Fire volontører er sikkert hjemme igen – rige på oplevelser fra Cameroun

Fire unge volontører er tilbage i Danmark efter et godt ophold i Cameroun. De har især brugt tid på Pearls of the street (POTS) – et hjem, hvor tidligere gadedrenge får en tryg hverdag og mulighed for skolegang.

En oplevelse, der gjorde stort indtryk

Victor Sindberg fortæller: “Det har været en øjenåbner, hvordan man kan opleve, at folk, der har så få materialistiske ting, kan være så glade.” 

Daniel Jensen nikker genkendende til oplevelsen: “Noget af det, jeg tager mest med hjem, er den evne, drengene har til at være så glade med så få ting. Så den der taknemmelighed for de helt små ting, det er virkelig stort.” 

Ida Mellergaard fremhæver især mødet med lokalt trosliv, som noget der gjorde stort indtryk: “Det var fedt at se, hvor livsglade de var, og hvor gode de var til at have Gud med i hverdagen. Selvom man ikke kunne tale samme sprog, kunne man komme virkelig tæt på folk.” 

For Maja Jensen har opholdet også sat sit aftryk: “Jeg håber, jeg har gjort en forskel dernede, men jeg føler bare, at de har gjort en ligeså stor forskel for mig.

Rejsen sluttede tidligere end ventet

De fire volontører blev udsendt til Garoua d. 28. august og skulle først have været hjemme igen d. 21. november, men på grund af uroligheder relateret til præsidentvalget i Cameroun, måtte de rejse hjem en måneds tid før end planlagt.

Mission Afrikas generalsekretær Daniel Jakobsen er virkelig ærgerlig over, at volontørernes ophold blev kortere end forventet, men siger samtidig, at der ikke tages nogen chancer, når det kommer til sikkerheden for volontørerne.

“Vi følger altid situationen tæt i overensstemmelse med vores sikkerhedspolitik, når vi har medarbejdere, volontører eller andre udsendt til et land. Denne gang valgte vi at reagere på de informationer, vi kunne læse os frem til i medier og forskellige landes rejsevejledninger, men som vi i høj grad også fik kendskab til igennem vores tætte dialog med Brødrekirken i Cameroun,” fortæller Daniel Jakobsen. 

“Heldigvis var Brødrekirken helt på linje med os hele vejen igennem processen. Både da vi trak volontørerne ned til Yaoundé tæt på den internationale lufthavn, og da vi kort tid efter besluttede at trække dem helt hjem til Danmark,” tilføjer han.

Selvom afrejsen kom pludseligt, beskriver volontørerne beslutningen som tryg og velbegrundet. 

“Vi var trygge i, at Mission Afrika havde stået for det hele. Vi rejste hjem med en god fornemmelse i maven,” siger Daniel Jensen.

Victor Sindberg tilføjer, at den pludselige hjemrejse var ærgerlig, men forståelig: “Vi var meget overraskede, men vi forstår selvfølgelig godt hvorfor. Vi er også glade for, at vi ikke er i Cameroun, når situationen er som den er.” 

Maja Jensen supplerer: “Jeg var meget ked af det og synes, det var uretfærdigt at vi skulle hjem, men jeg kan godt se nu, at vi stoppede, mens legen var god.”

Generalsekretær Daniel Jakobsen uddyber: “Begrundelsen for beslutningen var, at urolighederne så ud til at fortsætte i et omfang, som ville gøre det umuligt at give volontørerne et ophold, som fortsat ville være meningsfuldt og interessant. I bedste fald kunne volontørerne se frem til nogle uger på et hotelværelse i Yaoundé uden mulighed for at bevæge sig rundt i landet eller hovedstaden.”

Planer om 80 møder i foråret

Da volontørerne landede i lufthavnen d. 22. oktober, var det generalsekretær Daniel Jakobsen som tog imod dem. Han tog dem med på restaurant og de fik sig en god snak. Siden har volontørerne også været forbi Mission Afrikas kontor til evaluering af opholdet og planlægning af deres kommende turné.

I løbet af foråret er der nemlig planer om 80 møder, hvor volontørerne skal ud og fortælle om deres oplevelser. For selvom deres ophold i Cameroun blev kortere end håbet, er de vendt hjem med nye relationer – og ikke mindst nye perspektiver og oplevelser, som de glæder sig til at komme ud og dele med konfirmander og andre, som vil lytte.