Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Hossana Yohanna – Den standhaftige lutheraner

Den lutherske kirke i Afrika er presset. Selvom den gør, hvad den kan for at være relevant for samfund og ungdom, kan nye pinsekirker love fremgang og velstand i Jesu navn. Den lutherske kirke skal forny sig, men holde fast i sin kerne, mener Hossana Yohanna.

Hossana Yohanna – Den standhaftige lutheraner

Artiklen er tidligere udgivet i Mission Afrika nr. 2, 2017, men tåler et genoptryk på baggrund af DR’s udsendelse: Ghanas pengepræster

Det er dejligt køligt på præstens kontor. Airconditionen kører, og døren lukkes hurtigt bag mig for at holde den varme nigerianske hovedstadsluft ude. Bag ved sit skrivebord omgivet af mandshøje stakke af bøger og papirer sidder pastor Hossana Yohanna. Han 50 år gammel, men han ser yngre ud. Han er adræt og har et skarpt og fokuseret blik.  

Hossana Yohanna er præst i Garki, som er den nigerianske hovedstad Abujas ældste bydel. Her var evangelister fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) og danske missionærer hurtige til at fremsætte ønsker om et stykke jord, da de tidligste forhandlinger om land til at bygge Nigerias nye hovedstad foregik sidst i 1970’erne. I dag er der 11 lutherske menigheder i hovedstaden.  

Hvad betyder pentecostal?

I sine studier af pentecostale kirkers fremkomst og udvikling i Nigeria skelner Hossana Yohanna mellem følgende kirkerformer:

  • De traditionelle kirkesamfund: lutheranere, anglikanere, hollandsk reformerte, metodister mv.
  • Karismatiske kirker: Udspringer oftest af de traditionelle kirker, men med et større fokus på Helligåndens gaver og på at afholde livlige gudstjenester.
  • Pentecostale kirker: Traditionelle pinse- og apostolske kirker.
  • Neo-pentecostale kirker: Nye uafhængige kirker, oftes med et “prosperity Gospel” i fokus.

Pinsevækkelse kom til Nigeria i 1930’erne. Den første ’Assemblies of God’ pinsekirke blev dannet i 1939. Et stort gennembrud for pentecostalismen kom gennem den prominente pinsepræst Benson Idahosa i 70’erne og 80’erne. Fra år 2000 og frem begyndte flere af disse kirker at forvandle deres praksis og form, i takt med at fremgangsteologien vandt frem.  

The Redeemed Christian Church of God er den største pentecostale kirke i Nigeria. Den har over to millioner medlemmer og har auditorier i Lagos, der kan huse flere hundredetusinde besøgende. 

På væggen hænger et lille fjernsyn. Hossana Yohanna klikker på fjernbetjeningen og bladrer gennem godt 20 forskellige kirkelige kanaler. De fleste af dem er private kanaler ejet af de største pinsekirker – eller rettere, neo-pentecostale kirker – i landet. Der er lidt for enhver smag: Mountain of Fire and Miracles Ministries, The Lord’s Chosen Charismatic Revival Church, Salvation TV, og ikke mindst Emmanuel TV, ejet af den verdenskendte og noget kontroversielle præst T.B. Joshua, der leder kirken ”Synagogue Church Of All Nations”.  

Her prædikes der om åndelig og økonomisk gennembrud, og der vises vidnesbyrd om folk, der er blevet overnaturligt helbredt. Den gode virkning af velsignet vand og særlig salvet olie promoveres. Publikum synger, danser, råber og ryster.  

Han forklarer: ”Disse præster ønsker, at Gud skal give dem særlig lykke og overnaturlige manifestationer, så deres kirke og deres tjeneste må blive herliggjort. Som lutheranere tror vi på, at Gud ønsker at bruge os i sin tjeneste, i det store og i det små, for at herliggøre sit eget navn. 

Foruroligende tendenser 

Pastor Hossana er i gang med at studere fænomenet ”The Prosperity Gospel” (velstands-evangeliet også kaldet fremgangsteologi) og har skrevet en afhandling om det lutherske svar på den teologiske og kirkemæssige udfordring, som disse frembrusende pinseagtige prædikanter og deres mega-kirker er. 

Han ser en tydelig tendens, hvor præster og prædikanter ophøjes til pop-stjernestatus. 

”Som regel er alle kirkers kendetegn, at de har et kors på taget og et kors inde i kirken. Men de nye mega-kirker har erstattet korset med kæmpebilleder af præsten og hans kone. Inde i kirkesalene er der heller ikke noget kors. Alt ligner en scene fra et teater eller en koncertsal. Deres budskaber indeholder kun sjældent noget om Jesu offer, død og opstandelse for vores frelse. De springer også over, at vi som kristne også nogle gange må ofre og lide for vores tro.  

Hossana belyser det, han mener er en fordrejning af bibelens sande budskab: 

”For disse prædikanter er fattigdom og sygdom tegn på synd i menneskers liv. De underviser, at mennesker må repetere positive bekendelser, yde en særlig stærk tro og give mange penge til kirken for at vinde Guds gunst og dermed nøglen til velstand og sundhed. Vi i den lutherske kirke vil gerne bede for syge og bede for at mennesker må finde arbejde og må få succes med deres forehavender. Men vi vil aldrig indkalde til eller annoncere for et ”helbredelses-møde”.” 

En kirke med samfundssind 

Selvom vi er i storbyen, er der ikke asfalt på vejen ind til den lille kirke i Garki. Biler og knallerter zigzagger mellem kløfter i den støvede, røde vej. 

”De lokale myndigheder har lovet at reparere vejen og anlægge asfalt. Men der sker ikke noget,” bemærker Hossana Yohanna.   

”Derfor har vi som menighed påtaget os opgaven en gang om året for egen regning at reparere vejen. Vi lejer en gravemaskine, og så samarbejder vi om at gøre vejen farbar igen.” 

Også på andre områder forsøger kirken i Garki at være et aktiv for lokalsamfundet. De stiller overskudsmad fra kirkens medlemmer og vand fra de tre vandboringer på kirkens grund til rådighed for fattige i området. 

Men selvom den lutherske kirke er anerkendt for at række ud til folk, der har det svært, mærker de alligevel presset fra de mere fremgangslovende pinsekirker. Den lille lutherske kirke i Garki kan rumme 150-200 mennesker, men ligger lige op og ned af Dunamis Church, som er en mega-kirke med plads til flere tusinde både indenfor og i overdækkede ”overflow”-områder, hvor storskærme viser, hvad der foregår inde i kirkesalen. Her lyder der højlydt rytmisk lovsang og råbende prædikanter fra vækkelsesmøder både tidligt og sent. 

Behov for fornyelse 

”Vi oplever at mange lutherske unge der flytter til storbyen ikke kommer i de lutherske kirker, men begynder at komme i andre slags kirker. Kun de særligt dedikerede opsøger en luthersk kirke,” siger Hossana lettere bedrøvet. 

Han reflekterer videre: 

”Vi afrikanere kan godt lide stemningsfyldte og energiske sange. Vi leder efter enhver lejlighed til at juble og danse. Så vi lutheranere kunne godt blive bedre til at live gudstjenesterne lidt op og sætte de åndelige gaver i spil. Men hvis vi begynder at tillade alt for mange karismatiske udtryk, som for eksempel profetisk inspiration, så vil de ældre medlemmer sige: ”Den slags er ikke vores tradition – det har de gamle missionærer ikke lært os.”  

Alligevel holder Hossana Yohanna fast i, at den lutherske kirke har brug for fornyelse for at holde sig i gang.  

”Vi er nødt til at forny os. Hvis vi som kirke holder fast i at være mere lutherske end de strengeste lutheranere, og holder fast i gamle mønstre, så vil den næste generation vælge os fra. De traditionelle kirkesamfund er i fare for at uddø på grund af den måde som prosperity-prædikanterne fører sig frem på,” afslutter Hossana Yohanna.  

Mediegrafiker hos Mission Afrika.

ofm@missionafrika.dk