Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Konference: Kristne og muslimer må lære at leve sammen med deres indbyrdes forskelle

"De afrikanske religioner var yderst tolerante over for andre religioner. (...) Desværre har mange afrikanske stater oplevet en politisering af religion og en religionisering af politik, og det har uvægerligt skabt problemer med hensyn til religionsfriheden," sagde generalrådgiver Johnson Mbillah på en konference om religionsfrihed på Aarhus Universitet den 14. september 2015.

Konference: Kristne og muslimer må lære at leve sammen med deres indbyrdes forskelle

Indlægget er skrevet af Mogens Mogensen, ph.d. i interkulturelle studier og tidligere generalsekretær i Mission Afrika. Mogens Mogensen arbejder som konsulent ud fra sit firma, Intercultural.dk.

Afrika har en helt særlig arv, når det gælder religioner og religionsfrihed. Afrika er et religiøst kontinent, og at være afrikaner er at være religiøs.

De oprindelige afrikanske religioner var yderst tolerante over for andre religioner, og religionsfrihed var aldrig et spørgsmål, og religion var aldrig en årsag til krig.

Derfor accepterede afrikanerne i almindelighed, at kristne og muslimske missionærer forkyndte deres religion, og det endte med, at de fleste afrikanere blev kristne eller muslimer.

Sådan sagde dr. Johnson Mbillah mandag den 14. september på en konference på Århus Universitet om religionsfrihed, arrangeret af Mission Afrika, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og det teologiske institut på universitetet.

Johnson Mbillah er leder for den ældste dialogorganisation i Afrika, Project for Christian Muslim Relations in Africa (PROCMURA), som blev etableret i 1959.

Da kong Herodes ville slå Jesus-barnet ihjel, fortæller de bibelske forfattere, at en engel fortalte hans forældre, at de skule tage barnet og rejse til Afrika. Her fik den hellige familie lov at leve som flygtninge.

Da Muhammed 600 år senere begyndte at prædike i Mekka, tog mekkanerne ikke godt imod hans budskab, men begyndte at forfølge hans tilhængere. Derfor sagde Muhammed til sine første konvertitter, at de skulle forlade Mekka og drage til Afrika, for der ville man ikke dræbe eller forfølge dem på grund af deres religion.

De tog til Abessinien (nutidens Etiopien), hvor de blev godt behandlet af den kristne konge.

Problemerne i Afrika opstod, da islam og kristendommen blev etableret i Afrika som missionerende religioner. De ønskede at omvende alle, men ønskede ikke at deres egne blev omvendt. Og de metoder, som blev anvendt til at omvende afrikanere, var undertiden i modstrid med traditionen for religionsfrihed, og det skabte de konflikter og den undertrykkelse, som man oplever i dag.

Ud af Afrikas cirka 1 mia. indbyggere er i dag flere end 400 mio. kristne, og flere end 400 mio. er muslimer.

De fleste afrikanske lande – med undtagelse af de nordafrikanske – slår i deres grundlove fast, at de er sekulære stater. En sekulær stat er ikke en irreligiøs stat, men en stat som er neutral i religiøse sager og derfor advokerer religionsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at skifte religion og så videre.

Desværre har mange afrikanske stater imidlertid oplevet en politisering af religion og en religionisering af politik, og det har uvægerligt skabt problemer med hensyn til religionsfriheden.

Der er sket en radikalisering inden for islam, hvor der er opstået grupper som AQIM, Ansar al-Deen, Boka Haram og Al-Shabaab, der mange steder har undertrykt eller fordrevet det sufi-orienterede flertal af muslimer, der fokuserede på spiritualitet frem for lov – og religionsfriheden har de ingen respekt for.

Desværre har det også i nogle tilfælde ført til en radikalisering på kristen side.

I Nigeria er der nogle, der har sagt, at nu har de slået os på den ene kind, og vi har vendt den anden kind til, men nu har vi ikke flere kinder at vende til. I Den Centralafrikanske Republik er der kristne ekstremistiske bevægelser, som forfølger muslimer. Det drejer sig om Anti-Balaka, men også om The Lord’s Resistance Army, der ligeledes opererer i en række andre centralafrikanske lande.

Som kristne kan man ikke lægge sin kristendom fra sig og så gå hen og med vold og magt bekæmpe muslimer for derefter at vende tilbage og tage sin kristendom på sig. Det er ikke en kristen løsning. Løsningen er ikke at gribe til selvtægt, men at arbejde på at udvikle en sekulær stat, der kan garantere religionsfriheden.

Løsningen er ikke, som man har gjort det i Zambia, og som nogle ønsker at gøre det i Liberia, at erklære landet for en kristen nation. Målet må være at udvikle eller fastholde sekulære stater, der er neutrale i religionsspørgsmål.

Kristne og muslimer i Afrika må lære at leve sammen,og de har en stærk religiøs arv med hensyn til religiøs tolerance at trække på.

Når PROCMURA arbejder med at udvikle gode relationer mellem kristne og muslimer og etablere dialog, er målet ikke at negligere forskellene mellem islam og kristendom, men at forstå forskellene.

Målet er ikke at forsøge at skabe en omelet af religioner, som ikke kan være religion for nogen som helst, men at acceptere forskellene, så man kan leve sammen med forskellene. Et eksempel på, hvordan PROCMURA arbejder på fred og forsoning mellem muslimske og kristne ledere i et område hårdt ramt af Boko Haram, kan man få ved at læse om den konference, som fandt sted i Garoua, Cameroun, i januar i år (Garoua Conference Briefing).

For PROCMURA er uddannelse af afgørende betydning, også når det gælder de ekstremistiske religiøse bevægelser. Militære indgreb over for disse grupper indebærer kun en midlertidig løsning. I PROCMURA søger man derimod at ændre menneskers tanker gennem uddannelse. At ændre menneskers tanker er noget af det vanskeligste at gøre, men også det mest frugtbare.

Johnson Mbillah afsluttede sin præsentation med ordene: ”We may be afflicted in every way but we cannot be crushed. God will ensure that good will overcome evil.”

Støt Projekt 3025: PROCMURA nu