Holdningsændring til reelle partnerskaber

Holdningsændring til reelle partnerskaber

Fik Mission Afrika (tidl. Sudanmissionen) monopol på kirken i Nigeria, da vi grundlagde den for 108 år siden? Hvorfor tror kirkerne i nord stadigt de dominerer kristenheden, når kristendommen i syd er fuldmoden og vokser stærkest? Kan vi overhovedet finde ud af at samarbejde og netværke med kristne med forskellig  kultur? Den globale kirke er kommet til Danmark. 40% af alle migranter i Danmark er kristne. 38% er muslimer. Det udfordrer vores kulturmøde både hjemme og ude på mange punkter. Jeg vil nævne to.

Mission Afrika havde for nogle år siden besøg af en afrikaner, der både glædede sig over den danske rigdom, men græmmede sig over måden vi behandler hinanden på. Det kom åbenlyst til skue, da han så hvordan vi parkerer de ældre på plejehjem. Det var helt uacceptabelt i hans øjne, fordi den afrikanske kultur er båret af relationer. Lige modsat er Europa i stigende grad individualistisk. Denne egoisme kan være god, når vi tør modsige magthavere og vover at tænke på os selv. Men det kan være en udfordring i de relationelle kulturer, fordi de frygter uenighed. De vil ikke skade relationen mellem mennesker. Derfor oplever vi også hvor vanskeligt det kan være, at få afrikanerne til at sige deres uforbeholdne mening om vores arbejde.

Et andet aspekt er, at der fulgte noget med, da Mission Afrika etablerede den lutherske kirke i Nigeria (LCCN). Der opstod et naturligt barn-forældre-forhold mellem os. LCCN fortæller os igen og igen, at vi er skyld i de har fundet troen på Kristus. Vi er deres åndelige forældre. Men missionsbilledet er vendt omkring årtusindskiftet. De tidligere unge kirker er blevet fuldt modne, og vi er gået fra ejerskab til partnerskab. For at kirkerne i det globale syd bliver reelle partnere, må vi gøre op med forældre-forholdet.

Det er uhyre vanskeligt, når både de og vi bærer fortidens forestillinger om, at fordi kirkerne i nord er kommet med evangeliet på deres måde, er de også de dominerende. Vi i nord har den økonomiske magt, og derfor let definitionsmagten. Først når vi bearbejder vores holdninger og den uudtalte viden, kan vi skabe en ligeværdig samarbejdsrelation og kalde det et partnerskab.

Vi vil væk fra det gamle mønster, hvor vi kommer med vore kolonialistiske træsko og tramper ind i kulturen.  Fremtiden er et respektfyldt partnerskab, hvor vi sørger for lokalt ejerskab, der gør missionsprojekterne bæredygtige. Det handler om ydmyghed og respekt, hvor vi ser på visionsoverlap mellem deres og vore visioner.

Desværre kæmper vi i vesten mod en over 100 år gammel kulturelt og historisk forankret tradition, hvor vi ubevidst tænker, at det er de andre, der bør forandre sig, for i højere grad at komme til at ligne os selv. Prøv lige at læse den sætning igen, og spørg dig selv: ”Mon ikke vi kan lære noget af vore kristne brødre og søstre udenfor Danmark?”

Både i Mission Afrikas bagland, hos alle jer frivillige støtter ude i missionshusene og kirkerne, og på hovedkontoret i Århus har vi haft   Afrika-briller på, der holder os fast i gamle traditioner, kulturer og mønstre. Det er en kolossal udfordring at kommunikere de nye måder at samarbejde på. Men vi kæmper for at kirkerne i syd får plads til finde deres egne ben. Som en voksen, der selv kan tage beslutninger.

Mission Afrikas opgave er nu at facilitere, og ikke længere drive kirke derude. At følges med og opmuntres af dem i stedet for at fortælle hvordan.

Hvis denne holdningsændring lykkes for os, vil både nord og syd opleve frugten af et gensidigt samarbejde. Sand ydmyghed viser sig ikke bare i nysgerrighed, men i at vi spørger hinanden til råds. Mission Afrika er midt i en visionsproces frem mod 2030. Her giver vi vores partnere ejerskab, ved at lytte til deres råd, tanker og drømme for Mission Afrika.

Vores opgave er også at lære dem, at vi ikke nødvendigvis skal være enige. Det globale nord har solide erfaringer med håndtering af konflikter, involverende lederskab, åben og transparent økonomi mm. Partnerkirkerne i syd vil styrke vores blindspots  og svagheder med ressourcer og måske overraskende værktøjer ind i vores vestlige opsplittede kultur med store forskelle i værdier og hvad vi dyrker. Men vi er nødt til at lytte til de kristne i syd, og give dem plads. Det kan vi kun, når vi går tæt sammen med dem. Den opgave fik vi allerede af Jesus, da han sagde: ”Bliv i mig, for skilt fra mig kan I slet intet gøre”. Når vi går ud i mission, ligger grundlag i kristendommens praksis og tro: relationen til vintræet, Jesus og relationen til vore brødre og søstre på den anden side af landegrænsen.

Henrik Engelbrekt Refshauge

Generalsekretær Mission Afrika