Hvis jeg har en skjorte for meget, giver jeg den til en ven

I Nigeria er genbrug en integreret del af både kultur, tro og dagligdag. Mens man i Danmark arbejder målrettet på at skabe opmærksomhed om genanvendelse og gøre genbrug til en vane, har nigerianere i generationer praktiseret upcycling, genbrug og ressourceoptimering som en praktisk nødvendighed i dagligdagen – ofte uden at tænke videre over det.

For Seth, der er ungdomspræst og kommunikationsansvarlig i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria ( LCCN ), er genbrug af ressourcer tæt knyttet til tro. „Gud har givet os visdom, og genbrug er en måde at bruge den visdom på,” forklarer han. Seth ser genbrug som en vigtig del af kirkens mission og mener, at kirken har et ansvar for at fremme omtanke for klima og bæredygtige rutiner. Han udfordrer os hermed til at genoverveje vores ressourceforbrug og troens rolle i at passe på klimaet.

Brugt tøj gives som gaver

For kirkens medlemmer i LCCN er genbrug allerede en naturlig del af kulturen og hverdagen. „Vi er et meget socialt og fællesskabsorienteret folk,” siger Seth. „Hvis jeg har en skjorte, der ikke længere passer mig, giver jeg den naturligvis videre til en ven eller et familiemedlem.”

Genbrugstøj spiller også en vigtig rolle i kirkens missionsarbejde i Nigeria. Menigheder samler ofte brugt tøj ind, for at give det videre til mennesker i nød. Og lokale missionærer bruger tøjet som et værktøj til at skabe relationer og bygge bro til mennesker på missionsmarken. „Når kirkens missionærer giver brugt tøj som gaver, skaber det en åbning for at dele Guds kærlighed,” fortæller Seth.

Håndværkerskole giver nyt liv til gamle møbler

I byen Numan i Nigeria driver kirken en håndværkerskole. Her lærer unge mennesker at reparere og ombetrække gamle møbler, så de får nyt liv og kan sælges videre. En smart og enkel måde at praktisere genbrug, så det giver både økonomisk og social værdi i en lokal kontekst. Projektet skaber indtægter til kirken, som kan gennemføre flere aktiviteter. De unge får håndværksmæssige færdigheder, som de kan bruge i fremtiden. Møblernes levetid forlænges og kan komme flere mennesker til gavn.

Håndværkerskolen er et godt eksempel på, hvordan tro og handling hænger sammen i en kirke, som går foran og skaber positiv forandring i lokalsamfundet.

Håndværkerskolen i Numan.

Genbrug er respekt for Guds skaberværk

For Seth handler genbrug om mere end blot en nødvendig løsning på jordens klimaproblemer – det er en måde, vi ærer Gud på.

Han forklarer, at menneskets ansvar for jorden stammer fra skabelsesberetningen, hvor Gud gav mennesket opgaven som forvalter af jorden:

„Og Gud velsignede dem og sagde til dem : Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den ; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden !” Første Mosebog 1, 28

Genbrug er, ifølge Seth, teologisk forankret i princippet om at passe på de gaver, vi har fået af Gud. „Ved at genbruge, viser vi respekt for de ressourcer, Gud har givet os, og vi tager ansvar for at forvalte skaberværket. Mennesket blev skabt for at tage sig af jorden, og Bibelen lærer os, at vi ikke skal spilde, hvad Gud har givet os,” siger han.

Derfor samarbejder kirken med både kristne og muslimske ledere i Nigeria for at fremme klimaretfærdighed og lige nu arbejder over 100 unge klimaambassadører for at skabe opmærksomhed om bæredygtighed og klimaansvar.