission Afrikas generalsekretær kritiserer, at så få gør ”rugbrødsarbejdet”, der blandt andet går ud på at samarbejde med forfulgte kristne om at skabe fred og forsoning.

– Vore gode venner og nære partnere i SAT-7 og kirkerne i Nigeria, Cameroun, Mali, Centralafrika med flere ønsker ikke primært, at fokus skal være på vold, blodsudgydelser, kidnapninger og grusomheder, fordi det skaber frygt, had, vrede og mistænksomhed. De vil hellere tale om tålmodighed og håb, skriver generalsekretæren blandt andet.

Han mener, det er vigtigt at lytte til de forfulgte selv:

– I Mission Afrika mener vi ikke, det er nok at sende penge og flinke telegrammer. Vi er nødt til dagligt at være sammen for at ”gnubbe skuldre” med vore forfulgte og pressede kristne venner – lære hinandens behov og udfordringer at kende.

– Når vi taler med de unge forfulgte kristne, ønsker de ikke, vi skal prædike og fortælle dem, hvad de skal gøre. Vi skal først og fremmest vise medfølelse og så inspirere dem til forandring.

Henrik Engelbrekt Refshauge slutter med at citere ærkebiskop Mus Filibus fra Nigeria, der besøger Mission  Afrika Dag i Aarhus den 24. maj og Himmelske Dage i Herning den 29. maj til 2. juni:

”Der ligger en forløsende kraft i det kristne evangelium for alle mennesker. Kun evangeliets kraft skaber en virkelig forvandling.”

Læs hele debatindlægget her.