Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

”Jeg forlod min landsby for at blive evangelist”

Mission Afrika har stadig mange missionærer. Størstedelen af dem er i dag fra Afrika, og selvom de er mørkere i huden end de danske missionærer, har de samme iver efter, at evangeliet skal nå ud i alle afkroge af deres lande.

”Jeg forlod min landsby for at blive evangelist”

Den nigerianske evangelist Joel Dangana sammen med sin kone Hauwa og to af deres fire børn.

En af vores afrikanske missionærer er Joel Dangana fra Nigeria. Han har sammen med sin kone Hauwa og deres fire børn forladt sin landsby for først at gå fire år på bibelskole i landsbyen Pai og derefter fungere som evangelist i landsbyen Gyabira.

”Jeg er glad for at være evangelist, for mit job er at forkynde evangeliet og hjælpe folk”, fortæller han.

Kirkebygningen i Joels landsby er ikke prangende, men alligevel kommer der omkring 100 til gudstjenester. Landsbyen har ingen præst, og evangelisten er derfor en slags erstatningspræst i landsbyens hverdag. Evangelisation er også fortsat en vigtig opgave i arbejdet.

”Det er ikke alle i landsbyen, der er kristne. Nogle er muslimer, og nogle dyrker stadig den traditionelle religion”, fortæller Joel Dangana, der har arbejdet som evangelist i otte år.

Joel er bare en af i alt 100 evangelister, som Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) aflønner under sit missionsprogram. Ikke mindre end 71 af disse får deres løn takket være støtte fra Mission Afrika. Resten aflønnes af menigheder eller personer.

Artiklen er skrevet under generalsekretær Peter Fischer-Nielsens besøg i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria. Han var af sted i begyndelsen af juni måned sammen med formand Anne Mie Skak Johanson og bestyrelsesmedlem Per Enggaard Haahr for at se flere af de projekter, som Mission Afrika er med til at støtte og for at tale med kirkens hovedadministration i Numan.

 

Støt Projekt 3007: Nigerias evangelister nu