Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kasper producerer fjernsyn til Iran og Afghanistan

Kasper Breindahl er i lære som kameramand ved SAT-7 Pars på Cypern for organisationen Norea. Nu kan du også komme til Cypern som volontør eller i praktik.

Kasper producerer fjernsyn til Iran og Afghanistan

Det er de mere end 100 henvendelser hver dag, der minder Kasper Breindahl om, hvorfor han er taget til Cypern.

Nogle gange er det ellers svært for ham at se, hvilken forskel hans arbejde gør, mens han står og filmer. For som kameramand er man ikke i fokus eller i kontakt med seerne. Men lige uden for sættet kimer telefonerne løs. Børn og voksne fra hele Mellemøsten, der ringer for at blive bedt for, eller fordi de vil i kontakt med en præst for at høre mere om, hvad det med Jesus er for noget.

”Så husker man, at det, man har gang i, gør en kæmpe forskel i mange menneskers liv,” siger Kasper Breindahl.

Siden februar har han boet på Cypern, hvor han har arbejdet for SAT-7 Pars, som sender satellit-tv på farsi til Afghanistan og Iran. Han skal være der i fire år som en del af uddannelsen som film- og tv-produktionstekniker, og han er udsendt af organisationen Norea, som er en af flere danske organisationer, der støtter arbejdet på SAT-7. Kasper Breindahl er med til at filme de live-optagelser, som hver torsdag og fredag bliver sendt ud til 100.000-vis af farsi-talende.

”Grunden til, at jeg tog lige netop herned, var, at jeg sad og bad for, hvad jeg skulle med mit liv, og der kom SAT-7 til mig. Så jeg rejste herned for at se, hvad det var for et sted. Først virkede det meget småt, og deres udstyr er ikke så moderne. Men når jeg snakkede med folk og så, hvor meget de brændte for det og hørte om den forskel, de gør i Iran, tænkte jeg, at det vil jeg gerne være med til,” siger Kasper Breindahl.

Mission Afrika søger volontører 

Pars er en af de fem kanaler, som SAT-7 sender på. Mission Afrika har samarbejdet med SAT-7 siden 1998 og vil snarest muligt begynde at sende praktikanter og volontører til Cypern i halvårs-forløb. Her vil man blandt andet kunne komme til at arbejde sammen med Kasper Breindahl eller Mette og Claus Swartz Andersen, der er udsendt for Mission Afrika.

Kasper Breindahl forklarer, at arbejdet på SAT-7 ikke minder om det, man vil kunne komme til at opleve, hvis man for eksempel tog til Afrika. Man kommer ikke til at sidde med smilende gadebørn på skødet eller uddele akut nødhjælp eller hjælpe de syge. Til gengæld kan man få erfaring med at lave tv-produktion og at arbejde selvstændigt med meget ansvar i en professionel, international organisation.

”Man skal være selvkørende. Alle har gang i deres eget, og man får ikke altid bare fik stukket en opgave i hånden. Man skal hele tiden reflektere over, hvordan det lige er, man kan bidrage. Så man skal helt sikkert have en motivation for at arbejde selvstændigt”, siger han.

”På de dage, hvor jeg synes, det er en lang dag, eller jeg ikke udretter noget, tænker jeg tilbage på, at det her er mit kald, og det er her, jeg skal være. Jeg har en stærkt tiltro, at der hvor Gud sætter os, er der hvor han vil have, at vi skal være,” siger Kasper Breindahl.

Hvis du har lyst til at blive Kasper Breindahls kollega på SAT-7 i et halvt års tid, kan du læse mere om vores nye volontør-stillingsopslag her:

https://missionafrika.dk/praktik-til-cypern/ 

 



Philip Christoffersen
Journalist