Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Falder Mission Afrikas penge ned i et sort centralafrikansk hul?

Mange har spurgt, hvorfor Mission Afrika fortsat sender penge ned til Mor-barn-centeret i Bohong, Centralafrika, når medierne fortæller, at landet er totalt-smadret

Falder Mission Afrikas penge ned i et sort centralafrikansk hul?

Nok er Mor-barn-centret i Bohong mere eller mindre ødelagt efter de mange blodige kampe, som har plaget Centralafrika gennem det seneste år. Aktivitetsniveauet er imidlertid forbløffende højt, når man tager den vanskelige politiske situation i betragtning.

Siden slutningen af marts har det ødelagte center fungeret som en mobilklinik, der med to til fire sundhedsmedarbejdere kører den vanskelige tur på hullede veje fra Bouar til Bohong tre gange om ugen.

I Bohong har mobilklinikken i marts og april behandlet 1.349 personer, hvilket svarer til cirka 50 sygebehandlinger på de dage, hvor sundhedspersonalet har taget den to timer lange tur.

Bare i april måned er flere end 400 centralafrikanere blevet behandlet for malaria via mobilklinikken, heraf 268 personer under seks år, og centerets leder, jordemoder Cathrine Naabeau, rapporterer desuden, at klinikken i samme måned har registreret 18 fødsler i Bohong-området, hvoraf ni er foregået, mens mobilklinikken har været til stede med hjælp og vejledning.

Fem spædbørn har ikke overlevet fødslerne.

Reparation af centeret
Udover den hektiske aktivitet med mobilklinikken er Mor-barn-centerets personale i øjeblikket ved at revurdere sikkerhedsbilledet i Bohong med henblik på eventuelt at genåbne centeret i hverdagene.

Tanken er, at man vil opdele personalet i to teams, som hver skal tage en uge ad gangen på Mor-barn-centeret, da det endnu er for usikkert at flytte permanent tilbage.

Flere folk er således godt i gang med at reparere de skader på klinikkens bygninger, som rebeller har forårsaget, og allerede nu har man fået vandforsyningen og lysinstallationerne til at fungere igen.

Som tv-billederne fortæller os, er krigen imidlertid ikke slut endnu, selvom det ser bedre ud end for et par måneder siden, og en af konsekvenserne er en (endnu) fattigere befolkning, hvoraf en stor del ikke har råd til basisvarer som eksempelvis mad og medicin.

Derfor er nødhjælpsindsatserne stadig vigtige.

Nødhjælp
I et samarbejde med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Amerika (ELCA), der ligesom Mission Afrika samarbejder med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Centralafrika (EELRCA), har Mission Afrika i april måned støttet uddelingen af såsæd og redskaber til 2.000 husholdninger i området mellem Bouar og Bohong.

Følgende blev distribueret i 13 landsbyer:

  • 12.200 kg korn
  • 2.700 kg bønner
  • 5.200 kg nødder
  • 2.000 hånd-plove
  • 600 filer til at slibe plove og andre landbrugsredskaber

ELCA og Mission Afrika arbejder i øjeblikket for at få distribueret varer til endnu flere landsbyer i området.