Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ezaï er en sand blæksprutte

Kom ind i maskinrummet hos Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun og mød manden, der får det hele til at fungere: Ezaï Zra.

Af Sidse Holm Nielsen, Mission Afrikas volontør i Cameroun 

Velkommen på kontoret!
Vi træder ind i køligt rum med rødt gammelt støvet gulvtæppe. Skrivebordet er fyldt med alverdens papirer, regninger, kvitteringer, kuglepenne, små flag (det danske, camerounske, kenyanske, ghanesiske…), små metalklips og post-its. På en støvet kommode ved siden af en lille buket blomster af plastik står en hvid printer, der trænger til at få skiftet blæk. En stor reol propfyldt med arkiverede mapper med kirkens gamle (støvede) regnskaber fylder hele væggen. På væggen hænger en aircondition og brummer; sender velsignede 28 grader ud i det ellers ulideligt varme rum. I hjørnet står to store papkasser fyldt med indskrivningsformularer til kirken. Bagved står en tidligere sort, men nu grå af støv, kommode fyldt med ledninger og anden gammel elektronik. På døren til kontoret hænger to plakater; én med Mission Afrikas seks visioner oversat til fransk, og én med Livets Ark, det kendte billede af Noas Ark malet af Esben Hanefeldt Kristensen.
Fra en stor og sort men slidt kontorstol af læder, sidder min kollega Ezaï Zra og ordner verdenssituationen. Ezaï er regnskabs- og personalechef hos Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun (EFLC). Derudover er han det primære bindeled mellem kirken og Mission Afrika, samt ansvarsperson for de danske volontører. En sand blæksprutte og alt-mulig-mand.

Mellem kl. 8 og halv 9
Bonjour!
Ezaï møder ind.
Morgenen er normalvis den mest rolige tid på kontoret, men inden længe begynder mobiltelefonen at kime. Det begynder ligeledes at banke på døren, hvor der så fint står “Comptabilité” (regnskab) på et stykke papir hængt op med tegnestifter. Sekretæren for kirkens trykkeri kommer ind og hilser på – hun har en regning der skal betales.
Ezaï beklager sig; “Men du ved jo jeg ingen penge har?” Hvortil hun svarer at han er nærig! Han giver sig dog, og hun får betalt beløbet.
Ezaï når lige at bruge 10 minutter på at kigge et budget igennem og svare på et par mails fra én af kirkens partnere, inden kirkens kasserer Jérémie Beramgoto, kommer forbi for at diskutere, hvordan de får indhentet budgettet for maj måned. Inden Beramgoto går videre, dukker gartneren Filbert op og skal have at vide, hvad han skal lave; de diskuterer hvordan, og hvor det er bedst at plante nye planter, og Ezaï lover at komme forbi på et senere tidspunkt, så de kan gå de nye ændringer igennem.

Kl. 10
Telefonen ringer igen; Ezaï organiserer aflevering af en pakke med brochurer til kirkens evangelisters arbejde.
Så skal der indhentes underskrifter til et par projektdokumenter til kirkens projekter hos kirkepræsidenten Alvius Debsia. Det drejer sig bl.a. om projektbeskrivelsen til årets bibelskoleseminarer om udvikling, som kirken afholder med støtte fra Mission Afrika.
Debsia skal også underskrive et kontoudtog. Ezaï sætter sig i præsidentens bløde sofa, giver papirerne til præsidenten, som skimmer dem igennem, stiller et par spørgsmål og skriver sit navn ned. Ezaï benytter samtidig lejligheden til at sætte Debsia ind i en del af kirkens budget. De udveksler ivrigt idéer og får diskuteret, hvordan tingene kan forbedres. Ezaï går glad nynnende derfra, for mødet har været vellykket, og han har fået det, han kom for og mere til.
Men på vej tilbage til kontoret opdager han et utæt rør nede ved kirkens vandtank. Han henter lynhurtigt en skruetrækker og en sav, lukker for vandet, og saver i det lækkede rør, så de forskellige dele kommer til at passe. Han har i mellemtiden taget sin telefon, og imens han skruer røret på plads, snakker han med en dame fra lufthavnen i Garoua for at drøfte aftenens flyafgang. Han skal nemlig ud og hente en dansk volontør fra Mission Afrika, der ankommer fra Yaoundé.

Kl. 12
Ezaï forlader kontoret, tager sin hvide pickup-truck og kører til møde i banken.

Kl. 14
Han kommer tilbage, og bliver mødt af en stor gruppe mennesker udenfor kontoret. Én kommer fra den baptistiske brødrekirke (en af kirkens venskabskirker) og vil leje kirkens konferencerum på lørdag til et stort arrangement, en anden har lejet en af kirkens gæstehuse i en uge og vil afregne, inden han skal videre. En tredje kommer for at hente sin løn, som Ezaï hurtigt får talt op i kontanter og videregivet mod en underskrift.
Omkring 14.30 henter han tre af sine fire børn fra skole og kører dem hjem. Hjemme spiser han samtidig en hurtig omgang couscous, inden han kører tilbage til kontoret.

Kl. 16
Tilbage på kontoret, giver Ezaï en opsang til en af kirkens vagter, som ikke har været på sin post i det tidsrum, han skulle. Han forklarer vagten vigtigheden af hans arbejde, og hvilke risici han løber for kirken ved ikke at tage sit arbejde seriøst. Lige efter vagten er gået, ringer Thore Eklund fra kontoret i Højbjerg. De to starter som sædvanligt deres samtale med lidt venskabelige drillerier; den ene driller den anden med sine nye briller, som “får ham til at se gammel ud”. Den anden driller den ene med hans hår “der bliver hvidere og hvidere”. Snart efter bliver samtalen dog seriøs, og de får fulgt op på og diskuteret flere hængepartier. Hvad er status på kirkens sundhedsklinik i landsbyen Houpou, som skal have nye solceller og vandpumpe? Hvad blev der af den overførsel Ezaï efterspurgte for en uge siden? Hvornår kan vi få arrangeret et fælles skypemøde med kirkepræsident Debsia?

Kl. 18
Det burde være fyraften, men Ezaï er ikke helt færdig for i dag. Han skal nemlig ud i lufthavnen og hente den danske volontør, der ankommer træt og udmattet til ulideligt varme i Garoua. Hun bliver dog mødt af en storsmilende og velkommende Ezaï, der grinende tager hendes kuffert. “Hvordan var turen? Har du spist? Mangler du noget?” Derefter kører han hende tilbage til kirken og får hende installeret i et af gæstehusene, som skal være hendes hjem de næste tre måneder.

Således slutter en “almindelig” dag med mange opgaver, store som små, i Ezaïs hverdag. Jo, han er en sand blæksprutte!