Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Volden fortsætter i Numan

Konflikter mellem kvægdrivende stammer og fastboende landsbyfolk er ikke noget nyt i Nigeria. Men de er meget voldsomme i øjeblikket.

Aktuelle fotos af ødelæggelserne. Fotograf: informationsmedarbejder ved LCCN, Felix Samari

Af Felix Samari, informationsmedarbejder i LCCN

I 2016 udfærdigede kommunikationsafdelingen i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) en rapport over et angreb på landsbyen Koudomon i Demsa-provinsen, et kristent-domineret område i Adamawa. Ligeledes var der det år flere angreb på landsbyer i områder, der tilhører Bwatiye-stammen i Adamawa.

Flere end 100 mennesker mistede livet, og afgrøder, fødevarer og ejendomme for flere millioner naira (nigeriansk møntfod) blev ødelagt.

Dødbringende december

Sidste års vold begyndte i november 2017, hvor det blev rapporteret, at en kvinde fra en bachama-landsby nær Numan var blevet voldtaget og to mænd dræbt af nomadefolk. Disse begivenheder førte til de første sammenstød. Forbrydelserne blev rapporteret til lokale myndigheder, men hverken undersøgelser eller forholdsregler blev iværksat.

Denne passivitet fra myndighederne skabte vrede – især blandt unge mænd i området, som mobiliserede sig og angreb en fulani-lejr (nomaderne). Mændene i lejren flygtede og efterlod kvinder og børn, som desværre blev hårdt ramt af angrebet. De fleste blev dræbt.

Modsvaret kom prompte, idet fulanerne sammenkaldte stammefrænder fra ind- og udland og samlede sig for at gå til angreb på en række bachama-landsbyer.

Senere tog nogle politifolk fra hovedkvarteret i Numan til en fulanilejr i nærheden af landsbyen Bolon for at foretage undersøgelser og udfærdige en rapport om fund af ammunition og våben. De seks uheldige politifolk blev imidlertid angrebet og dræbt af fulanerne. Den 4. december foretog nomadefolk velorganiserede angreb på flere landsbyer i området. Huse blev nedbrændt, og alle, de stødte på, blev dræbt.

Luftvåbenet sendte kampfly på vingerne, som beskød voldsmændene fra luften i et forsøg på at skræmme dem væk. Men resultatet blev i lige så høj grad flere dræbte og flere ødelæggelser, som også gik ud over LCCN-kirken i landsbyen Sharofon.

Alle er på en eller anden måde berørt

Angrebene fortsatte hele december måned – en tiltagende tragedie. For eksempel blev to LCCN-medlemmer i Dashen dræbt. Selv den 24. december blev området omkring Bilachi angrebet. Omkring nytår blev området omkring Jumo udsat for natlige brandattentater. LCCN-biskoppen over Yola Stift, Amos Yakubu, besøgte området og begræd den eskalerende vold og de meningsløse drab.

Landsbyerne i den midterste del af det nordøstlige Nigeria oplevede fortsatte angreb ind i det nye år. Selvtægtsgrupper har anholdt og dræbt mistænkelige personer. Militæret er også begyndt med aktioner, og efterhånden vokser forvirringen og usikkerheden om, hvem der er skyld i hvilke angreb.

De fleste LCCN-medlemmer har nu pårørende og venner, der har mistet liv og ejendom de sidste par måneder.

Efterdønninger og kirkens rolle

Efterhånden vokser antallet af fordrevne og hjemløse mennesker. Der er ingen fredelig løsning i sigte endnu. Kristne i Numan-området samles i faste og bøn for området, samtidig med at møder arrangeres for at arbejde for fred og normale tilstande i området igen.

Fra hovedsædet i Numan har ærkebiskop Musa Filibus og LCCN’s ledende råd udstedt erklæringer, der fordømmer volden fra alle parter, og de har opfordret de unge til ikke at tage loven i egne hænder. Samme erklæringer og opfordringer har også lydt fra prædikestolene i hele staten.

De forskellige lokale kirker og kirkens foreninger (som kvinde- og ungdomsforeninger) har været aktive med hensyn til besøg, omsorg og indsamling af nødhjælp til ofrene i de ramte områder. Flere kirkemedlemmer har åbnet deres hjem for dem, der har måttet flygte fra ødelæggelserne. En af disse gæstfrie personer er Mrs. Michal Bongi, der leder REMI-skolen i Jimeta. Siden angrebene i Dong, Lawaru og Sharofon har hun huset flere internt fordrevne.

Hovedkontoret i Numan har travlt med at indsamle data om ramte familier og individer og kortlægger i øjeblikket, hvilken assistance de forskellige har brug for. Det er vigtigt for kirken at kunne møde folks aktuelle behov på bedst mulig vis i denne udfordrende tid.

Bed fortsat for fred!

Under hele forløbet har Mission Afrika været i tæt kontakt med LCCN og har tilbudt økonomisk støtte til ofrene.