Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

Familie med en mission i Afrikas brændpunkter

LONGREAD: Det indebærer savn, omstilling og kulturforståelse på hjemmefronten, når Thore Eklund rejser til Afrika 80 dage om året som partnerkoordinator for Mission Afrika.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Mette og Thore Eklund og deres fire børn er en missionærfamilie. Vi besøger dem i et ganske almindeligt dansk parcelhus i Herning, hvor det eneste, der giver et hint om Afrika, er en plakat med tegneseriefiguren Tintin på eventyr i det vestafrikanske land Mali.

Det er ikke tilfældigt. Thore Eklund har tidligere været missionær i Mali i tre år. I dag er han såkaldt partnerkoordinator i Mission Afrika – nogle vil kalde det pendlermissionær – og rejser omkring seks gange om året til Vestafrika for at støtte og samarbejde med afrikanske kirker om et omfattende missions- og hjælpearbejde i Centralafrika, Cameroun, Nigeria og Mali.

Hvordan indvirker det på familielivet herhjemme, at Thore er bortrejst omkring 80 dage om året? Hvordan er det at være hustru og mor – og hvordan oplever børnene det?

“Når Thore er ude ad døren, får jeg mine egne rutiner. Når han så kommer hjem igen, skal vi lige bruge et lille døgns tid på at finde ud af, at nu skal vi samarbejde igen.”

Mette Eklund

En særlig rytme
Mette og Thore inviterer beredvilligt indenfor, og vi får en åbenhjertig samtale om at være moderne missionærfamilie anno 2019.

– I starten var det hårdt, for der er kun én til at få tingene til at køre herhjemme, og det er mig. Men vi har fundet en rytme i det. Vi er blevet vant til, at det er sådan, vi lever, fortæller Mette. – Når Thore er ude ad døren, får jeg mine egne rutiner. Når han så kommer hjem igen, skal vi lige bruge et lille døgns tid på at finde ud af, at nu skal vi samarbejde igen, smiler hun.

Thore supplerer:

– I dagene inden jeg tager afsted, er jeg dybt koncentreret om opgaven, og når jeg kommer hjem, skal jeg skrive rapporter og følge op. I de perioder kan familien nok opleve mig lidt indelukket og distræt.

“Da børnene var små, noterede de bare, at jeg var væk. Et par af børnene havde én ide om, at Afrika – det var lufthavnen i Billund.”

Thore Eklund

Troede Afrika var Billund
Børnene er blevet vant til en rytme, hvor far er meget væk. Situationen er ikke meget anderledes end for familier, hvor en forælder arbejder på en boreplatform eller i udlandet, pointerer Thore.

– Da børnene var små, noterede de bare, at jeg var væk. De havde ingen forståelse af, om det var en dag, en uge eller flere uger. Men det var sjovt, for når jeg tager til Afrika, sætter de mig af i Billund Lufthavn, og når jeg kommer hjem, henter de mig i Billund. Så et par af børnene havde én ide om, at Afrika – det var lufthavnen i Billund. Nu er de alle så store, at de begynder at reflektere mere over det.

Mette, det må næsten være omstillingsperioderne, der er det sværeste?

– Mange gange har jeg selvfølgelig hevet mig i håret og tænkt: ”Nu havde det været rart, at der var én mere herhjemme!” Men jeg tror, at vi bliver mest udfordrede, lige når Thore kommer hjem. For så er jeg træt, og han har lige rejst langt efter at have arbejdet intensivt i hele perioden. Af en eller anden grund har vi endnu ikke lært, at det er sådan, det er. Så det kræver lige et døgns tid at omstille sig.

Danmark, Norge og Afrika
Mette og Thore Eklund er flerkulturelle på flere planer. Mette har fødderne solidt plantet på den jyske hede, mens Thore er ”norsk nordmand fra Norge”. Parret mødte hinanden på Santalmissionens bibelskole ”Gå ut-centret” i Norge, hvor Mette gik på bibellinjen og Thore på missionslinjen. De blev gift og bosatte sig i Herning for at være tæt på Mettes forældre – som også tager en tørn med børnepasning, når Thore er bortrejst.

Inden Mette og Thore blev gift, havde Mette været volontør for Mission Afrika – det tidligere Sudanmissionen – i Nigeria, og Thore havde været administrator for Norsk Santalmissions arbejde i Malis hovedstad, Bamako. Så det lå lige til højrebenet, at parret som nystiftet familie skulle engagere sig i missionsarbejde.

Bakker op om kaldet
Men hvordan er det at være missionærfamilie, hvor den ene er ude, mens den anden er hjemme?

– Jeg bakker op om Thores kald, for jeg synes, det giver rigtig god mening, fortæller Mette og indrømmer, at dette er ”den pæne version”. Hun tilføjer:

– Så er der alle de situationer derhjemme, hvor jeg kommer til kort, fordi jeg er den eneste voksne, og det er svært at få enderne til at nå sammen. Hvis jeg får følelsen af, at det går ud over vores børn, at han er væk, så mister jeg det perspektiv. Så er børnene jo det vigtigste.

– Det har været en udfordring gennem årene, men jeg har ikke følelsen af, at jeg har et kald, jeg ikke kan udleve. For mig har det været så fint at være hjemme, og det var det, jeg gerne ville. Jeg har mest haft lyst til at skabe en familie og et hjem for vores børn. Jeg rejste jo en del, inden vi blev gift, og jeg tror, at det har været fint at have en lang periode, hvor der ikke har været en masse rejseaktivitet for mig.

Børn får respekt for andre kulturer
Hvordan påvirker det børnene at være en del af en missionærfamilie på denne måde?

Mette svarer:

– Vores ældste datter har et engagement i Afrika, selv om hun kun er 17 år. Hun er engageret i bestyrelsesarbejde for en frivillig udviklingsorganisation i Mali og har også rejst med Thore derned en enkelt gang. Det har gjort en kæmpe forskel for hende, og hun vil rigtig gerne derned igen.

Hvordan er det at have sine børn med på mission, Thore?

– Det er stort. Det er dejligt, at hun har lyst til at engagere sig i noget af det samme, som vi selv har gjort, og at hun har fået respekt for andre kulturer.

Vi har af og til besøg af folk fra Afrika, hvorved børnene møder en helt anderledes måde at leve på. Samtidig ser de, at vi er meget ens som mennesker.

Mette Eklund

Mette supplerer:

– Det gør jo noget ved én at se nogle andre forhold. Jeg tror, at det er med til at forme vores to mellemste, at de får input fra andre kulturer. Vi har jo af og til besøg af folk fra Afrika, hvorved de møder en helt anderledes måde at leve på. Samtidig ser de, at vi er meget ens som mennesker. Jeg tror, at det giver en forståelse for, at der er andet i verden end Herning, og at man kan leve på andre måder.

Bliver blød om hjertet
Der er endnu et forhold, der giver børnene et andet perspektiv på livet, og det er familiens yngste, Johan, som har særlige udfordringer.

– Vores yngste søn har været alvorligt syg, så selvom vi kan synes, at det er hårdt, så er vi også enormt taknemmelige over, at han er her. Johan viser, at mennesker er forskellige, og at vi skal snakke om andre mennesker med respekt, uanset hvad man kan, og hvor høj ens IQ er. Vores mellemste datter siger: ”Jeg tror, at jeg er blevet bedre til at sige ”pyt” end dem i min klasse.” Hun har fået en følelse af, at hun ikke behøver at gå op i alle småting, fordi der er noget, der er vigtigere. Alt, hvad vi oplever, er med til at sætte tingene i perspektiv.

Hjælper de hjemlige udfordringer også dig, Thore, til bedre at føle med menneskers behov i Afrika?

– Man bliver jo blød om hjertet, når man har været igennem nogle ting. Det forandrer også én som person. Jeg tror, at det er en kombination af det hele.

Tryghed trods alt
En ting er forståelse for andres behov, en anden er ens egne. Hvad med noget så basalt som tryghed? I landenes nordlige regioner opstår der jævnligt konflikter, hvor Boko Haram eller andre radikale islamistiske grupper spreder frygt og terror.

Er du tryg ved at sende Thore afsted, Mette?

– Det er jeg for det meste. Jeg har været bange enkelte gange – da der var ebola, for eksempel. Jeg blev overvældet af bekymring en gang, hvor Thore skulle til Bamako, hvor en indflydelsesrig mand var død af ebola og skulle begraves midt i Bamako. Nogle gange kan sådan nogle ting blive mere bekymrende, når man er på afstand, end når man står midt i det.

– Jeg ved også, at han er ekstremt forsigtig, når han er dernede. Han tager ingen chancer og bor også anderledes end mange vil forbinde med en hvid mand. Han bor for eksempel ikke på de store hoteller, hvor der har været angreb nogle gange. Så jeg er egentlig tryg.

Fingeren på pulsen
Hvordan er missionærrollen om ti år? Behøver vi ikke at være i Afrika mere, fordi vi kan klare det hele over Skype?

– Nej, det jeg håber ikke! svarer Thore og uddyber: – Der skal være menneskelig kontakt, så vi kan sidde og se hinanden i øjnene, snakke sammen og opleve og føle ting sammen med partnerne. Vi har visioner om, hvad vi vil gøre i Afrika, og vores lokale partnere har deres egne visioner i de respektive lande. Derfor skal vi finde ud af, hvor vi har et visionsoverlap, hvor vi kan arbejde sammen. Vi skal være til stede. Vi skal føle det på kroppen. Vi skal se det og have fingeren på pulsen, så Mission Afrika og partnerne har en følelse af, at dette er noget, vi gør fælles.

Vi skal turde føle smerten
Og det er ikke kun almindelig sund fornuft, men har også noget med kulturen at gøre, fortæller Thore:

– Relationer er vigtige i den afrikanske kultur, og relationer er ikke noget, du bygger op gennem Skype eller telefonsamtaler. Vi skal vise respekt ved at bygge relationer med de personer, vi skal arbejde sammen med. Har man ikke en god relation, er det vanskeligt at have en god og gennemsigtig dialog.

– Herhjemme har vi tendens til at tænke, at hvis vi har skrevet en mail og trykket ’send’ – så har vi kommunikeret. Men det kan vi ikke gøre over for vores partnere. Vi må snakke os til rette og sikre, at budskabet er kommet igennem. Og vi skal turde være til stede og føle den smerte, som vores partnere har.

Fakta:

Mette og Thore Eklund er forældre til Hannah, Jakob, Silje og Johan

Mette er jordemor og er ved at tage en kandidatgrad i jordemorvidenskab. Thore er oprindelig handelsuddannet og har en teknisk uddannelse inden for højspændingskabler.

Mette var volontør i Nigeria i tre måneder i 1994 og et halvt år i Mali, hvor Thore var missionær fra 1995 til 1999.

Thore begyndte samarbejdet med Mission Afrika i 2001, hvor han stod for nødhjælp til sultramte i Nordcameroun. Han har siden arbejdet som pendlermissionær og partnerkoordinator, idet Mission Afrika i dag støtter og samarbejde med lokale kirker om konkrete projekter.