fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Hvordan være missionær anno 2018?

Missionærrollen er under forandring. Før var missionæren centrum for missionsopgaven. I dag udføres opgaven i tæt samarbejde med lokale kirker.

Hvordan være missionær anno 2018?

LONGREAD: Vi har spurgt missionsteologer og udviklingseksperter om den nye missionærrolle. Der er nemlig forskel på at missionærens rolle for 100 år siden og i dag. Dengang skulle missionæren formidle det kristne budskab helt fra bunden og oprette nye kirker i for eksempel Afrika. I dag er der levedygtige og voksende kirker, der selv påtager sig missionsopgaven og sender evangelister og missionærer på tværs af det afrikanske kontinent.

Hvad betyder det for missionærer fra Danmark? Hvilken rolle indtager de i dag? Hvad skal de passe på med, hvad skal de huske, og hvad kan vi alle sammen lære? Vi giver fire eksperter ordet:

Missionæren vil altid være gæst

Det mener Karen Lauterbach, lektor ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

Hvad har altid været missionærens rolle?
Fra starten har det været at udbrede kendskabet til noget, som folk ikke kendte i forvejen, at udbrede kendskabet til Bibelen og kristendommen og at omvende mennesker.

Det har også været et civilisatorisk projekt. I og med at folk omvendte sig og blev en del af kristendommen og et kristent fællesskab, havde det også indflydelse på deres livsstil, familiestrukturer, ægteskab og idealer omkring, hvordan man er en mand, en kvinde, en far og en mor. På den måde blev missionsarbejdet et møde mellem noget, der ikke var der i forvejen – kristendommen og dens tro, idealer og værdier – og noget allerede eksisterende, der oftest var anderledes.

“I Afrika har kristendommen etableret sig og har fået sit eget lokale udtryk. Nu gælder det partnerskaber og afrikansk selvbestemmelse.”

Karen Lauterbach,
Center for Afrikastudier

Ud af det møde er der kommet noget nyt, og det etablerede er blevet forandret. I Afrika har kristendommen etableret sig og har fået sit eget lokale udtryk. I vores tid er der fokus på afkolonisering: Vi skal ikke længere komme udefra og fortælle folk, hvad de skal gøre. Nu gælder det partnerskaber og afrikansk selvbestemmelse. På den måde er der mange paralleller til udviklingsverdenen.
Folk skal selv definere deres problemer, selv tage initiativ og udføre opgaven. Så missionæren og udviklingsarbejderen skal nærmere være en slags facilitator, der støtter og bakker op om de initiativer, som folk selv igangsætter.

Fra at være udøvende og nærmest have en opdragende rolle har missionærens rolle ændret sig til at være mere tilbagetrukket. Man faciliterer og støtter op om folk. Måske er man også en form for sikkerhed og bolværk. Missionærer kan også skaffe kontakter til omverdenen. Dermed er man er en bro til en verden udenfor og til andre muligheder, som man også tidligere har været det, i dag dog mere tilbagetrukket.

Hvad må man ikke gøre som moderne missionær?
Man må ikke sætte sig selv over dem, man vil nå og arbejde med. Det gælder både missionærer og udviklingsarbejdere. Men det er svært. For man kommer jo med et budskab eller en strategi. Der er jo noget, man gerne vil prædike eller nogle værdier og idealer, man gerne vil udbrede og fremme.

Det er vigtigt altid at se sig selv som gæst i det pågældende samfund. Hvordan opfører man sig, når man er gæst? Man går jo ikke ind i folks hjem og dirigerer rundt med folk og siger, at sofaen bør flyttes eller billedet hænge på en anden væg! Man skal forstå og være opmærksom på sin egen rolle, agere mere tilbagetrukket og have en mere ydmyg tilgang til opgaven – alt sammen i respektfuld samtale med partnerne.

Hvis man arbejder med særligt tabuiserede områder, hvor det er svært at skabe forandring, handler det om at finde de stemmer og kræfter, som kan gøre en forskel; finde de sprækker, hvor der er noget, der kan forhandles og laves om. Kulturer forandrer sig, værdier forandrer sig, og moral forandrer sig også over tid.

Det er vigtigt, at man er sin egen rolle bevidst, dels at man repræsenterer noget, fordi man kommer fra en anden og rigere del af verden, og dels at man også har en særlig kontaktflade til folk, fordi man deler troen og kristendommen. Det er en dobbelt rolle, hvor man både kommer udefra og indefra.

Hvad skal man huske, og hvad kan vi lære?
Der er mange fordele ved at have den mere vejledende rolle. Man bliver betragtet mere ligeværdigt som en partner. Når missionærer kommer uden at fortælle folk, hvad de skal gøre, bliver de mere respekteret. Hvis man som missionær kommer med den indstilling, at man også selv kan lære noget, er man mere åben. Hvis man samtidig accepterer, at kristendommen måske har et særligt udtryk i for eksempel Nigeria, opdager man måske noget, man kan lære af. For eksempel folks engagement, entusiasme og ligefremhed omkring det, at være kristen.

Man kan tale om en form for omvendt eller gensidig mission. Der er også noget, vi kan tage med os hjem. Mission bliver en tovejsproces. At vi ikke kun skal lære fra os, men at vi også selv kan lære noget.

Missionæren skal lære af de lokale

Det mener Mogens S. Mogensen, der er ekstern lektor og interkulturel konsulent.

Hvad har altid været missionærens rolle?
Missionærrollen gennemlever forskellige faser. Først er pionerfasen, hvor der ikke er nogen kristne i forvejen. Sådan var det for de første kristne på Bibelens tid. Men sådan er det ikke ret mange steder længere.

Næste fase er opbygningsfasen, hvor vi opbygger kirken til at stå på egne ben og uddanner folk til forskellige funktioner. Også den fase er næsten overstået i dag. Mange af de kirker, vi samarbejder med, kan stå på egne ben, også hvis ikke vi sender missionærer ud til dem.

Nu er vi kommet ind i en fase, som jeg vil kalde en partnerfase. En fase, hvor vi ikke bare sidder på flæsket og skal dele ud af flæsket til andre, men hvor vi er partnere i en fælles global mission.

Der er stadig brug for missionærer, både til specifikke opgaver og til at koordinere samarbejdet mellem missionsselskaber og kirker. Der er brug for eksperthjælp…

Mogens S. Mogensen,
konsulent

Det betyder ikke, at der ikke længere er brug for missionærer. Der er stadig brug for missionærer, både til specifikke opgaver og til at koordinere samarbejdet mellem missionsselskaber og kirker. Der er brug for eksperthjælp, ligesom også virksomheder herhjemme henter eksperter udefra, men også for missionærer, der på kirkernes foranledning sendes ud til at dække specifikke behov.

Missionsarbejde er noget, vi udfører i fællesskab, og ligesom det er naturligt, at vi sender missionærer ud for at møde de lokale kirkers behov, er det også naturligt, at de sender missionærer her til Danmark for at hjælpe os. Denne form for udvekslingsmission er vi ikke kommet ret langt med endnu.

Hvad må man ikke gøre som moderne missionær?
Vi skal ikke tro, at det er os, der sidder ved rorpinden, fordi de er afhængige af os. Vi skal se en værdi i, at vi arbejder side om side. Vi er ikke kun sendt ud for at lære dem noget, men vi lærer også noget af dem. Vi kan blive varmet godt igennem af deres åndelighed, og vi kan lære, hvad det vil sige at drive klassisk mission.

Når nogen herfra kommer ud og oplever kirken i syd, kommer de ofte hjem og inspirerer os, fordi de ser kirken med nye øjne. Det sker jo ofte det, at det netop er mennesker, der har været ude under fremmede himmelstrøg, der også kan bidrage positivt i kirkens multikulturelle arbejde herhjemme.

Hvad skal man huske, og hvad kan vi lære?
Vi skal tage det alvorligt, at vi er ligeværdige partnere. Vi må ikke blive inficeret af en vestlig imperialistisk tankegang og tænke, at bare fordi vi er rigere end dem, skal vi bestemme det hele. Det kan godt ske, at vi har flere penge end dem, men så har de andre og mere spirituelle værdier.

Vi skulle måske også udvikle en forståelse af, at når vi giver penge til de fattige, så er det ikke vores egne penge vi giver, men Guds penge. Og hvis vi forholder dem de penge, så stjæler vi faktisk fra dem. Vi skal forstå, at vores ejendom er noget, vi har fået betroet, snarere end noget, vi kan bruge til at trumfe andre med.

Og så skal vi forstå, at det ikke kun er dem, der har behov for at være sammen med os; vi har behov for dem. Vi har brug for at erkende, at vi har brug for hjælp. Det kan være svært, når det ikke er et forhold kirke til kirke, men mellem missionsselskaber og kirker. Så er det sværere for os at tage imod. Men det skal vi lære.

Missionæren er fuldtidskristen

Det mener Hans Raun Iversen, lektor ved Teologisk Fakultet og leder af Center for Kirkeforskning på Københavns Universitet:

Hvad har altid været missionærens rolle?
Missionæren skal være en fuldtidskristen. En privilegeret kristen, som er sat fri til netop at være kristen. Problemet for os alle sammen er, at vi hele tiden skal noget andet. Vi er involveret i et maskineri, et system, hvor vi skal passe ind, og hvor det er svært bare at stille os selv det enkle spørgsmål: Hvad ville Jesus have gjort?

Menneskers liv og gerning og opførsel kommunikerer stærkere end deres ord. Det er helt elementært: Missionæren skal forsøge at inkarnere kristendommen. Kaj Munk skrev: ”At vidne om Gud, det vil først og fremmest sige at leve sådan, at Livet bliver dyrebart for andre og det gode i dem styrkes.”

Vi kan roligt gå ud i verden med kristendommen, hvis vi vel at mærke holder os til kristendommen og prøver at afmontere os selv og lytter til de andre. 

Hans Raun Iversen,
Center for Kirkeforskning

Samtidig er det missionærens rolle at formidle forbindelse mellem kontinenterne, så vi får et realistisk og nuanceret ulands-billede. Missionæren skal være en ”go between” mellem kulturer, krydse broer og fastholde forbindelser.

Der er jo snart ingen danskere i Nettokøen eller skurvognen, der har talt med en afrikaner endsige besøgt et afrikansk land. Derfor opstår den ”dem og os-tænkning”, der præger Danmark i dag. Men jo flere, der kender hinanden personligt, jo mindre frygt vil der være mellem kulturer.

Hvad må man ikke gøre som moderne missionær?
Vi skal ikke komme med os selv og vores egen kultur. Vi er grundlæggende nødt til at holde op med at være evolutionister i den forstand, at vi mener, at vi selv står på toppen og har en utroligt vigtig viden og: ”Bare de kunne forstå!”

Her er det os, der må forstå, at ethvert folk har det bedste udgangspunkt for deres eget liv, og at vi i bedste fald kan være medvandrere, som deler gode idéer med hinanden. Det er ikke for sjov, vi har to ører og én mund. Vi skal altså lytte dobbelt så meget, som vi taler!

Hvad skal man huske, og hvad kan vi lære?
Vi behøver ikke at have mindreværdskomplekser på kristendommens vegne. Vi kan roligt gå ud i verden med kristendommen, hvis vi vel at mærke holder os til kristendommen og prøver at afmontere os selv og lytter til de andre. Så har vi et godt rygstød til at komme afsted.

Vi kan lære, at alt, hvad der ligner nok så sofistikeret imperialisme, må vi se at få afmonteret. På den anden side, må vi også indse, at missionæren har noget vigtigt at bidrage med. Missionærerne er katalysatorer, som i bestemte situationer har været med til skabe nyt, udvide perspektivet og gøre en målrettet indsats.

Missionæren skal lade sig føre af Ånden

Det mener Jonas Adelin Jørgensen, der er generalsekretær i Dansk Missionsråd.

Hvad har altid været missionærens rolle?
Det har altid karakteriseret missionærer, at de inviterer til en kristen praksis, det man i kristne termer kalder discipelskab. Hvordan lever man Jesus-centreret og Jesus-relateret på en praktisk måde? Det vil sige med bøn, bibellæsning, fællesskab og tjeneste i menigheden. Det har missionærer særligt på hjerte.

For 100 år siden tænkte man, at missionæren var omdrejningspunktet for kirkens mission. Der var også en kønsdimension i det; missionæren var en mand. Han var den, der på vegne af kirken havde de relevante tjenester og virkede både som præst, forkynder, evangelist og organisationsleder.

I dag er rollen ændret. Missionæren er også en ”hun”. For når det drejer sig om at udbrede kristendommen, er det i meget høj grad kvinder, der er i front. Og missionen drives ikke kun fra nord til syd, men også fra syd til syd, hvor de fleste missionærer sendes fra selvstændige karismatiske kirker.

Missionæren er heller ikke altid fuldtidsforkynder, men kan være udenlandsstuderende, migrantarbejder eller ægtefælle til en anden udsendt. Det er denne mangfoldighed af missionærer, der i dag ofte er instrumenter til kristendommens udbredelse.

Når det drejer sig om at udbrede kristendommen, er det i meget høj grad kvinder, der er i front. 

Jonas Adelin Jørgensen
Dansk Missionsråd

Hvad skal en missionær i dag i hvert fald ikke gøre?
Lad mig illustrere: Repræsentanter fra menigheder i syd sagde ved en konference til det missionsselskab, der havde påbegyndt arbejdet: ”I er vores forældre!”

Jeg forstår i én forstand, hvad de siger, for det understreger, at der er en relation, og at denne relation er dybere, end at kirken blot er resultat af en missionskampagne. Men at være forældre for nogen er jo også at være formynder for nogen. Men sådan er det ikke længere. I dag er forældrerelationen erstattet af en søskenderelation. Det er også en familierelation, men den fungerer på andre måder. Det er både mere ligeværdigt og med lige ansvar. Vi er i familie med hinanden, og vi er i bibelsk forstand medvandrere, men vi bestemmer ikke, hvad andre skal gøre og vice versa. Det er noget, vi må finde ud af i fællesskab under Åndens vejledning. Og det er måske ikke så dårligt et sted at komme hen.

Faren ved faderstyring er, at man kan komme til at forveksle det, man selv vil, med det, Ånden vil. Det er der mindre risiko for, når der er flere med til at bestemme. Jeg tror på værdien af det åndelige fællesskab: at man hjælper hinanden med at lytte til Ånden. Hvor Ånden ikke blot er individers gave, men først og fremmest fællesskabets gave, og at det åndelige fællesskab er Åndens fællesskab.

Hvad skal man huske, og hvad kan vi lære?
Det er nyttigt at indse, at alle har et synspunkt, som de ser tingene fra. Der er ikke nogen, som er i centrum. Når man er tværkulturel missionær, er man selv en minoritet dér, hvor man kommer hen. Man befinder sig ikke i centrum længere; man er ude i margenen i stedet for. De nytestamentlige beretninger handler om mennesker, som lever i margenen. Dengang lå centrum hos kejseren i Rom. Israel var blot en lille provins i udkanten af det romerske imperium.

Kunsten er at lave kristen mission på en måde, så der også bliver et rum, hvor Ånden kan arbejde.

Jonas Adelin Jørgensen,
Dansk Missionsråd

Måske er det meget sundt for missionærer at se sig selv på den måde. Det betyder jo, at vi sætter os i andre menneskers sted. Margenen er ikke et sted, hvor man er privilegeret, har store økonomiske ressourcer eller intellektuel kapital. Hvor man ved det hele og har magt til at gøre det, man vil.

Har man for eksempel militærmagt, kan man hurtigt forandre verden! Men har man ikke, kan vi lære af Jesus. Hvordan forandrede han verden? Hvordan var han missionær som minoritet i margenen af det romerske imperium? Når ikke vi er privilegerede, bliver vi afhængige af andre faktorer. Jesus’ mission kom meget an på Ånden. Han tjeneste var en åndelig tjeneste. Han blev døbt og ledt af Ånden i sin mission. Han prædikede, helbredte, friede mennesker fra forskellige bindinger.

Kan vi gøre det i dag? Ja, det lyder naivt, men det er den mulighed, vi har. Hvad skulle det ellers være? Når vi laver en aktivitet eller et program, så gør vi det på en bestemt måde. Kunsten er at lave kristen mission på en måde, så der også bliver et rum, hvor Ånden kan arbejde, så den kommer til udtryk, som den gør det i Det Nye Testamente. Dér hvor Ånden er, dér er Åndens frugter også. Strukturerer vi vores mission og vores organisation, så der er plads til, at Ånden kan virke?

Billede i top: Mission Afrikas partnerkoordinator Thore Eklund i dyb samtale med en præst fra Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun.