Der er et før og et efter 7. oktober
7. oktober 2023 er en af de dage, hvor man kan huske, hvor man var. Simon Astrup var på det tidspunkt udsendt til SAT-7 for Mission Afrika. Her fortæller han om nogle af de komplicerede forhold, som lå til grund for angrebet.
Min familie og jeg var på en hyggelig weekendtur ved de østvendte kyster i Cypern. Da vi kommer frem til en café ved havet, viser min kone mig sin telefon, som blinker med breaking news om Hamas’ angreb i Israel. Alvoren var klar for mig med det samme: Angrebet er historisk voldsomt, Israel kommer til at reagere, og der er risiko for en regional krig lige derovre på den anden side af havet.
Mellemøsten er vanskelig – ja faktisk umulig – at beskrive på en enkel måde. De komplicerede dynamikker i Mellemøsten og Nordafrika bør, i min optik, som minimum ses i lyset af både socioøkonomiske, geopolitiske og sekteriske skel.
Inflationskrise og flygtningestrømme sætter flere lande under massivt pres
Også før 7. oktober var økonomien svær mange steder. Inflationskrisen presser almindelige mennesker ud i store problemer, hvor de ikke har råd til basale ting, som husleje, brændstof og ikke mindst mad. I Libanon var den årlige inflation i 2023 på svimlende 222% og EU vurderer, at 80% af den libanesiske befolkning lever i fattigdom, og 36% under FN’s grænse for ekstrem fattigdom.
Der er borger- og proxykrige i lande som Sudan, Syrien og Yemen, som udover at koste menneskeliv og fremtidsdrømme, sætter nabolandene under pres, med flygtningestrømme og uro. Alene Tyrkiet vurderes af FN’s flygtningeagentur til at have 3,6 millioner registrerede syriske flygtninge. Dertil kommer alle de uregistrerede syrere og flygtninge fra andre lande.
I februar sidste år blev ondt værre, da et jordskælv ramte i grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien – netop der, hvor mange syriske flygtninge holdt til. Jordskælvet kostede mere end 50.000 menneskeliv.
De arabiske landes normaliseringsproces med Israel bremses hårdt op
I tiden op til 7. oktober var hele regionen i gang med en større geopolitisk transformation.
USA’s væsentligste allierede i Mellemøsten er Israel, Egypten og Saudi Arabien. Forholdet mellem de allierede er interessant, da flere og flere lande i stigende grad har forsøgt at normalisere forholdet til Israel, blandt andet ved at anerkende Israels ret til at eksistere som selvstændig stat. Egypten gik foran allerede i 1979 og Jordan fulgte efter i 1994. Med Abrahamsaftalerne i 2020 fulgte De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og siden Sudan og Marokko med.
De sekteriske skel i Mellemøsten og Nordafrika er domineret af to store islamiske retninger, Sunni og Shia, med henholdsvis Saudi Arabien og Iran som de ideologisk dominerende magter.
Saudi Arabien var ret langt i normaliseringsprocessen med Israel frem til 7. oktober. Men da angrebet sker, er de fleste iagttagere enige om, at Iran har haft en eller anden form for indflydelse – direkte eller indirekte.
Israel reagerer på angrebet, og bliver anklaget for folkemord ved den internationale domstol. Den generelle sympati for Israel vender, og foragten spreder sig til næsten alle storbyer i vesten, med demonstrationer, kraftig polarisering og vold. Befolkningen i de arabiske lande genopdager den palæstinensiske sag, og arabiske lederes normaliseringsprocesser med Israel bremses hårdt op – også i det indflydelsesrige Saudi Arabien.
Frygten for en regional krig holdt stik
Der er fortsat næsten daglige ildudvekslinger mellem Hizbollah i det sydlige Libanon og Israel. Vi har set houthiernes angreb på international skibstrafik i det røde hav, og den amerikansk-britisk ledede koalitions angreb på houthierne i Yemen. Vi har set likvideringer og angreb på højtstående personer på Irans konsulat i Damaskus, og i april var verden vidne til et fuldtonet angreb på Israel fra Iran – med missiler og droner direkte fra Teheran.
Indtil videre holdes konflikten på et niveau, der er voldsomt truende, men endnu ikke i den fuldskala krig, som mange fortsat frygter.
Tiden efter 7. oktober har desværre givet Mellemøsten mere af alt det, den ikke har brug for. Mere splittelse, mere død og mere politisk uro. Midt i alt det skal SAT-7 finde en vej, og en stemme til sine millioner af seere på arabisk, farsi og tyrkisk, i de lande som det hele handler om.
Bønnen er et bedre svar
Det kan være svært at tale om denne konflikt uden at vi misforstår hinanden, går til angreb eller i forsvar, og bliver mere splittede end vores relationer og fællesskaber kan holde til. Og det kan vi gange mange gange op, når vi befinder os i de lande, som SAT-7 er sat i verden for at tjene.
SAT-7’s linje er klar: Kirkens stemme – også midt i konflikt, ufred og krig – er en stemme om fred, om forsoning, om bøn og om det sværeste af alt – om tilgivelse.
Når kirkeledere fra Libanon, Egypten og andre lande går foran på SAT-7’s platforme med fredens og bønnens stemme, spreder det sig. Og når følelserne meget forståeligt ikke altid kan følge med, bliver kirkens stemme kun endnu vigtigere. Måske har vi alle noget at lære af kirken i Mellemøsten og Nordafrika her. Når vi oplever, at alt river og flår i os, med vrede, hævntørst og betændte sår, så er bønnen et bedre svar end anklagen og hævnen.
Vi kan med C.S. Lewis visdom huske, at bønnen også forandrer os selv. Deri er der meget håb at hente – også for Mellemøsten og Nordafrika.
