Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Design-studerende gav genbrugstøj et pift

Er genbrug kun for folk, der har god tid og nærmer sig pensionsalderen? Bestemt ikke. Det viser et spændende projekt, som Mission Afrika Genbrug har deltaget i, på VIA Design i Herning.

Designskolen, der bl.a. uddanner beklædningsdesignere, grafiske designere og marketingfolk, var i foråret 2017 på udkig efter spændende indhold til et tværfagligt forløb om »Bæredygtig innovation«. Vikarierende genbrugskonsulent Line Rosendahl Baun slog til og foreslog, at Mission Afrika Genbrug kunne levere genbrugstøj og inspiration til projektet.

Mission Afrika Genbrug i Herning har leveret 10 sække tøj og stof af genbrugsmateriale til det tre-ugers forløb, der foregår på 2. semester af designteknolog-uddannelsen og hedder »Bæredygtig innovation«. Resultatet blev en forbløffende samling innovative ideer til, hvordan man kan genanvende kasseret tøj, lagener, gardiner og sengetøj. De studerende bearbejdede råvarerne til garn, sandaler, stofbamser og chikke beklædningsgenstande, der på ny kan skabe værdi for kunderne og for Mission Afrikas arbejde.

Flotte præsentationer med overskud

Line Baun sad med ved præsentationerne, hvor i alt 16 grupper med mellem 4-6 studerende i hver, fremviste deres redesign-koncepter. De studerende havde lavet flotte præsentationer og økonomiske redegørelser for, hvordan produkterne skulle promoveres, sælges og generere overskud. Flotte prototyper og modelfotos gav liv til de nytænkende ideer. De unge studerende på VIA Design udtrykte begejstring for Mission Afrikas arbejde og var glade for at kunne gøre en forskel for mennesker i Afrika gennem deres designs.

Line Baun har fået protyperne og tøjprøverne med til Mission Afrikas sekretariat. Alt bliver solgt samtidig med, at Mission Afrika skal ind i en proces med at finde frem til, hvilke ideer, der kan føres ud i livet i samarbejde med genbrugsbutikkerne.

Udviklingskoordinator Hanne Fornitz siger: De mange fine ideer og input vil indgå i det strategiske arbejdet i MAG, som er i gang med nu. Der vil blive set på hvilke ideer, der er realistiske for MAG at gennemføre både økonomiske og ressourcemæssigt.”

Det tøj og de varer, som de design-studerende har produceret vil kunne købes ved Mission Afrikas Års- og repræsentantskabsmøde i september.

Følg med i udviklingen på hjemmesiden eller tilmeld dig Mission Afrikas nyhedsbrev for løbende information om arbejdet og de gode formål pengene går til.

Mediegrafiker hos Mission Afrika.

ofm@missionafrika.dk