fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Julehandlen i genbrug er i fuld gang! Hilsen tusindvis af frivillige

Når du handler julegaver i genbrug, så giv en særlig julehilsen til vores mange frivillige.

2020 blev et særligt år for Danmark, ja, for hele verden.

Danskernes nye normal har kunnet mærkes i arbejdet med genbrug i alle vores butikker. Der er blevet arbejdet hårdt med sortering af masser af dejlige varer, med at gøre vores butikker sikre steder at handle, med at sikre, at de frivillige hver og en har et sikkert miljø i butikkerne, når de kommer på arbejde – for slet ikke at tale om mange nye vaner, vi alle har skullet vænne os til.

Det har været et år med ekstra brug for nærvær og omsorg.

Bortset fra to måneders lukning har tusindvis af frivillige kløet på. Dag ud og dag ind. Det har været stærkt at opleve den gejst og det gå-på-mod, der har været gennem året.

De frivillige yder en kæmpe social indsats i Danmark. De inviterer nye med rundt omkring og sørger for dejlige fællesskaber, hvor mennesker mødes og støtter hinanden i livet.

Corona-året har også betydet nye vaner omkring fællesskabet. Der bliver passet på og sat nye rammer op for, hvordan de frivillige mødes. I Mission Afrika har vi været velsignet med stor omhu i butikkerne, og der er skabt trygge smittefri arbejdsmiljøer i hele landet. Her skylder hele Danmark en stor tak til de mange hænder og den store styrke blandt tusindvis af aktive seniorer, der passer på, der møder op, der inkluderer, der skaber liv.

Vi kan alle sammen lære meget af de frivillige – om inklusion, om livsmod, om trofasthed og om at tage aktivt livtag med livets udfordringer – store og små.

Så – hvis du vil give en ekstra julegave, når du handler rundt om i butikkerne, så sig tak til den eller de frivillige, du møder i butikken.

”Tak for indsatsen, tak for omsorgen, tak for fællesskabet, tak for dit hårde arbejde med genbrug, der skaber liv og nærvær i hele landet.”

 

Find din nærmeste butik her: Genbrugsbutikker

Bente Mikkelsen Pahus
Leder af Mission Afrika Genbrug

”Hvor er det fantastisk at arbejde med 1.700 dygtige frivillige, der brænder for sagen. I Mission Afrika Genbrug handler alt om nyt liv.”