Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Hvordan bliver man kateket?

”Hvorfor står der ’for læg-læsere og kateketer’ på vores materialer?”

Sådan lyder spørgsmålet fra en mand bagerst i kirken, hvor vi er ved at undervise en gruppe voksne, der gerne vil dygtiggøre sig.

Jeg forklarer, at alle kateketer først skal igennem uddannelsen til læg-læser, inden de kan blive videreuddannet til kateket, men jeg kan se, at manden ikke er helt tilfreds endnu; der er mere på færde.

Tiøren falder først for Rev. Austi,n og han begynder at le: Det, manden i virkeligheden gerne vil vide, er: ”Hvordan kan man blive kateket?”

Nå, sådan! Jeg begynder at forklare: Læglæseruddannelsen er åben for alle interesserede, så længe de opfylder adgangskravet om et brugbart engelsk og kan godkendes af den lokale menighed og præst, da de i fremtiden skal fungere som præstens stedfortrædere i menigheden; ja, det er faktisk meget Luthersk at gudstjeneste-lederen kaldes direkte fra menigheden.

Kandidaterne til kateket-træningen vil blive udtaget af Missionsafdelingen selv blandt de studerende, der klarer sig bedst i læglæserundervisningen. De studerende skal bevise, at de mener træningen til læg-læser seriøst ved at dække nogle af udgifterne selv, men hvis de kommer videre til kateket-træningen har de allerede bevist deres værd, og Missionsafdelingen vil derfor dække alle udgifter til træningen, inklusiv transport, da denne træning kommer til at foregå samlet for hele stiftet.

Der bliver altså ikke yderligere udgifter, som kunne være svære for deltagerne at dække. Så burde det være afklaret, men nej: Manden ser stadig både forvirret og temmelig bekymret ud! Hvad er det, jeg ikke fanger?

Bange for at blive overset
Rev. Austin kommer til hjælp: ”Han er bange for, at Baiima sogn skal blive overset, når kandidaterne til kateketuddannelsen bliver udvalgt,” forklarer han.

Ohh! Baiima er det fjerneste sogn og kender derfor alt for godt til at blive overset.

Førstelæreren, der rejste bekymringen, er fra den fjerneste menighed i det fjerneste sogn, så han må om nogen kende til at blive glemt; det er svært for sognepræsten at komme ud til hans menighed på grund af den lange afstand, så hvis man føler sig glemt af sin egen præst, hvor meget lettere ville det så ikke være at blive glemt af et kontor med base i Bo, en hel dagsrejse væk?

”Vi udtager de bedste fra hele stiftet!” forsikrer jeg. ”Men hvor mange?” vil manden vide. Det kan jeg ikke svare på, for det kommer fuldstændigt an på, hvor mange penge Mission Afrika kan samle sammen, og min tøven får de bekymrede rynker i mandens pande til at blive dybere.

”Men vi glemmer jer ikke!” forsikrer jeg. ”Desuden har I generelt klaret jer rigtig fint i prøverne, så Baiima skal nok komme med!”

Nu har jeg pludselig mange skinnende øjne rettet mod mig.

”Har alle bestået?” lyder det fra én.

Vi ler allesammen. Vore studerende sluger undervisningen. De har dannet læsegrupper og øver sig sammen i materialet. De er i det hele taget meget seriøse mennesker – men de er bange for at blive glemt, når kateket-pladserne skal fordeles mellem de forskellige sogne, der blandt andet tæller storbyer som Bo og Kenema.

Spørgsmålet blev ved med at spøge under hele undervisningen, og på forskellig vis fortalte mange af de studerende diskret og hver især, at de altså meget gerne ville udtages til den videre træning.

Mette og Alex Bjergbæk Klausen
Sierra Leone

Mette og Alex er begge teologer og arbejder for Det Anglikanske Stift i Bo, Sierra Leone, med projektet "Teologisk Førstehjælp"