Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Hvordan samarbejder vi med afrikanere i Danmark?

Frem til december 2017 undersøger tidligere missionær Peter Michael Lauritzen og nigerianskfødte Ezekiel Danok, hvordan Mission Afrika kan samarbejde med herboende afrikanere.

Hvordan samarbejder vi med afrikanere i Danmark?

I begyndelsen af det 20. århundrede, da Mission Afrikas første missionær, N.H. Brønnum, rejste fra Danmark til Nigeria, var der ikke mange afrikanere, der tog turen den anden vej. I dag kan vi næsten ikke åbne en nyhedsudsendelse uden at blive mødt af en migranthistorie.

Mission Afrikas historie og fællesskab med afrikanere går mere end 100 år tilbage. Med den erfaring i bagagen ønsker vi at afsøge, hvilke muligheder vi har for at samarbejde og/eller inspirationsudveksle med de afrikanere, der er i Danmark.

Bag undersøgelsen står vores tidligere nigeriamissionær Peter Michael Lauritzen og nigerianskfødte og 3K-studerende Ezekiel Danok, der i øjeblikket er i studiepraktik hos Mission Afrika.

Ezekiels kulturelle chok

For Ezekiel er arbejdet mere end et studieprojekt. Som tilflytter i 2008 har han selv mærket de udfordringer, som kulturmøder kan kaste af sig.

”Min forudsætning for at være med er, at jeg har oplevet på egen krop, hvor vanskeligt det er at falde til i en ny kultur, og at det kræver hårdt arbejde og en langvarig indsats at falde til,” siger den 42-årige studerende og fortsætter:

”Mit første kulturelle chok kom, da jeg alene handlede i et dansk supermarked for første gang. Jeg hilste på alle, men ingen hilste igen. Jeg kiggede ned ad mig selv for at se, om mine bukser eller strømper sad forkert, for jeg måtte jo gøre noget helt galt, siden folk ikke hilste igen. Og jeg blev dybt fortvivlet. I dag har jeg lært, at alle ikke nødvendigvis hilser på alle i Danmark. Den viden, og alle de andre ting, jeg har lært gennem de sidste 9 år, har jeg lyst til at dele ud af”.

Inden jul vil Ezekiel og Peter Michael udarbejde en rapport, der beskriver Mission Afrikas muligheder ind i et tværkulturelt samarbejde i Danmark. Rapporten udarbejdes efter møder med forskellige tværkulturelle organisationer, internationale menigheder og Mission Afrikas genbrugsbutikker.

Når rapporten er udarbejdet, vil Mission Afrika se på, hvad der kan lade sig gøre rent praktisk. Først skal mulighederne imidlertid kortlægges.

”Det handler ikke kun om, hvad Mission Afrika kan give til afrikanere i Danmark. Det handler også om, hvad afrikanerne kan give til Mission Afrika. Vi skal samarbejde, men det kræver først og fremmest en relation med de herboende afrikanere. Nu skal Peter Michael og jeg finde ud af, hvor relationerne kan skabes,” siger Ezekiel.

Hvem er Peter Michael Lauritzen?

Peter Michael Lauritzen har sammen med sin kone Anne Karin og deres to børn, Johanna og Jonathan, været udsendt til gadebørnsarbejdet i City Ministries i Jos, Nigeria, i 13 år. I juni vendte familien hjem til Danmark, og Peter Michael vil nu bruge sine erfaringer i en ansættelse hos Mission Afrika frem til december 2017. Peter Michael er læreruddannet, men har hovedsageligt arbejdet med administration i Nigeria.

Hvem er Ezekiel Danok?

Ezekiel Danok er 42 år, gift med Jette og har to drenge på henholdsvis fire og seks år. Han har en bachelorgrad i Statistik (Statistics) og en bachelorgrad i Kristen-studier (Christian Studies) fra Jos i Nigeria og STFI Florida, USA. Ezekiel flyttede til Danmark i 2008 og er bosiddende i Holstebro. I øjeblikket er han 3K-studerende på Diakonhøjskolen og i studiepraktik hos Mission Afrika. Udover arbejdet med det tværkulturelle projekt har Ezekiel undervist vores nyudsendte Cameroun-volontører i kultur-forståelse.