Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Festligt årsmøde i Mission Afrika

Ministerhilsen, Afrikanyt og cykelsponsorløb på års- og repræsentantskabsmøde i Aarhus den 8. september.

Festligt årsmøde i Mission Afrika

En kirkeminister, en kirkepræsident og en ny generalsekretær.

Intet mindre kan gøre det, når deltagerne møder op på Mission Afrikas års- og repræsentantskabsmøde lørdag den 8. september på Diakonhøjskolen i Højbjerg ved Aarhus.

Kirkeminister Mette Bock bringer en videohilsen. Kirkepræsident Robert Goyek fortæller nyt fra Cameroun. Mission Afrikas nye generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge deler sin vision for moderne missionsarbejde. Og Mission Afrikas formand Anne Mie Skak Johanson fortæller om aktiviteter, glæder og udfordringer i 2017 – og hvordan arbejdet bliver bæredygtigt i fremtiden.

Hovedtaler er Robert Goyek, kirkepræsident for Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun og dybt engageret i både kristen mission og kristen-muslimsk dialog. Han fortæller blandt andet, hvad uddannelse betyder for både børn og voksne, præster, sundhedsarbejdere, advokater og ledere i landet – helt i tråd med årets tema i Mission Afrika: ”Uddannelse er vejen til forandring”. Oplægget efterfølges af korte såkaldte ”MA-talks”.

Derefter er der cykelsponsorløb, hvor overskuddet går til uddannelse gennem SAT-7’s skolekanal til børn i flygtningelejre, skoler for over 700 børn i det krigshærgede Centralafrika og en ordentlig akademisk uddannelse til præster og andre samfundsledere i Vestafrika.

Tilmelding til årsmødet senest den 30. august til Mission Afrika på ma@missionafrika.dk.