Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

’Genbrug gør verden til et bedre sted’

Bente Mikkelsen Pahus fortæller om sin begejstring for genbrug og løfter sløret for nye initiativer i 2019.

’Genbrug gør verden til et bedre sted’

Bente Mikkelsen Pahus leder Mission Afrika Genbrug, fordi hun brænder for genbrug. Hun sprudler af nye idéer til, hvordan Mission Afrikas 66 genbrugsbutikker kan sælge endnu mere til gavn for Afrikas fattige. Idéerne mangler bestemt heller ikke nu, hvor et nyt helt ubrugt år venter på at blive udforsket, udfordret og udlevet.

Vi satte os til rette på Mission Afrikas kontor i Højbjerg for at udfritte hende: Hvorfor er du så begejstret for genbrug?

En butik i det lokale miljø kan velsigne kunder rundt omkring i byen.

Bente Mikkelsen Pahus

Genbrug giver mening lokalt og globalt
– Genbrug giver mening på så mange måder, fortæller hun. – Vi kan begynde med den mission, vi har i Danmark: Det sociale fællesskab. Det lokale nærvær – at man kan være en butik i det lokale miljø, der kan velsigne kunder rundt omkring i byen. At man kan være medspiller i handlen i en lille by som fx Vojens, hvor vores butik er blevet et symbol på, at hovedgaden godt kan blive til noget.

Derudover er genbrug også godt for miljøet tilføjer hun og uddyber:

– Det giver rigtig god mening at bruge noget, der har været brugt, én gang til. Hvis man lavede et forsøg, hvor ”alt, hvad jeg har i mit hjem, skal være brugt af nogle andre før mig”, så ville man være langt i forhold til afregningen med miljøet.

– De penge vi har indsamlet, har sat lokalbefolkninger i stand til at drive forretning, mission og nødhjælp.

Bente Mikkelsen Pahus

Giver afrikanere en chance i livet
Sidst men ikke mindst er genbrug godt for Afrika:

– Den side, der så bliver mest tydelig i Mission Afrika, er den side, hvor man driver genbrug, for at rejse penge til nogen, der har brug for hjælp, eller brug for at mobilisere og vokse og få en chance i livet, som de måske ikke ellers ville have haft.

I 2019 er Mission Afrika fokuseret på kapacitetsopbygning. Det svære ord dækker over, at lokalbefolkninger i fx Afrika skal lære at udføre og styre deres egne udviklingsprojekter.

– De penge vi over årene har indsamlet, har sat dem i stand til at drive forretning, mission og nødhjælp og holde på med livet på en måde, som de ellers ikke ville kunne, fortæller Bente Mikkelsen Pahus.

Det er væsentligt, at butikkerne arbejder med humør, glæde, gavn og nytte.

Bente Mikkelsen Pahus

Glæden spreder sig som ringe i vandet
Og netop den glæde og genbrug, ønsker Bente Mikkelsen Pahus skal sprede sig blandt alle frivillige i Mission Afrikas genbrugsbutikker. Det gode humør spreder sig nemlig som ringe i vandet, til kunder og samarbejdspartnere og alle, der kommer i butikken.

– Når vi tænker: ”Nu går tingene ikke helt som forventet” eller ”Nu stagnerer vi lidt”, så er det væsentligt, at butikkerne arbejder med humør, glæde, gavn og nytte. Når jeg er ude, kan jeg se, at de butikker har det godt. Det er en af nøglerne, at vi i Mission Afrika, blandt frivillige og medarbejdere investerer i at have det godt. Jeg håber, vi i 2019, bevarer gejsten og bliver ved med at hjælpe hinanden, støtte hinanden og være opmuntrede over det arbejde, vi står i – også i forhold til missionen.

Kaffe, småkager og hyggeligt samvær
Og der er noget at glæde sig over, fortsætter hun:

– Allerede i det nye år, har jeg været meget omkring og set, at vi har mange varer. Vi er ikke ved at løbe tør for genbrug. Nogle af varerne skal måske blot præsenteres på en anden måde. Senest har jeg været i Vejle og har hjulpet med deres udstillingsvinduer. Vi havde kun to møbler med – ellers var resten noget, der allerede var i butikken – og det var nogle lækre ting. Det glædes jeg over. Det håber jeg også, at vores frivillige glæder sig over.

Kunderne skal føle, at de er velkomne, og at vi glædes over et samvær med dem.

Bente Mikkelsen Pahus

En anden del er at investere i noget kundepleje, fortæller Bente Mikkelsen Pahus:

– En idé kunne være at begynde at have kaffe og småkager i butikken. Det kunne være, at man gjorde lidt for at skabe noget hygge i vintertiden. De allerfleste af vores butikker er rigtig gode til at hygge om deres kunder. Kunderne skal føle, at de er velkomne, og at vi er inviterende og glædes over et samvær med dem. Dels bliver kunderne glade af kaffen, og dels bliver vi også glade af samværet.

Nytænk genbrugsbutikken
– Hvis man synes, at det går lidt trægt, hjælper det nogle gange at nytænke: redesigne butikken, flytte nogle reoler, gøre plads til nye varer, køre noget væk, give det til en anden genbrugsbutik eller invitere inspirerende personer fra byen til et medarbejdermøde. Kort sagt: nytænk butikken.

Det gælder også produkterne:

– En af de nye ting, jeg skal i gang med, er at gå i gang med noget produktudvikling. For eksempel at sy tasker ud af broderier, som ikke kan sælges.

Vi vil lave en mobil genbrugsforretning, der rejser rundt i byerne og til festivaler.

Bente Mikkelsen Pahus

Mobil genbrugsbutik på hjul
Men det er ikke den eneste ting, der ligger i støbeskeen for 2019.

– Vi vil lave en mobil genbrugsforretning. Det bliver en campingvogn, der skal bemandes af frivillige, som rejser rundt i byerne og til festivaler. Vi har gode erfaringer med en genbrugsbutik på hjul. Når vi kommer med en pop-up-butik, kan vi få et rigtig godt salg. Min drøm er, at vi har sådan en mobilbutik til sommer.

Et tredje tiltag er alternative frivilligteams, som arbejder på tværs af butikkerne.

– Jeg skal finde nogle mænd som vil være med til at tømme dødsboer og køre rundt med møbler. Nogle, der vil hjælpe os med at finde lidt tunge ting og flytte dem. Jeg har en drøm om fem teams rundt omkring i Danmark, akutteams, som kan komme ud, hvis der står et dødsbo, der skal tømmes.

– Jeg håber, at 2019 bliver et år, hvor vi kan starte en eller to nye butikker.

Bente Mikkelsen Pahus

– Jeg håber, at 2019 bliver et år, hvor vi kan kigge på at starte en eller to nye butikker. Jeg kan ikke løfte sløret for det endnu, men vi ”flirter” lidt med nogle områder, hvor vi godt kan åbne to nye butikker. Så hvis man beder for os, må man gerne bede for, at det bliver godt, sundt og dejligt, og at vi finder det rigtige team.

Det nytter at sælge en enkelt T-shirt
Og så er Bente Mikkelsen Pahus tilbage ved sin begejstring for genbrug:

– Genbrug er interessant, fordi det både er kæmpestort og meget småt. Når man sælger en T-shirt til en kunde, er man en del af klodens klimaregnskab. Samtidig er man med til at hjælpe den kunde med den T-shirt. Det er lidt som at sætte et telefonstik i kloden og sætte et telefonstik i butikken: Man gør verden til et bedre sted.

– Der går nærmest ikke to minutter, hvor vi ikke taler om vores frivillige i løbet af en dag. For det er en kæmpe indsats I alle sammen yder. Man tænker måske, at det ikke betyder noget at sælge en T-shirt i Skive, men det betyder faktisk noget! Mission Afrika og vores partnere i Centralafrika, Nigeria, Cameroun, Mali og SAT-7 er dybt taknemmelige for jeres hjælp!