Fra skam til håb: 200 operationer på et år

I Den Centralafrikanske Republik (CAR) er blærefistler en udbredt komplikation efter svære fødsler. Mange af kvinderne er unge og gennemgår både graviditet og fødsel uden hjælp udefra, hvilket ofte resulterer i komplikationer. Blærefistler er en smertefuld komplikation, som opleves invaliderende – både fysisk, psykisk og socialt.

Blærefistler kan afhjælpes med en operation, men der er ingen læger i CAR med speciale i netop dette fagområde, så indtil nu har kvinderne levet med smerten og skammen – ofte ude af stand til at arbejde og udstødt af familie og samfund.

Sammen med Den Evangelisk Lutherske Kirke (ELCA) støtter Mission Afrika et projekt, hvor 200 kvinder nu tilbydes den livsforandrende operation, de har så hårdt brug for. Den 1. november 2024 blev den første operation udført.

Foto: Kvinde, som efter en veloverstået fisteloperation, kan vende tilbage til en normal hverdag. Glæden er ikke til at tage fejl af 🙌

Komplikationer efter svære fødsler er tabubelagte

En blærefistel er en utæthed i blæren, som gør, at urinen løber direkte ud gennem skeden. Man kan ikke holde sig, og ved aldrig, hvornår urinen begynder at løbe. Mange af de ramte kvinder udvikler også urinvejsinfektioner som følge af luft i urinrøret. Det er klart, at denne lidelse er forbundet med stor skam. Og når samfundet omkring kvinderne mangler viden om efterfødselskomplikationer, bliver det et kæmpe tabu. Mange gange oplever kvinderne, at både ægtefælle, familie og samfund tager afstand, og de står derfor meget alene med deres smerter og skam.

Det er svært at forestille sig, hvordan det må være. Det er endnu sværere at forestille sig, at leve uden udsigt til, at der kan gøres noget ved det. Men med et nyt projekt, som netop er sat i søen, er der nu hjælp at få.

Operationslæge fra Cameroun udfører 200 operationer

ELCA har oprettet en operations- og opvågningsstue på Emmanuel de Gallo Healthcenter og en mindre operationsstue i Bohong, hvor kvinder nu tilbydes operationer. Den specialiserede operationslæge er fra Cameroun og målet er at udføre 200 fisteloperationer på et år.

For Kibera Michelin blev det et vendepunkt, da hun hørte om projektet med de 200 operationer i radioen. Hør hendes fortælling her, fortalt af operationslægen:

Oplysningskampagne skal nedbryde tabu og forebygge komplikationer

Projektet i CAR består af tre dele:

  1. En operationslæge fra Cameroun rejser til CAR og udfører 200 fisteloperationer i løbet af et år.
  2. Operations- og opvågningsstuer opgraderes på to sundhedscentre, så de kan håndtere kvinder med blærefistler.
  3. En oplysningskampagne i radioen, hvor kvinder får undervisning om graviditet, fødsler og komplikationer. Kampagnen skal understrege, hvor vigtigt det er, at man er i kontakt med sundhedspersonale i forbindelse med graviditet og fødsel. Håbet er, at kampagnen kan bidrage til at forebygge svære efterfødselskomplikationer og oplyse om mulighederne for at få hjælp.