Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kibaku-stammen: Et forfulgt folk i Nordnigeria

”De tog den lokale leder med indenfor og blev der i omkring en halv time, hvorefter vi hørte skud. Bagefter kørte de ind i landsbyen for at hente kristne, og samme dag dræbte de syv, før de forlod byen. Fra da af kom de af og til for at dræbe,” fortæller Kibaku-præsten Amos H. Maina om landsbyen Huyums møde med Boko Haram.

Billederne viser Boko Harams LCCN-kirkenedbrændinger i både Borno- og Adamawastaten.

Kibaku er en stamme bestående af knap 100.000 mennesker, der lever i den sydlige del af Borno-staten i områderne Chibok, Askira og Domboa. De hører hovedsageligt til Brødrekirken i Nigeria (EYN), som er den kirke, der har været hårdest ramt af Boko Haram-angrebene. Ind til nu er flere end 200 af EYN’s kirker i Borno- og dele af Adamawa-staten ødelagt, herunder det nationale hovedkontor for kirken og en bibelskole.

Allerede inden Boko Harams fremgang blev Kibaku-stammen forsømt på grund af deres kristne tro, og området har som følge heraf været tilbagestående. Det eneste gymnasium (secondary school) i området er The Government Secondary School Chibok, hvorfra 200 piger, overvejende kristne, blev kidnappet i april 2014. Skolen kan imidlertid kun optage et begrænset antal studerende, og derfor må mange tage til enten det muslimske samfund Damboa og andre områder, hvor børnene ofte bliver truet og skræmt af såvel lærere som medstuderende til at opgive deres kristne tro.

Der findes ingen bestemmelser i Borno-staten om, at der skal undervises i faget kristendomskundskab for kristne studerende, selvom undervisning i kristendomskundskab (og også undervisning i islam) er en del af læseplanen for alle nigerianske grundskoler og gymnasier. Dermed får Kibaku-stammen ikke denne mulighed.

Amos H. Maina, en Kibaku-præst, som er født i området og har levet der hele sit liv, fortæller, at det som kristen er meget udfordrende at vokse op der.

”Jeg blev født i Kibaku-området den 17. marts 1964 og gik i både grundskole og gymnasium, før jeg blev indskrevet på Basic Bible School in Chibok. Vi boede blandt muslimer og har oplevet forskellige former for forfølgelser, men vi er glade for at have fundet Kristus.”

Efter sin uddannelse på Basic Bible School i Chibok fortsatte Amos H. Maina til The Advance Bible School, hvorfra han fik sit afgangsbevis i religiøse studier. Herefter blev han ordineret som præst. Hans første møde med Boko Haram var på markedet i Klakaisa i Kibaku-området. Den islamistiske gruppe besøgte ofte markedet og gjorde, hvad der passede den, uden at nogen påtalte det. Om en oplevelse i Huyum, en landsby i Askira i Borno-staten, hvor han var præst, fortæller han:

”Den 9. februar 2013 kom syv af dem til Huyum i en pick-up og kørte til den lokale høvdings palæ, hvor jeg også var. De tog den lokale leder med indenfor og blev der i omkring en halv time, hvorefter vi hørte skud. Bagefter kørte de ind i landsbyen for at hente kristne, og samme dag dræbte de syv, før de forlod byen. Fra da af kom de af og til for at dræbe. Der var en nat, hvor de kom og tog 201 stykker kvæg i Huyum. Derefter brød de ind i kirken og stjal 230 plastikstole, musik-instrumenter og 70 sække korn og satte ild på det alt sammen. Der gik ikke lang tid, før vi alle var blevet jaget ud af byen og løb for vores liv.”

I oktober 2014 brændte Boko Haram Amos H. Mainas hus ned.

”De tog kornet og alle brugbare genstande i mit hus, og så satte de ild på huset. Vi fik overhovedet ingenting med derfra. Min kone løb med et af børnene, og jeg løb selv med tre andre – vi løb for livet. ”

Efter Amos H. Maina blev adskilt fra sin kone og nogle af sine børn, hørte han først om dem igen, da militæret begyndt at generobre området. Hans kone og barnet kunne ikke løbe ud af Kibaku-området, men det lykkedes for dem at finde et skjulested. ”

”Min kone er stadig i Jezel-området i Kibak,” siger han.

For Amos H. Maina er der ingen tvivl om, at det handler om religion.

”Jeg kan tælle flere end 50 kirker i Kibaku-omåret, som er brændt ned – og ikke en eneste moske er blevet rørt. De ønsker at udrydde de kristne i landet. Hvis de fanger nogen, vil de vide, om du er kristen eller muslim. Dertil kommer, at uanset hvor de kommer frem, råber de Alahuhakbar og begynder at skyde. Det vil tage flere år at genopbygge vores hjem –  også at få mulighed for at samles igen for at dyrke vores tro.”

Og konsekvenserne er ikke kun fysiske.

”Vores børn så alt det, som skete. Hvordan kan du forvente, at de skal leve lykkeligt sammen med islamisterne? Der vil selvfølgelig stadig være spændinger, når det her er overstået. For os som er berørt af det her, findes der ingen forklaring – hvis det ikke var for Kristus,” siger Amos H. Maina.

Peter John og Saratu savner familien

Peter John, en 12-årig dreng fra Kibak, som undslap et angreb uden sine forældre, fortæller, at han nu har grædt nok over, at han ikke kan finde sin familie – sin far, mor eller søskende – nogen steder. På Internally Displaced Camp i Numan, en flygtningelejr i Numan, har Peter fundet et andet hjem blandt de kristne brødre og søstre.

”Jeg takker Gud for, hvordan vi har det her. Men jeg vil gerne gå i skole – jeg har ikke lyst til at gå glip af det. Og så vil jeg gerne have, at der er nogen, som leder efter min familie.”

Saratu – en ung pige fra Kibak – lever nu i Jalingo Taraba State, hvor hun sælger vandposer. Hun er 14 år gammel og undslap sammen med sin mor til Taraba, hvorfra de kom til Jalingo for at bo hos nogle slægtninge.

Hun fortæller, at hun sælger vand for at hjælpe sin mor og den nye familie. Hun siger, at hun har set, hvordan mennesker blev myrdet, før de kunne nå at flygte, og det har gjort ondt. Saratu ønsker brændende, at alle de kidnappede piger bliver løsladt og beder for, at de snart må kunne komme hjem.

”Jeg vil gerne tilbage til mit hjem, og jeg vil gerne se mine andre familiemedlemmer. Jeg håber, at de stadig er i live,” siger hun med tårer i øjnene.

Amos H. Maina, præsten fra Kibak, kalder Kirken til at bede for de kristne i Borno og Adamawa. Både for de voksne og børnene!

”Vi har brug for bøn,” siger han.

Støt Projekt: 3026: Kristi Lutherske Kirke i Nigeria nu