Du kan ikke være så tosset, at du ikke kan være med
Birgitte Albertsen har været frivillig i Mission Afrikas to genbrugsbutikker i Odense i 16 år. I dag er hun leder af dem begge. Her har hun, sammen med andre frivillige og praktikanter fra jobcenteret, opbygget et helt særligt fællesskab.

Birgitte Albertsen og Stine Sander fra genbrugsbutikken i Odense.
Hjælpen går i ring
Butikkerne har et godt samarbejde med Odense Kommune, som ofte henvender sig med sårbare mennesker, der har brug for et sted at være. Og dét er der plads til i Birgittes butikker.
„Der er noget smukt i at mennesker, der har brug for hjælp i Danmark, hjælper mennesker i nød i Afrika og Mellemøsten. Hjælpen går i ring.” fortæller Birgitte.
Butikken i centrum af Odense er hovedsageligt drevet af praktikanter. Stine Sander, som også var praktikant i jobafklaring til at starte med, fortsatte efterfølgende som frivillig i butikken, og hun bekræfter den rummelighed, der kendetegner fællesskabet. Der er plads til bare at være til stede, holde pauser eller løse opgaver i bagbutikken. Alle bliver mødt med, at deres bidrag tæller og er vigtigt.
Efter praktikperioden i genbrugsbutikken blev Stine ansat i Social- og boligstyrelsen, hvor hun fik mulighed for at bruge sine kompetencer som ergoterapeut.
Kærlighed til mennesker
Når du møder butiksleder Birgitte, mærker du lynhurtigt et bankende og passioneret hjerte med kærlighed til mennesker, uanset religion, hudfarve og placering i samfundet. For Birgitte er det vigtigt, at alle kan være med i et fællesskab. Alle har værdi og noget vigtigt at bidrage med, uanset deres historie og udfordringer. Derfor er hun også glad for Mission Afrika Genbrugs nye vision om kærlighed til mennesker og genbrug.
„Uden næstekærlighed, ville der ikke være en Mission Afrika Genbrug. Hvis ikke de frivillige trives, så trives forretningen ikke. Mennesker kommer altid først, derefter forretningen.” siger Birgitte.
Plads til det skæve
Det gode fællesskab smitter af på kunderne, som giver udtryk for, at det er en god oplevelse at komme i butikken. Der kommer også kunder, som er ensomme og har brug for hjælp. Og her er det ikke afgørende, om kunderne bruger 15 kr., men at de bliver mødt af det gode fællesskab. „Tid og nærvær. Det er det, der skal til, for at mennesker kan komme sig igen” mener Birgitte, og understreger hvor vigtigt det er, at vi ikke har nok i os selv, men åbner os for andre og giver en hånd, hvor vi kan.
I vores butikker er der plads til det skæve og anderledes. „Vi er alle sammen lidt skøre, og vi måler ikke på de parametre samfundet måler på. Du kan ikke være så tosset, at du ikke kan være med !” slutter Birgitte med et smil.