fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ny doktor i missiologi: Genopliv vidnesbyrdet

Mission Afrikas formand er blevet Doctor of Missiology (DMis), og kommer med nogle klare forslag til Folkekirken, som hun selv er ansat i.

Mission Afrikas formand Anne Mie Skak Johanson er blevet Doctor of Missiology (DMis) fra Fuller Theological Seminary, og kommer med nogle klare forslag til Folkekirken, som hun selv er ansat i.

Forskningsprojektet har omhandlet, hvordan danskere i dag opdager tro. Undervejs har hun talt med 40 danskere, som har fortalte om den trosrejse, det har været at flytte sig fra ingen bevidst tro på Gud til en erkendelse af at Gud er til, og at det er værd at leve livet sammen med ham.

”Projektet har været utroligt spændende og trosstyrkende, og processen og litteraturen frem mod doktorgraden har lært mig meget om mission generelt,” fortæller formanden.

”Jeg er f.eks. blevet mere opmærksom på, at når vi vil dele evangeliet – altså Guds kærlighed i Kristus Jesus, med mennesker, så er det vigtigt at kigge på den kultur budskabet skal bringes i. Desuden på hvordan de folk, vi vil have i tale, ser verden, og hvad deres længsler er. Kun ved at forstå den aktuelle kontekst, kan vi fortælle om Gud, sådan at det bliver gode nyheder for mennesker”, fortæller Anne Mie Skak Johanson og uddyber:

”Det betyder, at vi som kirke skal stille spørgsmål lige så meget som vi skal give svar. Når vi først får begyndt, er det ikke svært, for det er spændende at lytte til mennesker, der fortæller om deres opfattelse af verdenen, og om hvad de ønsker”.

Tal om tro

Mission Afrikas formand er også præst i Tyrstrup/Hjerndrup i Christiansfeld, og kommer i sin forskning også med nogle anbefalinger til kirken i Danmark.

”Vi skal blive bedre til at tale om åndelige ting og åndelige oplevelser. Det ville være godt at genoplive det de gamle kaldte ”vidnesbyrdet”. Vi taler alt for lidt om vores personlige tro og vores personlige åndelige erkendelser. Det kunne vi godt blive bedre til både i kirken og udenfor”, mener Mission Afrikas formand.

Hun understreger også, at vi skal være bedre til at tale helt simpelt om grund-essencen af kristen tro.

”Hvis troen bliver for filosofisk, er det svært at gribe både for os selv, men i særdeleshed for mennesker, som ikke er så vant med troen eller kirken.”

Endelig mener hun kirken kan blive bedre til at byde nye mennesker velkommen, lytte til deres historie og svarer på deres spørgsmål.

Anne Mie Skak Johanson har selv betalt sin uddannelse, og afhandlingen ligger færdig engang i juni, og der bliver flere publikationer vedr. resultaterne af forskningen.

Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær

”I Mission Afrika kan jeg være katalysator for at mennesker kan tage imod Kristus i den kontekst og kultur, der er deres.”