Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kirkeminister roser Mission Afrikas ’moderne mission’

Mette Bock sendte videohilsen til Mission Afrikas årsmøde, hvor hun glæder sig over organisationens evne til at formidle tro sammen med uddannelse og sundhed.

Kirkeminister roser Mission Afrikas ’moderne mission’

Kirkeminister Mette Bock sendte en videohilsen til over 180 deltagere ved Mission Afrikas årsmøde i Aarhus lørdag den 8. september. Hun roste missionsorganisationen:

– Det glæder mig rigtig meget at se, at man også i en moderne verden, hvor vi taler meget om kulturimperialisme, faktisk arbejder på en måde, som jeg vil kalde for moderne mission, sagde hun og fortsatte:

– Tro er, at man oplever at blive mødt. Tro er, at man får åbnet sit hjerte og sin sjæl for, at her er der noget, du kan lægge dit håb op ad. Her er der noget, der kan give dig styrke – også til at klare en hverdag under måske vanskelige vilkår.

At være troende i en sammenhæng
Mette Bock fortalte, at hun følger med i Mission Afrikas arbejde:

– Det interessante er, at man siden den første missionær Brønnum blev udsendt i 1913, har arbejdet med denne her holistiske tilgang til: Hvordan er det, man driver mission? Hvad er den rigtige tilgang, når man har med mennesker at gøre? Jeg sympatiserer meget med en tilgang, hvor man ser på sundhed, skole, uddannelse og det at leve et liv som troende i en sammenhæng. Det tror jeg, er det, som bringer langt det bedste resultat.

Mission gennem lokale kirker er sagen
Hun bemærker også, at Mission Afrika primært arbejder gennem lokale kirker:

– At finde de lokale samarbejdspartnere rundt omkring i Vestafrika tror jeg er den moderne måde at gøre det på. Men stadigvæk med en forbindelse knyttet tilbage til den måde, Brønnum greb det an på i 1913, da han og hans hustru drog ud, sluttede hun.

Og moderne blev årsmødet også – med et særligt årsmøde for børn, cykelrally med overskud til Mission Afrikas uddannelsesprojekter, og – ikke mindst – besøg af en toneangivende afrikansk kirkeleder. Robert Goyek er kirkepræsident for 1000 kirker med tilsammen 200.000 medlemmer i Cameroun.