Hun gav dem en stemme

I 35 år var Elisabeth Holtegaard missionær i det nordøstlige Nigeria. Efterfølgende rejste hun frem og tilbage mellem Nigeria og Danmark indtil 2018, hvor helbredet ikke helt tillader hende at tage af sted mere. Jeg møder hende i lejligheden på Frederiksberg, hvor hun er omgivet af Afrika-minder og kulturgenstande fra den kirke og kultur, som hun netop lige har portrætteret i sin bog: ”An amazing photo journey of transformation”.

Vi sidder og drikker te i Elisabeths lejlighed, mens novembersolen reflekterer sine stråler på væggen bag hende. Bogen er ved at være klar til tryk efter 16 års arbejde. Arbejdet har involveret at scanne flere tusind billeder ind og oversættelse af historiske dokumenter fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.

Men for at forstå bogen, må man forstå Elisabeth. Bogen om stammerne i det nordøstlige Nigeria og deres kirke- og kulturhistorie er tæt forbundet med Elisabeths egen historie med netop dette område.

Drømmen blev vakt til live

”Der er ingen, der vil tage til Afrika,” sagde søster Olga til Elisabeth, ”kom og besøg mig.” Søster Olga havde været missionær i Nigeria siden 1950. Nu anede hun ikke, hvad der havde ligget og luret længe hos den daværende unge Elisabeth, så hun sagde det nærmest henkastet, som i sjov. Siden Elisabeth var barn, havde der gemt sig en drøm om at blive missionær, lige siden hun til spejder havde hørt de eksotiske historier fra udsendte missionærer.

I 1957, da Elisabeth var færdigbagt student, var det dog kristendom og engelsk, hun ville studere på universitetet. Under hendes studier blev hun introduceret for Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. ”Det tiltalte mig, at de fik samme løn og gik i det samme tøj,” fortæller Elisabeth. Det var ikke nogen svær beslutning for hende at gå ind i tilværelsen som diakonisse.

Efter færdige studier blev Elisabeth sendt ud på gymnasier for at arbejde. Da hun tog søster Olga på ordet og besøgte hende i Nigeria, var hun lige blevet ansat på Næstved gymnasium. Besøget vakte det til live, som allerede havde ligget der. Der var ingen tvivl hos Elisabeth, ligesom der ikke var det, hos alle dem, hun havde mødt under sit besøg. ”Hvis Gud vil, kommer hun tilbage,” havde en præst sagt.

Hun var lidt forlegen ved at skulle sige op, men rektoren sagde blot: ”Det kan jeg satme godt forstå.” Og så lå vejen altså åben for Elisabeth, og hun kunne begynde på det liv, som på en eller anden måde måske altid havde ligget i kortene. I januar 1969 rejste hun til Nigeria, ansat af det tidligere Sudanmissionen (nu Mission Afrika).

Historien må ikke gå tabt

I 1974 flyttede Elisabeth til landsbyen Dashen. Hun havde mødt pastor David på præsteskolen i Bukuru. De blev gode venner. Pastor David udtrykte et ønske om at dokumentere hans stammes historie. Der var nemlig ingen skriftlig dokumentation, så historien kunne nemt gå tabt med generationernes skift. Den var Elisabeth med på, så de to tog en spolebåndoptager under armen og interviewede folk i stammen. Dette var starten på Elisabeths interesse for denne udokumenterede historie, som senere fik sit udtryk i ”An amazing photo journey of transformation”.

Det viste sig nemlig, at der er utrolig lidt dokumenteret fra stammerne i det pågældende område. I 1925 var 97 % af befolkningen analfabeter i Nordnigeria, og da de muslimske handelsfolk kom ind i landet fra nord og de kristne missionærer af søvejen fra syd, tænkte ingen på at skrive noget ned til en befolkning, som var analfabeter.

De første missionærer sendte breve hjem, og dem har Elisabeth oversat til engelsk. Da Elisabeth kom hjem fra sit 35-årige ophold i Nigeria, begyndte hun at oversætte alt, hvad der stod om Sudanmissionen og Longuda-området.

Sudanmissionen var den eneste organisation, der havde været til stede i dette område. ”Ting og smykker er gået tabt, og dermed er historien gået tabt,” fortæller Elisabeth, ”men nogle af missionærerne har gemt på historien. De har nemlig bragt smykker og andre genstande med hjem.”

Mens Elisabeth arbejdede med Longudastammens historie, begyndte interessen at sprede sig, og flere ville gerne have skrevet om deres stamme.

Du giver os vores historie

Elisabeths foto- og historiebog er lige nu ved at blive trykt lokalt i Nigeria for, at den almindelige nigerianer har råd til at købe den. Mange har på forhånd vist stor interesse for hendes arbejde. ”Det er dig, der bevarer vores historie, ellers bliver den glemt,” har Elisabeth fået at vide mange gange. For os i Danmark kan det være svært at forestille sig, at man ikke er godt opdateret på sin egen fortid. Dette er ikke tilfældet for rigtig mange afrikanere. For eksempel vidste pastor David ikke, hvornår præcist han var født. Igennem sin research fandt Elisabeth frem til hans fødselsår.

Bogen er ikke tænkt som en akademisk bog, men som en billedbog. En slags rejse gennem 100 års kirke- og kulturhistorie, hvor billederne siger mere end mange ord. Der bliver dykket ned i forskellige episoder i historien, som giver et indblik i også det kulturskift, som stammerne har bevæget sig i fra stammekultur til en kristen kultur.

Netop fordi stammerne bliver mere moderne og måske vestlige i deres udtryk, er det vigtigt at bevare en dokumentation af det traditionelle. Engang så man folk som vilde og uciviliserede, men netop denne koloniserede kritiske stemme, tager Elisabeth afstand fra. Bogen er derfor heller ikke bleg for at vise det, man kalder nøgenhed. ”Det er en forkert udtryksmåde,” forklarer Elisabeth, ”de gik klædt med det, man brugte dengang.” På den måde viser bogen også klædedragten gennem 100 år.

Bogen er primært skrevet for de lokales skyld, hvorfor den også er på engelsk, men den er i høj grad også interessant i en general historieforskning, hvor man ved meget lidt om de enkelte stammekulturer.

Igennem bogen forsøger Elisabeth at forholde sig ukritisk. Hun skildrer begivenhederne og kulturen, som de var. ”Man kan ikke forvente, at folk tilbage i tiden skulle have forstået det samme som os i dag. Hvis man vil forstå historien, må man acceptere processen, når der bliver startet noget nyt. Den tager tid.” Med bogen ønsker Elisabeth også at vise det lange perspektiv. ”Måske bliver man frustreret over, at der ikke sker noget. Men man ændrer ikke folks tænkemåde på 2, 3 eller 4 generationer, men spørg i stedet for om, hvad der sker om 50 år. Det er vigtigt at have det lange perspektiv for øje.”

En fortsættelse af missionærarbejdet

Det er også afgørende for Elisabeth at beskrive, hvordan kristendommen bredte sig i det muslimskdominerede Nordnigeria. Allerede i 1929 skrev missionær Asbjørn Fogh: ”Det er afrikanerne, der vil kristne Afrika.” Missionærerne ønskede at inspirere de lokale til en anden måde at leve på, ikke at påtvinge dem en bestemt livsstil.

Stammetraditionen var bygget på frygt. De kendte Gud som en Gud, der ville det onde, og det største, de kunne håbe på og bede om, var, at Gud, eller ånderne og forfædrene, ville give dem det mindst onde. Med kristendommen blev de introduceret til en Gud, der var kærlighed. ”Det var for dem som at komme fra mørket til lyset,” fortæller Elisabeth.

Evangelisterne i dag er også afrikanerne selv, som ønsker at bringe budskabet om kærlighedens Gud til andre områder. Nogle af de tidligste evangelister var mennesker, der ikke kunne skrive, men de kunne deres fadervor, så med den bagage tog de op i bjergene og ud i landsbyerne for at fortælle om Gud. I 1922 blev den lutherske kirke etableret med 22 medlemmer i Numan. I dag er der ca. 2.4 mil. i hele Nigeria.

Den efterfølgende kultur, der var præget af nykristne, tog stærkt afstand fra den tidligere stammekultur, hvorfor man netop ikke gemte gamle kulturelle artefakter. Der blev taget afstand fra det traditionelle, men i dag er det blevet udlignet, da der er tale om 3. og 4. generations kristne. De ønsker netop at forstå deres historie, og derfor er man begyndt at bringe missionærernes kulturgenstande tilbage.

Derudover er det vigtigt for Elisabeth, at vi netop ikke har fordomme, når vi tilgår historien: ”Vi mister noget af historien, hvis vi er indskrænkede i stedet for at være åbne. Vi må stille os det spørgsmål: Hvorfor tænkte man sådan dengang? Vi har ingen historisk forståelse i dag. Eksempelvis lever 100 millioner i Nigeria for 1 dollar om dagen ud af 200 millioner indbyggere. Nogle få sidder på ressourcerne. Måske kan det hjælpe os til at forstå, hvorfor korruption stadig er en virkelighed i Nigeria.”

Tilbage på Frederiksberg sidder Elisabeth med flere hundreder sider med billeder. Det er billeder, der viser et folks historie, som ikke må gå tabt. Derfor har hun skrevet denne bog til sine venner i Nigeria. Det er en vigtig lektie for os alle; vi må lade historien være historie og forsøge at lære noget af den, som vi kan tage med os videre ind i fremtiden.

Bogen kan købes for 200 kr. i vores webshop. 

I Mbamba ved præsteskolen Brønnum Lutheran Seminary er der ved at blive bygget et arkivcenter, som skal kunne opbevare arkivmaterialet sikkert, så det ikke går tabt.