Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

”Det firkantede er ikke hyggeligt"

Sådan siger Søren Steen, der står for bogafdelingen i genbrugsbutikken i Ryesgade på Østerbro i København. Derfor er der heller ikke meget, der er firkantet her – på nær bøgerne selv! Her er håndskrevne skilte, kreative opstillinger og uortodokse kategorier. Hvor tit finder man eksempelvis lige kategorierne ”Revolutionær politisk litteratur” eller ”Mad, vin og ordbøger” i en boghandel i dag?

”Det firkantede er ikke hyggeligt"

Søren Steen midt i sin elskede bogafdeling. Lidt usædvanligt fylder den omkring en fjerdedel af butikken.

Men manglen på firkantethed er på ingen måde synonym med rod, tilfældighed eller manglende ambitioner. Tværtimod er der en helt klar plan med indretning og sortiment, daglig opfølgning på butikkens forskellige varekategorier og en omsætning, der med alt tydelighed viser, at kreativitet og kolde kontanter godt kan gå hånd i hånd. Over 100.000 kr. solgte butikken bøger for i 2014. Ganske imponerende for en varegruppe, som typisk kan være svær at sælge i genbrug, og grunden til, at Mission Afrika Bladet har aflagt butikken et besøg.

Sørens gode råd

  • Udnyt hyldemeterne bedst mulig – lad ikke usælgelige bøger stå og optage pladsen.
  • Hav fokus på kvalitet og sortér med hård hånd. Gamle bogklubbøger, ridsede cd’er og leksika skal ud. Søren smider selv 40-50% ud.
  • Hold øje med, hvad antikvariater og webbutikker tager for bøgerne, og læg så prisen 30-40 % under.
  • Der er kunder til alle slags bøger. Tricket er opstille bøgerne efter genre med tydelig skiltning, helst kreativ og håndskrevet.
  • Sæt kun et eksemplar af hver bog frem, og gem resten i baglokalet. På den måde virker bøgerne mere eksklusive, og så kan de sælges til en bedre pris.
  • Præsenter bøgerne pænt. Lad den smukke forside på kunstbogen eller kogebogen vende ud af.
  • Tænk kreativt: lav for eksempel en temaudstilling i vinduet i anledning af en kendt forfatters jubilæum.
  • Og så et enkelt godt råd til alle bogelskere: Besøg din lokale genbrugsbutik – der er masser af gode læseoplevelser at hente til gode priser!

Kollektiv ledelse og stærkt sammenhold Den lidt utraditionelle tilgang har også fundet vej til butikkens ledelse, for her er det nemlig medarbejderflokken, der styrer butikken i fællesskab. Medarbejdermødet er med Søren Steens ord øverste myndighed, og der lægges vægt på, at alle følger med i økonomien og er med til at tage beslutningerne. Og måske er det denne tilgang, der giver det stærke ejerskab over butikken, som man tydeligt mærker blandt alle medarbejdere.

Butikken åbnede for syv år siden og har i dag ”foldet sig ud”, som Søren siger. Fundet sin egen stil og sin måde at arbejde på. Varerne er opdelt i forskellige varegrupper, som forskellige medarbejdere har ansvaret for. Søren Steen har interessen for litteratur, musik og kunst – og en lang skuespilkarriere bag sig, og det brænder tydeligt igennem, når han fortæller om bogafdelingen. Elektronikken står en kollega med hænderne skruet godt på til den slags for, og sådan kunne man blive ved. Den tætte kobling mellem medarbejdernes interesser og deres ansvarsområder i butikken er ifølge butikkens frivillige en af grundene til, at det går godt med både omsætning og arbejdsglæde i Ryesgade.

Fra Jan-bøger til  Bordet er placeret midt i butikken, og der er altid ”bjergmokka” på kanden, siger Søren Steen med reference til barndommens 50’er Danmark, hvor kafferationeringen betød, at rigtig kaffe var en særlig søndagsspecialitet, mens den billige Santos-erstatning fyldte hverdagens kaffekopper. Det var også i drengeårene, at kærligheden til bøger blev grundlagt med entusiastisk læsning af Jan- og Flemmingbøgerne for den litteraturglade genbrugsmedarbejder. Meget vand er løbet gennem kaffemaskinerne siden da, og i butikken på Ryesgade er der på ingen måde rationering på kaffen. Tværtimod er der altid varmt på kanden – det er bare ikke altid, at der er tid til at drikke den, for der er masser af kunder i butikken og et højt ambitionsniveau blandt medarbejderne om at kunderne altid skal møde en opryddet butik. Og selvom kaffen er klar, er det vigtigt, at butikken ikke bliver en varmestue, understreger en anden af butikkens medarbejdere Rita Jensen, der har kundeservice som sit særlige ansvarsområde. Hverken kunder eller medarbejdere skal sidde og hænge for længe eller fordybe sig alt for meget i private snakke. Alle, der kommer ind ad døren, skal føle sig velkomne. Og dét gør man blandt de kreative ildsjæle i Ryesgade, kan jeg hermed bekræfte.

Artiklen er udgivet første gang i Mission Afrika Bladet 1, 2015.