Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Flot åbning af genbrugsbutik nummer 75

Der var lang kø ved kassen og fuld gas på kasseapparatet, da en ny genbrugsbutik åbnede i Grenaa. Butikkens frivillige er nu klar til at betjene lokalområdet i nødhjælpens tegn.

Connie Hjarsen har næsten ikke holdt fri de seneste 14 dage.

Lige på nær en 75 års fødselsdag i tirsdags, har hun brugt det meste af sin tid på at sætte prismærker på tøj, holde styr på indretningen og sortere de mange kilo ting og sager, der er blevet doneret til butikken i løbet af de seneste måneder.

Det har været travlt, og der har været meget at skulle holde styr på. Men torsdag den 23. juni kunne hun sammen med 12 andre frivillige nyde frugten af arbejdet, da Mission Afrika kunne slå dørene op for en ny genbrugsbutik i Grenaa.

Butikken er nummer 75 på landsplan og den første nye genbrugsbutik i fem år. Der var derfor grund til at fejre med både levende musik, fællessang og kagemand, da dørene ved et-tiden åbnede, og kunderne begyndte at strømme ind.

Genbrug giver fællesskab

Tine Madsen, der er gået på efterløn, er en af de frivillige, der har fundet vej til butikken. Hun har arbejdet i butik i 25 år og er et stærkt kort at have på hånden, når der skal betjenes dankortautomat og kasseapperat.

”Jeg gik på efterløn for 2 og et halvt år siden, men så begyndte det at krible igen,” fortæller hun.

Hun fik et puf af Connie Hjarsen, som hun bor i nærheden af. Og nu har hun i første omgang tænkt sig at arbejde der én dag om ugen. Men det kan jo ske, at det på et tidspunkt bliver mere.

make animated gifs like this at MakeaGif

Connie Hjarsen til venstre og Tine Madsen til højre

Tine Madsen og Connie Hjarsen, der er pensionist og har tidligere erfaring fra Røde Kors’ genbrugsbutik i Grenaa, oplever begge to, at genbrugsarbejdet er en god måde at mødes. De bor i nærheden af hinanden, og i stedet for bare at hilse på trappen og snakke om vejret, giver genbrugsarbejdet en mulighed for at komme tættere ind på livet af hinanden, siger de, mens de sidder og klipper foldere en halv time før, dørene åbner.

Den store åbning

Klokken 13 går det løs.

Mellem to tøjstativer hænger en rød snor, der skal klippes over med en messingsaks. Det er generalsekretrær Peter Fischer-Nielsen, der skal klippe, og saksen ligger ceremonielt klar på en pude. Ved siden af snoren på et bord står der kagemand og saftevand klar til kunderne.

Uden for butikken har der allerede samlet sig en rand af mennesker, der så snart klokken slår et begynder at vælte ind i butikken. Der er folk i alle aldre og nationaliteter. Nogle kommer fra sprogskolen, nogle er fra lige om hjørnet, og andre igen er stamkunder i butikken i Kolind, der ligger en kort køretur herfra.

Før de kan handle skal de synge fællessang og høre den tale, som generalsekretæren har forberedt, hvor der både er ord til de frivillige og til kunderne. Og da snoren kort efter er klippet, skynder kunderne sig hen til hylderne med gryder og stativerne med damebukser.

Ved kassen samler der sig hurtigt en kø, og dankortautomaten bliver flittigt brugt. En af de første ting, der bliver solgt er et stort dukkehus, som bæres væk af en kvinde, der mumler:

”Det er et godt køb!”.

Ja, det er det godt nok. Og alt tyder på, at det ikke bliver det sidste gode køb, der kommer til at blive lavet i genbrugsbutikken i Grenaa.

Se video fra åbningen her: