Kreativ hvile med Anne-Line
Når Anne-Line Dufri er på arbejde, er der mange skal-opgaver og udfordringer, der skal løses. Når hun har fri, bliver de kreative projekter fundet frem.

“Jeg oplever, at hovedet bliver tømt og jeg koncentrerer mig om det, jeg er i gang med,” fortæller hun. “På magisk vis får nye idéer lov til at lande, og jeg ser ofte problemerne fra en anden vinkel.”
“Jeg er glad for mit arbejde som genbrugschef, men når jeg er kreativ, gør jeg det kun for min egen skyld. Jeg elsker at lære noget nyt med hænderne. Jeg har blandt andet kastet mig over at dreje keramik, som tager mange år at blive god til. Og efter fire år ved drejebænken kan jeg nogenlunde fremstille det, jeg har tænkt på forhånd,” siger hun med et smil.
Du kan selv hækle genbrugschefens forårspude
Anne-Line er kontorets ukronede kreative guru. Det vil hun måske ikke kalde sig selv, men hvor vi er nogle, der skal have hjælp til at tråde en nål, så er Anne-Line unægtelig på et andet niveau. Derfor var det også helt naturligt at spørge hende om at bidrage med en “kreativ pause” her op til vinterferien.
Sammen med kommunikationsteamet blev der designet et hæklemønster inspireret af forårets tulipaner, og Anne-Line hæklede fluks et eksemplar af den hyggelige (og helt unikke) sofapude, som du kan se på billedet ovenfor.
Hækleopskriften er gratis! Har du aldrig hæklet før, er det en oplagt mulighed for at lære noget nyt med dine hænder og tage en kreativ pause.


