Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Mali

Mission Afrika støtter Luthersk Brødremission i Mali med underhold til camerounske missionærfamilier og projekter til landsbyudvikling og kvinders selvforsørgelse.

Mali

Mission Afrika tilbyder sammen med Luthersk Brødremission i Mali mikrolån til kvinder, der vil opdrætte geder og høns for at forsørge deres familier. Kvinderne oplæres også i sæbeproduktion og landbrug. I dag kan kvinderne bidrage til familiens økonomi, sende deres børn i skole og tilbagebetale deres lån.

Gennem de seneste 10 år har Mission Afrika støttet i alt syv missionærer fra nabolandet Cameroun. Missionærerne har plantet 10 nye menigheder og styrket otte eksisterende kirker. De uddanner præster, deltager i fredsprojekter og uddeler nødhjælp.

Gennem butikkerne EUROSHOP i Mali har Luthersk Brødremission i Mali genereret økonomiske midler til landbrugsprojekter for kvinder.

Demografi
Mali har knap 18 millioner indbyggere. Tallet ventes fordoblet i 2035. Som i mange afrikanske lande, udgøres befolkningen i Mali af mange forskellige etniske grupper – de største er Bambara 34,1%, Fulani 14,7%, Sarakole 10,8% og Senufo 10,5%.

Majoriteten er muslimer (94,8 %). Kun 2,4% er kristne; resten er animister.

Hele 67 % af befolkningen er under 24 år, og arbejdsløsheden blandt de 15-24-årige er på over 30%. Kun 33% af befolkningen kan læse og skrive.